Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19059Visninger
AA

2. ✖

Jeg strøg min pegefinger over tatoveringen på min højre arm. En smuk rød rose var tatoveret på min overarm. Det var en tatovering som betød en del for mig, da min mor havde haft en magen til. Den havde prydet hendes arm så smukt som den prydede min i dag. Ulovligt havde jeg fået lavet den, af min dengang bedste vens mor. Han havde lært mig alt om at være mig. Den jeg er i dag, er hans skyld, og jeg er taknemmelig. Mit liv er noget jeg elsker, og intet skal ændres. Heller ikke hvis de folk som i dag sagde, at jeg skulle ændre mig, bestemte. Jeg bestemte mit eget liv, og ingen skulle lave en lille ændring.

”Vi har fundet dig nogle forældre” hørte jeg den ene af de to mænd, som sad i bilen, sige.  Vreden steg mig til hovedet, som den så tit gjorde, når nogle behandlede mig som var jeg et tøjdyr. Ingen mennesker kunne erstatte mine forældre. De havde været en del af min opvækst og lært mig at leve. Min mor som havde røget mig op i ansigtet som lille, selv om hun havde forladt mig nu. Forladt mig til en drikkende far, som også havde lært mig nogle langvarige ting, som jeg havde brugt. ’Følg dit hjerte’ havde han altid sagt, hver gang et spørgsmål blev stillet til ham fra mig. At følge ens hjerte var en vigtig ting i livet, som jeg især havde taget i brug. Mit hjerte sagde at stoffer og rygning var måden at gøre folk stærke på. Det med at være lovbryder, var noget jeg elskede. Aldrig havde jeg været den pige som adlød folk, eller gjorde noget som folk kaldte det ’rigtige’. Altid havde jeg gjort det forkerte, men det havde jeg det bedst med.  

”Forældre? Jeg har forældre” fnøs jeg, og satte mit blik på vejen udenfor. Irriteret var jeg – som altid. Folk kunne ikke bare komme helt uforventet og styre mit liv. Om de så fandt nogle mennesker, som skulle forestille mine forældre, som jeg kunne lide, ville det aldrig blive godt. Lige meget hvem jeg kom hos, ville mit liv være det samme. Rygning, tage stoffer og snige mig ud om natten. Noget jeg havde gjort meget inden fængslet. Det at have siddet fængslet var et godt ry at have ved sig, når man bevæge sig ind i gyderne ved midnatstid. Der hvor man mødte alle de rå typer, som for det meste gennemgik det samme liv som en selv. Noget jeg i hvert fald så frem til at skulle ud på, som ville blive i nat. Det at vente gad jeg simpelthen ikke bruge min tid på længere, så nu var det bare om at komme ud, og møde nye mennesker, som man kunne begynde bekendtskab med.

”Det må være her” lød den ene mands stemme til den anden. Jeg sukkede bare, da jeg så et lille hus stå fast på grunden foran mig. Det var af træ, men var alligevel malet i en mørkeblå farve, mens vinduerne var sorte. Det lignede dog, et sted jeg kunne føle mig hjemme ved, udenpå i hvert fald.  

”Rose, du skal på prøve her. Vi vil følge dig ind” sagde den ene mand, som næst derefter, smækkede bildøren, og åbnede min, som havde været låst. Jeg hadede seriøst var være indespærret, om det så var i en bil, et hus eller i et fængsel. Det var meningen folk i min alder skulle leve livet, og bestemme over det selv. Jeg rystede på hovedet, som de to mænd gik helt oppe ved mig, så jeg ikke kunne slippe væk. Jeg ville selvfølgelig hellere bo alene i gyderne i byen, men det ville nok ikke komme til at ske. Mit mål lige nu var at komme videre med den her dag, så jeg kunne møde nye mennesker, samt vise dem hvem jeg var.

”Hvis i rør mig, er i døde” sagde jeg koldt, men bestemt. De skulle ikke tro, at de kunne styre mig, for det var der ingen der kunne. Så snart jeg besluttede mig for det, havde folk ikke en chance for at klare sig mod mig. Det måtte folk lære med, for jeg var stærk, for sådan var jeg født. Manden rystede på hovedet og trykkede på dørklokken. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke bare kunne leve livet som jeg ville have det, for jeg var født til at gøre det forkerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...