Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19051Visninger
AA

13. ☮

”Justin, undskyld?” prøvede jeg irriteret, da jeg nu havde siddet i denne her sofa i noget tid, med kun Justin og jeg i bussen. Han ville simpelthen ikke lade mig gå, men han gad ikke sige hvorfor. Så nu sagde jeg undskyld, for at han måske ville lade mig gå. Jeg havde dræbt en af hans veninder, ja okay, hvad specielt er der i det? Hun er bare en pige ud af mange i den her verden. Måske betød hun meget for Justin, men helt ærligt. Tag dig sammen, havde jeg bare lyst til at sige til ham.

”Et undskyld? Helt ærligt, Rose” sagde han irriteret, og satte sig på en stol, som stod ved siden af døren. Han kiggede ned i gulvet, og så helt fortabt ud. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke være sød overfor ham, for sådan var min væremåde ikke. Jeg var en pige, som gjorde hvad jeg havde lyst til, og det var ikke at trøste Justin. Jeg ville bare væk herfra, da jeg efterhånden havde været i denne bus, i noget tid. Havde Justin ikke noget at se til, eller havde han en masse timers fri? Det irriterede mig virkelig, at jeg bare sad her, og ikke kunne andet, da Justin ikke lod mig gå – endnu. Jeg vidste, at jeg ikke skulle flirte med ham, for den type var han slet ikke.

”Jeg prøver altså” vrissede jeg, da han nok godt vidste, hvordan min personlighed var. Han kiggede ikke på mig, men blev bare ved med at kigge ned i gulvet. Irriteret kiggede jeg ned igennem bussen, og så nogle senge, samt endnu en sofa nede i bunden. Min nysgerrighed blev pludselig stor, da jeg godt kunne tænke mig at kigge lidt, men igen – Justin var her, så det var umuligt.

”Ved du hvad, Rose? Bare gå. Jeg kan ikke klare dit fjæs længere” sagde Justin med en tøven, samt en irritation i stemmer. For min skyld var det godt, for nu kunne jeg endelig komme væk herfra. Fornøjet rejste jeg mig, og gik mod døren, som jeg skulle åbne for at komme ud. Det gjorde jeg da også, men da jeg skulle til at komme up, hev Justin i min trøje. ”Men hvis jeg ser dig igen, så vil jeg gøre noget” sagde han surt, uden overhovedet at kigge på mig. Jeg lavede bare elevator blikket, og gik så. Da jeg kom ud, så jeg et overraskende syn. Der var kun den ene bus, som Justin og jeg havde været i, tilbage. Alle de andre var væk. Der var heller ikke nogle vagter, som mon de alle skulle videre? Jeg gik ud bag hegnet, så jeg ikke var på forbudt område mere. En flok mennesker kom ud af en af bygningen, inklusiv Pattie, Justins mor. De gik alle sammen ind i bussen, og kort efter, begyndte den at køre. Graffitien var væk, og den var som jeg havde set den første gang. Der kom en mærkelig følelse inden i mig, da jeg så den køre væk fra bygningerne, og jeg blev efterladt til en masse bygninger, alene. Jeg rystede bare stille på hovedet, og gik så mod huset, hvor jeg desværre boede. Gad vide hvad de tænkte om, at jeg ikke havde været hjemme. Om de havde været bekymrede, eller fuldkommen ligeglade.

Lysene i vinduerne var tændt, og jeg kunne se deres baghoveder igennem roden, da de så fjernsyn. Min interesse for, hvad de så, var ikke stor, så jeg gik bare direkte til hoveddøren, og heldigvis var den denne gang åben. Stille åbnede jeg den, og kiggede mod stuen, hvor to overraskende ansigter, kiggede på mig.

”Rose” sagde Ann, da navnet pludselig kom frem, som hun kom hen og krammede mig. Michael kom lige bagefter, og de gav mig begge et stort kram. Egentlig havde jeg intet imod det, da jeg var meget udmattet. De slap grebet om mig, og med et smil gik jeg op mod mit værelse. Men da jeg kom til døren, og åbnede den, mødte jeg et smukt syn. De havde malet væggene sorte. Det var helt vildt, at de overhovedet havde gidet! Tænk, at de havde gjort det for mig, da de havde givet udtryk for, hvor irriterede de var over, min måde at være på. Jeg smilede til mig selv, og gik over mod tøjskabet, men fandt der ikke et godt syn. Der var intet sort tøj, men til gengæld en masse andet. Jeg skævede stille til den hvide T-shirt med en tiger på, som jeg hev ud. Egentlig var den ret fed, men det var ikke min stil. Irriterede sukkede jeg, og lagde mig bare i min seng, for at sove, i mit nuværende tøj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...