Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19055Visninger
AA

24. ♡

Det første jeg mærkede, da jeg vågnede op fra mit flashback, var Justins hånd der blidt strøg mit hår. Uden at åbne øjnene og kigge, kunne jeg bare mærke og føle, at det var ham. Jeg var sprunget ud af vinduet, og havde smerter i benet, men vidste endnu ikke, hvad der var sket. Det der gik igennem mit hoved lige nu var, at Justin faktisk sad ved mig, og det jeg lige havde tænkt tilbage på. Hvorfor havde jeg dog gjort det? Nu hvor jeg tænkte tilbage på det, var det virkelig dumt. Ikke bare dumt, men idiotisk på højplan. Jeg var fuld, og var vist ikke helt ved mit jeg, men alligevel. Jeg havde dræbt et helt fredeligt menneske, men en latterlig grund. Det hele fortryder jeg så meget lige nu, men jeg kan intet gøre. Jeg mistede Adam, og fortryder det så meget lige nu.

”Justin, jeg er virkelig ked af det” fik jeg stille hvisket, med de små kræfter jeg havde i kroppen. Justins bevægelser på mit hår, stoppede pludselig. Det gav mig egentlig med det samme en følelse af ærgrelse.

”Over hvad dog?” spurgte Justin overrasket, da han vist ikke havde opfattet, hvad det var jeg snakkede om. Men nu havde han heller ikke lige været med til at tænke på det flashback jeg lige havde haft. Alle de tanker der var gået igennem mit hoved dengang, det var de værste tanker nogensinde. Hvordan kunne jeg bare dræbe en pige på min egen alder, det var helt latterligt.

”Det med Isabell, efter at have tænkt over det, er jeg så ked af det, så jeg slet ikke kan jeg beskrive det” fik jeg stille sagt, og åbnede så øjnene, så jeg kiggede ind i Justins brune øjne. Forsigtigt fik jeg sat mig op ad husets mus, og lagde mit hoved på hans skulder. Mit ben dunkede som jeg rykkede mig, men jeg følte da ikke, at jeg havde brækket det. Det ville nok også gøre lidt mere ondt.  

”Der er jo intet at gøre nu, Rose. Men det at du er ked af det, gør mig da lidt gladere” sagde Justin stille, og begyndte at lege med en pind der lå på græsset. Han sad som jeg op ad muren, men havde det ene ben tætteste på mig bukket, hvor mine begge lå fladt mod græsset. Mit blik røg ned på hans sko, egentlig ikke fordi de var særlig spændende, men fordi jeg ikke havde andre steder at kigge hen, da jeg ikke ville se Justin i øjnene.  

”Men du sagde jo, at du stadig var sur på mig?” spurgte jeg ham stille, mens mit blik stadig var på hans sorte sneakers. Hvad Justin ville svare til det spørgsmål vidste jeg stadig ikke. Var han stadig sur på mig, eller havde han tilgivet mig? Egentlig ville jeg hellere end gerne have ham til at tilgive mig, efter mine tanker. Justin var jo en sød dreng, selv om det først var nu, at jeg rigtigt kunne opføre mig oprigtigt sammen med ham. Intet stress, bare den svage vind mod vores ansigter.

”Ja, det sagde jeg, men hele situationen er bare svær. Jeg kender dig jo ikke rigtigt, Rose, men alligevel er der bare noget, der fik mig til at komme tilbage. Måske også fordi jeg var eller er sur på dig, på grund af Isabells død, men jeg kan jo intet gøre nu. Jeg er kommet videre, og burde ikke tænke så meget på det, som jeg egentlig gør..” sagde Justin stille med flere pauser imellem, som var forståeligt. Det var svært for ham at snakke om Isabell, men så har vi vel begge haft det svært.

”Jeg kender heller ikke rigtigt dig, faktisk ved jeg ikke noget som helst om dig, men du ved jo heller ikke noget om mig..” sagde jeg stille, og smilede stille for mig selv. Jeg vidste intet om Justin, slet ingen ting, men igen – han vidste heller ikke noget om mig. Kun at jeg havde været i fængsel og havde et dårligt liv, faktisk inden jeg mødt ham.

”Så fortæller jeg da gerne. Du ved jo jeg hedder Justin, og jeg er så sytten år. Mine forældre er skilt, og jeg er mest sammen med min mor” startede han ud med, men så, så lidt blank ud, på hvad han videre skulle fortælle. ”Jo, så i min fritid elsker jeg at stå på skateboard, andet laver jeg ikke” sagde han med en mærkelig og hurtigt stemme, som om han skjulte noget, men hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...