Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19051Visninger
AA

22. ≒

”Fortæl mig så, Rose. Hvorfor opføre du dig sådan der?” spurgte Ann mig, som straks gjorde mig irriteret. Det her var ikke en forespørgsel, Justin var bare kommet. Jeg kiggede irriteret på Ann, som kiggede spændt på mig.

”Det ved jeg ikke..” sagde jeg stille, og kiggede på Justin. ”Jeg tror, det var noget dengang i bussen” fik jeg til sidst sagt, og kiggede ned på gulvet. Alt det der var sket i bussen, kom pludselig tilbage. Den måde Justin havde opført sig på overfor mig, kunne jeg bare ikke glemme.

”Vil du ikke please lade mig gå” sagde jeg stille, mens jeg kiggede ned i jorden, som var dækket af asfalt. Jeg kunne se, at drengen stod foran mig, ved at jeg kunne se hans sko. Pludselig blev min hage løftet op, og mens drengen holdte i den, så han kunne se ind i mine øjne, dunkede mit hoved hæsligt. Jeg havde det virkelig dårligt.

”Skal vi tage hende væk?” spurgte vagterne dreng om, men han blev bare ved med at kigge ind i mine øjne. Aldrig havde jeg set ind i en drengs øjne, hvor jeg ikke selv havde lyst til det. Det var underligt, for hans øjne udstrålede egentlig sødhed, men det kunne jeg ikke se lige nu.

”Lad hende gå” sagde han, og slap taget om min hage.  Pludselig ville han lade mig gå? Måske var der egentlig sødhed i øjnene. Jeg smilede for mig selv, som jeg kiggede ned i jorden igen.

”Men..” startede en af vagterne, men drengen afbrød hurtigt.

”Lad – hende – gå” sagde han hårdt, og hurtigt slap vagterne taget om mig, selv om jeg vidste de ikke forstod, hvorfor han havde bedt dem om det. Som de slap mig, faldt jeg ned på jorden, og lå bare stille, da jeg næsten ingen kræfter havde.

Hans personlighed der, var bare slet ikke den samme, som den måde han opførte sig på nu. Han viste sig at være en smule flink, selv om han kun lige var kommet ind ad døren, så jeg kunne ikke sige min reaktion omkring ham. Men vores første møde, havde ikke været godt, så jeg ville nok altid have en lidt dårlig følelse til ham. Men igen, han havde hjulpet mig i starten, men hurtigt derefter var det gået galt, med skænderier. Det med, at jeg havde dræbt hans veninde, var jeg ikke ked af dengang, men nu vidste jeg egentlig ikke, hvad jeg følte omkring det.

”Hvorfor kom du så, Justin?” spurgte Ann, og fjernede endelig blikket fra mig, og kiggede nu på Justin, som jeg faktisk slet ikke kendte. Jeg vidste hans navn, men ikke hans efternavn, alder, hvor han var fra, hans fortid, fritidsinteresser, alt det der. Jeg smilede skævt til mig selv, og ventede på, at Justin skulle besvare Anns genial stillede spørgsmål.

”Nu mødte jeg, Rose, og måtte rette op på sidste gang, som jeg er skuffet over. Den måde jeg var overfor hende, selv om hun nu havde gjort noget, som gjorde ekstremt ondt inde i mig, men sket er sket” sagde han stille, og da han sagde det, kiggede jeg overrasket på ham. Det var en hel anden Justin, som sad ved siden af mig i sofaen lige nu. Og jeg var vel også en anden Rose. En anden Rose, en anden Justin. Han kiggede også på mig, og smilede til mig.

”Nå, jeg smutter på arbejde, så vi ses vel senere, Rose” smilede hun og blinkede til mig. Hvad havde hun i tankerne? Men i hvert fald smilede jeg til hende, og kiggede på hende, indtil hun smækkede døren, og Justin og jeg nu var alene. Jeg vendte mig om, og kiggede på Justin.

”Jeg er stadig sur på dig” sagde han surt, og straks ændrede mit ansigtsudtryk sig. Hvor var hans smil lige blevet af? Som jeg lige havde besluttet at give ham en chance, blev han helt mærkelig og havde en sur mine over sit ansigt.

”Hva?” spurgte jeg ham højlydt, og kiggede underligt på ham, mens jeg fægtede med armene.

”Du hørte mig godt. Jeg er stadig sur på dig, Rose. Du dræbte min veninde. Jeg var glad for, at jeg ikke så dig i så lang tid, men nu. Men alligevel blev jeg nødt til at komme til dit hus, for at snakke med dig. Ikke på den dumme måde, men der var bare noget i min krop der nærmest rak mig herhen” sagde han højt, og nærmest irriteret over sig selv, men også han, fægtede med armene, mens et udtryk af vrede kunne ses i hans ansigt.

”Oh my god, Justin. Bare gå, okay?” sagde jeg irriteret og traskede op mod mit værelse, for bare at komme væk fra ham, men selvfølgelig skulle han følge efter mig. Følge efter mig, som den irriterende person han var. Han hav mig seriøst stress, uden jeg rigtig vidste hvorfor. Jeg troede han var flink, men pludselig var han bare blevet direkte sur og råbt til mig, som om jeg var en lille pige der ikke kunne finde ud af sin matematik, og havde en sur lærer. Det havde jeg ikke set komme fra Justin, ikke i dag.  

Jeg nåede døren og åbnede den, men nåede ikke at lukke, før Justin satte en fod og gik med der ind. Uden at tænke over det, bestemte jeg mig for at gøre den eneste mulighed der var, for at slippe væk fra ham. Springe. Springe ud af vinduet, som jeg havde gjort den første dag her. Bare væk fra ham, da han nok ikke turde, at gøre det samme. Jeg tøvede stille, men løb så hen til det åbne vindue og sprang ud. Desværre landede jeg forkert, og kunne mærke smerte i det meste af min krop. En smerte jeg ikke havde mærket før, på den her måde. Allerede nu kunne jeg mærke hvor svag jeg følte mig, og mine øjne der faldt langsommere i, og til sidst føltes alt sort, og stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...