Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19036Visninger
AA

6. ✌

”Er du klar på den udfordring?” spurgte Michael mig spændt, samt stille om. Han kiggede mig stift i øjnene, som han stod og kiggede ned på mig. Jeg sad i skrædderstilling på jorden, og blev nedstirret af alle deres blikke. De gjorde mig ikke ligefrem bange, for jeg blev aldrig bange. Jeg var født til aldrig at blive bange over for noget som helst.

”Du taler til Rose Steel, sådan noget spørg du ikke om” sagde jeg sarkastisk og rejste mig så. Det de havde bedt mig om, var noget jeg glædede mig virkelig meget til. Noget jeg ikke havde gjort i lang tid, men elskede.

”Fint. Du er tilbage i morgen ved fire tiden, med billeder” sagde Michael hårdt, og gjorde nærmest grin med mig, da han sikkert ikke troede, at jeg kunne klare det, men han tog fejl. At lave graffiti, var ikke særlig svært, så det var bare om at finde et godt stort sted, som folk ville lægge mærke til.

”Klokken fire om eftermiddagen?” spurgte jeg ham om, med et løftet øjenbryn, selv om jeg vidste, præcis hvad han mente. Han rystede bare på hovedet, men skubbede mig så væk fra gyden. Jeg rystede denne gang på hovedet af ham, og begyndte så at gå hjem ad. Klokken var cirka fire, så jeg havde fireogtyve timer til at gøre min opgave, som jeg ville gøre perfekt til sidste detalje.

Jeg stod foran huset, som jeg desværre var blevet placeret i, og vurderede, hvordan jeg skulle komme derind, uden at de ville finde ud af, at jeg faktisk havde været ude hele natten. Som det første, prøvede jeg at tage i døren, men selvfølgelig var den låst. De havde ikke ligefrem givet mig en nøgle til huset, som jeg godt forstod. De stolede ikke på mig, og var sikkert inderst inde bange for mig. Faktisk forstod jeg ikke, hvordan det kunne være, at jeg var landet her, når de havde givet udtryk for, at de ikke havde ønsket at få sådan en slags som mig. Sådan en med den her tøjstil, og en masse makeup, samt min egoistiske personlighed.

Efter at have gået hele huset rundt, og den eneste mulighed der var, var vinduet til mit værelse, var jeg lidt på spanden. Måske skulle jeg have tænkt det lidt mere igennem. Eller, faktisk var jeg lidt ligeglad, om de så ville skælde mig ud, for ikke at have sovet her, men at have været ude. Jeg var ligeglad med dem, så hvis de skældte mig ud, ville jeg ikke lytte efter. Bare sidde og kigge væk, og ligesom de var færdige, bare gå op på mit grimme værelse. De vægge der, jeg for spat hver gang jeg ser på dem. Hvis de gamle bare ville lade mig gøre dem sorte, så ville mit liv her blive lidt bedre. Selv om det aldrig ville blive perfekt, når jeg boede her. Jeg ville hjem til min far, det var det jeg ville. Intet kunne stoppe mig. Måske skulle jeg bare tage hjem til min far, og så tage tilbage hertil i morgen tidlig? Det ville nok være bedst, for min far sov i hvert fald ikke nu. Han sov altid om dagen. Hvorfor, forstod jeg ikke, men det var han begyndt på efter min mor gik bort. Som så nu havde stået på i lang tid.  

Huset, som lå lidt væk fra alt andet her omkring, så ikke rigtigt beboeligt ud. Det havde det aldrig gjort, så jeg vidste at han var der inde. Lyset var ikke tændt, men alligevel var han der. Jeg vidste det, og kunne mærke det. Faktisk savnede jeg ham så meget, at jeg bare havde lyst til at løbe hen til huset og brase ind igennem døren. Det ville bare nok ikke være den bedste idé, derfor gik jeg i stedet og kom til døren. Den var af mørkebrunt træ, og var aldrig blevet malet. Stille åbnede jeg den, og mødte et lille stearinlys i gangen. Gangen var lang, og jeg husker den som var det i går jeg havde været en lille pige, og løbet frem og tilbage i den. En kommode var placeret op af væggen, imellem to døre, og jeg så en billedramme, som jeg ikke havde set før. Den var hvid og inde i, var der et billede – af mig. Nok tre år gammelt, da jeg var fjorten. Jeg blev glad af det, og smilede. Jeg kunne ikke direkte huske, hvad jeg lavede, men bare det at se mig gjorde mig glad. Men så var det her at jeg tænkte, hvor var min far? Han ville normalt være kommet ud i gangen nu.  

”Far?” råbte jeg, men intet svar kom. Hvor var han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...