Drømmen

Katie mistede sin tvillingebror for to år siden, og er plaget af skyldfølelse og mareridt. Men kan hun nogensinde komme sig over Davids alt for tidlige død?

2Likes
0Kommentarer
1082Visninger

1. Drømmen

Hun gik langsomt hen af stranden. Solens stråler varmede hendes krop, og hendes bare tæer sank ned i det bløde sand. Hun kiggede ud på havet, hvor bølgerne kæmpede vildt, og toppene skummede som når man åbner en flaske champagne. Hun hørte nogle måger skrige, og kiggede op mod den blå skyfri himmel, alt var så idyllisk, men hun vidste ikke hvor hun var? Alligevel havde hun en følelse af deja-vu, en fornemmelse af at have oplevet denne smukke strand før. Det var ikke en god fornemmelse, for lige meget hvor smukt her var, kunne hun ikke ignorere den gnavende bekymring om at det her sted var ondt, at hun måtte væk med det samme for noget dårligt skete.....igen? Pludselig hørte hun et skrig, et langt, desperat råb om hjælp. Hun kiggede ud over det dybe blå vand, og langt ude, nok en kilometer, så hun en dreng. Nok nærmere en ung mand, sikkert på hendes alder. Hvad laver han der? Tænkte hun, og panikken ramte hende som en bølge, der slog luften ud af ud af hende. Hun vidste hvorfor stedet var så bekendt, hun havde været her et par gange med sin familie, inden ulykken skete. Men hvorfor var hun her nu, hun havdet lovet sine forældre aldrig at komme her igen. Ikke at hun havde specielt meget lyst til det efter hvad der skete på den sidste tur, men hendes forældre ville have hende til at love det, og hver gang hendes veninder tog på stranden, tog hun ikke med. Hun måtte ikke, og hun ville ikke. Det var måske dumt når man tænker på at det nu var to år siden hændelsen, men de havde alle tre været så ramt af sorg, chok og skyldfølelse at de endnu ikke var kommet sig helt over det, og hun havde en ide om at det ville de aldrig. Igen hørte hun et skrig og hun blev hevet ud af sine tanker. Jeg må redde ham! tænkte hun, hun kunne ikke bære hvis det skulle ske igen, hvis hun skulle se en anden dø.

 

Hun smed sin jakke og sine sko og løb ned til vandkanten, hvor hun straks hoppede på hovedet i vandet. Kulden mødte hende straks da hendes krop var under vand, og den skar ind i hende, og frøs alt, men hun måtte ikke stoppe, for så ville hun ikke nå det. Hun skulle nå det, for sidst gjorde hun ikke. Hun kæmpede sig igennem de viltre bølger, og slugte så meget saltvand at hun troede hun skulle dø, hun følte hun blev trukket ned, dybt ned under vandet, til alle havets væsner. Hendes arme begyndte at blive slappe, smerten var ved at vinde, hun var ved at give op, men tanken om at endnu et liv skulle forsvinde, uden hun havde kæmpet nok for at det blev i denne verden, drev hende frem. Han blev ved med at skrige, og hun prøvede at følge lyden så godt hun kunne, men det føltes som om hun ikke kom nærmere den druknende, som om hver gang hun tog et svømmetag, kom han lidt længere væk. Hendes hoved var ved at eksplodere af anstrengelse, og igen var hun ved at give op. Pludselig føltes der så tomt, og en larmende stilhed omringede hende. Han skreg ikke længere. Han skreg ikke længere! Var han død? Hun kiggede hen hvor lyden tideligere var kommet fra, men der var ingen. Så kiggede hun hele vejen rundt om sig selv, men hun var alene. Helt alene på det dybe vand, langt væk fra kysten, meget længere end en kilometer, sådan føltes det i hvert fald. En træthed overmandede hende, og hun sank. Hun kunne ikke, ville ikke kæmpe længere. Hun ville aldrig blive fundet, for ingen vidste hvor hun var, hun vidste jo for guds skyld ikke engang selv, hvordan hun var havnet her, på denne møgstrand. Med det dybe vand, vandet der altid tog et liv, for man kunne ikke tæmme vandet, og mange havde ikke respekt for at det kunne tage ens liv på få sekunder. Hun respekterede det nu, efter Davids død, den fremmedes død, og hendes egen kommende død, der stod lige for døren. Men hvorfor var hun egentlig ikke død endnu? Hun vidste hun var under vand, men hun havde igen mangel på luft. Hun sank ligeså stille ned på sandbunden, langt under overfladen. Da hun nåede helt ned på den sandede bund, så hun ham. Men det kunne ikke passe! Det var ham, hun havde ikke set ham i to år! Hendes bror, hendes DØDE bror, lå lige foran hende, på havets bund, men det kunne, måtte ikke være sandt, hun havde selv været til hans begravelse. Hun prøvede at komme væk fra ham, men hun blev skubbet frem mod ham, uden at kunne gøre noget. Da hun kom hen til ham åbnede han øjnene, og greb ud efter hende. Hans mund bevægede sig, som om han prøvede at sige noget. Der var et desperat udtryk på hans ansigt. Hun skreg, lukkede øjnene og slog om sig med arme og ben, men da hun åbnede øjnene, lå hun i seng seng, badet i sved. Og hun skreg stadig. "Skat, skat! Det var en drøm, schh...det er okay," hviskede hendes mor, og holdt om hende. Hun begyndte at græde - tårene trillede ned af kinderne på hende, og hele hendes krop rystede, mens hendes mor hviskede beroliggende ord. Det skete hver nat, hver eneste nat havde hun det samme mareridt, men alligevel føltes det som en ny drøm hver gang hun var på stranden. Det var først når hun vågnede, hun vidste at det var en drøm, en ond drøm, der altid mindende hende om at hun ikke havde nået at redde David, hendes elskede tvillingebror.

Næste dag efter skole var det tid til at komme til psykologen Dr. Martin, der ikke havde hjulpet hende overhovedet i de 18 måneder hun ugentligt havde været hos ham. Hun mente det var spild af hendes forældres penge, men de holdt fast i at hun skulle møde op hver onsdag, selvom hun ikke fik noget ud af det. Det var en ide de havde fået af to af Falckredderne der havde hentet hendes bror, den dag på stranden. Dr. Martin kiggede undersøgende på hende, med sit sædvanlige, rolige jeg. Der var meget stille, og man kunne høre urets tikken i baggrunden. 20 minutter endnu. "Har du stadig dine mareridt Katie?" spurgte han, og stirrede undersøgende på hende, et tegn på at han ikke ville godtage en løgn. "Ja," svarede hun ærligt, men sagde ikke mere. "Fortæl mig, hvorfor du tror du har disse mareridt," fortsatte han. "Jeg ved det ikke, fordi jeg savner ham? Fordi jeg ikke reddede ham?" mumler hun, og kigger ned på sine fødder. "Vi må prøve at arbejde med den skyldfølelse, for jeg er overbevidst om at det er kilden til at du er plaget af mareridt..." og sådan blev han ved indtil min time var gået. Han havde snakket om det- skyldfølelse, ligesom sidste gang, og gangen før, det var altid det han snakkede om.Skyldfølelse. Om aftenen da hun havde lagt sig i sin seng, slukket lyset, og mørket omfavnede hende, var hun bange. Hun var altid bange når hun skulle sove, hun vidste hvad der ville ske. Så hun lå i flere timer, og vendte og drejede sig, indtil hun til sidst faldt i søvn.

Hun gik på en smuk, frodig strand, hvor solen skinnede, og der ikke var en sky på himlen. Hun kunne dufte tang, og salt vandet, og alt var så dejligt og fredeligt. Men alligevel havde hun det som om noget skulle til at ske, noget slemt. Og pludselig hørte hun et skrig, hun kiggede ud over vandet og så en ung mand kæmpe for sit liv. Hun var i chok, kunne ikke bevæge sig. "Du ved godt det er nu du skal vælge, ikke?" spurgte en stemme, og hun snurrede rundt og kiggede på en dreng på hendes alder, der sad lidt længere væk i sandet.Han havde mørkebrunt hår, helt lyseblå øjne, og en smuk mund, der sikkert ville kunne sende nogen helt fantastiske smil, hvis han gad. Ikke at han smilede nu, han så faktisk ret alvorlig ud. Hun kiggede forvirret på ham. "Ja, om du vil prøve at redde ham selvfølgelig, du er da vist ikke den skarpeste kniv i skuffen hva?" sagde han, og smilede ved hans sidste bemærkning. "Hvorfor redder DU ham ikke?" spurgte hun forvirret, og irriteret over hans kommentar. "Fordi det er dit valg, din bror og din drøm. Men du ved jo godt inderst inde du ikke kan. Ikke behøver, for lykkes det nogensinde? Han er jo død," svarede han alvorligt. "Jeg skal redde ham!" mumlede hun hårdt, og kiggede vredt på ham. "Hvorfor SKAL du det, hvis du ikke kan?" spurgte han og rejste sig.  "Det var min fejl, hvis jeg bare var gået med ham, eller havde opdaget det noget før! Alle ville ønske det var mig der var død, alle elskede David," hviskede hun næsten uhørligt, og begyndte at græde. Han gik hen mod hende og kiggede hende dybt i øjnene. "Det var ikke din skyld, der var intet du kunne have gjort, når man skal dø, så dør man. Hvis han ikke var død der, kunne han være blevet kørt ned, være blevet overfaldet, hans tid var kommet. Og der er ingen, tro mig INGEN, der ville ønske du var død i stedet for ham. Det må du aldrig tro!" sagde han bestemt og tog fat om hendes skuldre. Han lænede sig frem og kyssede hende blidt på panden. "Hør, han skriger ikke længere," hviskede han, vendte sig og gik væk fra hende. Hun stod tilbage i sandet og så ham gå. Da han næsten var ud af syne vendte han sig om, men det var ikke drengen, der kiggede på hende. Det var David. "Det var ikke din skyld," hviskede han og sendte hende et smil. Hun løb efter ham, men han var væk. Da hun vågnede om morgenen sad hendes mor på hendes seng og kiggede på hende. "Du skreg ikke," smilte hun og kiggede på hende med et kærligt blik. "Jeg...jeg..drømte," mumlede hun. "Ja, men ikke nogen mareridt," sagde hendes mor og rejse sig fra sengen, " der er morgenmad om lidt,".

Et par timer senere da Katie sad i skolen, og skulle til at have dansk, hørte hun døren gå op. Alles øjne rettedes mod drengen, der trådte ind i lokalet. "Jeg skal starte her?" sagde han og smilte rundt til alle eleverne. Det er løgn! tænkte hun, og stirrede på fyren, hvis øjne var landet på hende. Der var ham, drengen fra hendes drøm, ham der havde hjulpet hende. "Er du Sam?" spurgte læreren, "du kan sætte dig der,". Hun pegede ned på den eneste ledige stol i lokalet, stolen ved siden af Katie. Han gik langsomt ned gennem klassen, og gled elegant ned på den hårde træstol. Han lænede sig ind til hende og hviskede i hendes ører: "Tak for sidst, håber det hjalp,". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...