Londons knuste hjerter

Da Camilla får af vide at hun og hendes bedste veninde Sofie skal på sprogrejse, bliver hun meget glad. Glad for at komme ud og opleve verden, glad for at slippe væk fra det hele. Det er nemlig blevet ret så kompliceret med Johan, men mon ikke hun kan få tankerne lidt på afstand. Under sprogrejsen møder hun nemlig Alex, og det fører hende ud i blandede følelser. Men hendes og Alex's forvirrende lille forhold, fører ikke kun gode ting med sig, forrædderi. Og hvad så med Johan der hjemme?

2Likes
2Kommentarer
2215Visninger
AA

4. Tiltrukket

Jeg sad bagerst i bussen, sammen med Alex, Sofie og Matthew. Alex sad med armen rundt om mig, og jeg sad helt stift og stirrede ud i luften. Jeg turde ikke rokke mig, for tænkt hvis han flyttede armen? Varmen fra hans krop, så tæt mod min, fik det til at svimle for mine øjne. Hele tiden legede han med mit hår, eller kærtegnede min kind, men jeg syntes det var for tidligt. Jeg tog mod til mig, rykkede lidt væk, og sendte ham et undskyldende smil. Han nikkede, forstod. Da vi kom ud af bussen, gik Alex straks hen til en anden pige, krammede hende og hviskede noget i hendes øre. Så grinte de, og begyndte at gå. Jeg lod som om, at jeg ikke så dem, men det var løgn. Det var som at få en lussing lige midt på kinden, som at mærke tusinde knivskarpe spyd, bore lige ind i maven på mig. Og jeg gjorde virkelig alt, for at skjule den grønne fjende, der blankt spejlede sig i mine øjne, jalousien. Jalousien der langsomt, men sikkert åd mig op inde fra. Jalousien der trofast sad på min højre skuldre, også kendt som djævelen, og hviskede små onde ting i mit øre, om pigen Alex gik med. Jeg skyndte mig at gå hen til Sofie og Matthew, og sammen fulgtes vi hen til Big Ben, med resten af gruppen. ”Dette her er Big Ben, og om nogle minutter vil en attraktionsguide, komme og fortælle jer lidt om Big Ben, både fup og fakta. Der ligger nemlig en fantastisk historie, bag dette ur,” sagde Thomas højtideligt, vel og mærke på engelsk. Den engelske guide kom, og fortalte på engelsk selvfølgelig, historien bag Big Ben. ”Big Ben blev rejst af det engelske parlament i midten af det 19. århundrede, da Westerminster skulle genopbygges efter en brand. Det tog næsten 13 år at bygge det 96-m høje Big Ben. Spiret, som hæver sig over klokketårnet, er bygget med en jernramme, og det er denne ramme, som bærer vægten af klokkerne,” fortalte guiden, mens han stolt pegede op med det høje ranglende ur. ”Desværre er Big Ben låst for turister,” sluttede han af, efter at have talt yderligere et kvarter. Alex havde stadig hende pigen under armen, og det begyndte at irritere mig på det groveste. Jeg sagde jo bare, at jeg syntes at det hele gik lidt for hurtigt, og jeg sagde det ikke engang højt, vrissede min indre stemme. Sofie klappede mig beroligende på armen, og hviskede at jeg ikke skulle tage det så tungt. Jeg nikkede sammenbidt, hun havde jo ret. Jeg kiggede over mod muren langs klokketårnet, og så en fyr stå og stirre over imod vores gruppe. Jeg gik lidt tættere på, og mit hjerte slog et par slag over. Det var Johan! Jeg løb over imod ham, bredte armene ud, og var klar på at give ham verdens længste undskyldning. For hvad vidste jeg ikke. ”Åh gud, Johan hvad laver du her?” gispede jeg, og lænede armen mod hans skulder. Først nu, da jeg var helt tæt på, så jeg til min store forskrækkelse at det ikke var Johan. Det var en forskræmt fyr på min egen alder, der lignede ham, men kun lidt. Han havde ingen udstråling, eller glans i øjnene. Han fik ikke mit hjerte til at hoppe ud af brystet på mig, eller sommerfuglene til at blafre med vingerne i min mave. Ydmygelsen skyllede ind over mig, og jeg mærkede blodet stige op i kinderne. Mange fra gruppen fulgte interesseret med, som var det premieren på den nyeste film. ”I’m so sorry, my  mistake,” stammede jeg, og rev blikket løst fra fyren. Han tøvede, nikkede og gik med hurtige skridt væk fra mig. Tårerne væddede op i mine øjne, og jeg prøvede febrilsk at blinke dem væk uden held. De andre i gruppen gik, selv Sofie, som faktisk ikke engang så ud til at have set mit lille nummer. Da alle var om på den anden side af Big Ben, så jeg Alex komme løbende hen mod mig. ”Er du okay?” spurgte han mig bekymret, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kunne ikke se klart for alle de tårer, og fjernede dem hurtigt med håndfladen. ”Ja, jeg forvekslede bare en eller anden fyr..” svarede min grødede stemme. Han kiggede mig stadig intenst ind i øjnene, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. ”Din kæreste, måske?” ”Nej, jeg har ingen kæreste!” hvæste jeg hurtigt, måske endda lidt surt. Og jeg var heller ikke interesseret i andre end Johan, eller nej. Eller jo, men det er slut, det vidste jeg med sikkerhed. ”Men hvorfor græder du så, søde Camilla?” lo han, og smilte. Jeg trak på skulderen. Med ét skubbede han mig mod muren, og kyssede mig ihærdigt og vådt. Jeg kyssede lidt igen, af grunde jeg ikke helt kunne få mig selv til at tænke. Han var sød, og han sendte kæreste-signaler, eller hvad? I mens vi kyssede forestillede jeg mig at han var Johan, selvom jeg vidste at det var forkert. Jeg gav mig hen, og lod den ene hånd, kærtegne han nakke. Så gav han med et smæk slip på mine læber, og jeg stod der tilbage, helt omtåget af Joha.. Alex’s kys. Han kiggede tilfredsstillet på mig, smilede, så sig over skulderen og begyndte at gå, uden mig i hånden som han burde. Jeg løb hen til ham, og tog ham selv i hånden. Han rystede den af, og standsede op. Han tøvede. ”Kunne vi ikke holde det her forhold for os selv, det første stykke tid,” vrissede han, mere som en ordre end et spørgsmål. Av, den sad. Desuden havde vi ikke et forhold, han havde kysset lidt på mig, men vi kendte jo ikke hinanden, sådan rigtigt. ”Tja, joeh..” stammede jeg. Han klappede mig på kinden, og kyssede mig hurtigt. Så kiggede han sig endnu en gang over skulderen, og løb om på den anden side af Big Ben, hvor de andre nok stod. Jeg stod tilbage med en følelse af tomhed maven, men i det mindste havde jeg et forhold. Det var mere end man kunne sige om Johan og jeg, pokkers! Hvorfor nævner min hjerne hele tiden hans navn? ”Det er slut,” sagde jeg højt til mig selv, og gik hen til de andre. Guiden snakkede stadig om Big Ben, og de andre lyttede interesseret. Mine ører var ved at falde af, ved lyden af hendes nasale engelsktalende stemme. Resten af dagen gik ret omtåget. Vær gang Alex stod henne ved hende pigen, kom Matthew af en eller anden mystisk årsag, altid hen til mig og ville snakke. Det begyndte at irritere mig. Sofie stod hele tiden og snakkede, og især med en eller anden Cecilie fra nummer 5.  Jeg havde fået et par glimt af hende ved aftensmaden i går, og hun så ret sød ud. Langt glat naturligt orangerødt hår, grønne glitrende øjne og fin mat porcelænshud. Jeg prøvede flere gange at fange Cecilies blik, bare for at smile til hende, og vise lidt interesse. Enten ignorerede hun mig det meste af dagen, eller også brød hun sig bare virkelig ikke om mig, for på et tidspunkt syntes jeg endda, at jeg fangede hende i at skule olmt til mig. De næste par dage var jeg ikke ret meget sammen med Sofie, og jeg følte mig lidt fraværende, når vi var ude at se seværdigheder, rundt omkring i byen. Hvis jeg ikke sad og læste på værelset, sad jeg og snakkede med Alex. Og kyssede ham, lidt for tit. Men hver aften kunne jeg aldrig finde ham, og hverken Matthew eller Sofie, vidste tilsyneladende hvor han var. Det påstod de i hvert fald. Det var fredag eftermiddag, og Alex og jeg sad endnu engang på sengen og kyssede. Sommetider fangede jeg stadig mig selv, i at skifte hans ansigt ud med Johans. Men jeg skammede mig, og prøvede hårdt at fokusere på nuet. ”Alex?” gispede jeg efter luft, helt beruset af alle kyssene. ”Mh?” mumlede han, og satte sig bedre tilpas i sengen. ”Hvor er du egentlig henne om aftenen?” Mit spørgsmål lød som en ballon fyldt mistro, men jeg håbede så inderligt at det kun var mig der kunne hører det. Jeg håbede så inderligt at ballonen ikke ville springe. ”Hvad mener du, jeg er da her?” vrissede han, og prøvede at dreje uden om emnet, ved at vise mig et eller andet ligegyldigt på hans telefon. Jeg skubbede den væk. ”Nej, for jeg er her, hver aften..” Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene, prøvede at tyde hans blik, forgæves. ”Hold nu op. Måske har jeg bare været ude at ryge eller sådan noget. Måske er det bare dig der ikke ligger mærke til mig!” Han kiggede mig trodsigt i øjnene, og rykkede lidt væk fra mig. Jeg sukkede, rykkede tættere på ham, og kyssede hans hals. ”Undskyld, det er nok bare mig,” hviskede jeg i hans øre, og lod emnet ligge. Han tøede lidt op, og kyssede mig i lang tid. Sådan stod det til det meste af dagen, og for en gangs skyld, var Alex sammen med mig om aftenen. Underligt nok. Næste aften endte Alex og jeg, også med at være sammen. Vi skulle på en usædvanlig aften attraktion: Londons eye. Det var et enormt pariser hjul af en slags, med en masse små kupper man kunne stå inde i, og kigge ud over London, mens hjulet kørte selvfølgelig. Det skulle være helt fantastisk, så jeg glædede mig til at komme derop med Alex. Vi sad endnu en gang helt bagerst i bussen, helt ovre i venstre side, hvor ingen kunne se os. Han insisterede stadig på at vi holdt vores forhold til os selv. Jeg blev lige så ydmyget hver gang han sagde det, som første gang han insisterede på det. ’Jeg kan bare bedst lide, at have mig for dig selv’, sagde han altid, og sendte mig et charmerende smil. Derefter kyssede vi, og han fortalte hvor meget han allerede holdt af mig, på så kort tid. Så nikkede jeg, og engang i mellem tænkte jeg på Johan, når jeg kyssede ham. Men kun en gang i mellem, og jeg prøvede at vænne mig af med det. Det var også ondt overfor Alex. Sofie og Matthew sad bagerst i bussen ovre i højre side, og kyssede vildt. De var åbenlyst blevet kærester, men i modsætning til os, holdt de det ikke skjult. Alex tog min hånd, og kærtegnede min kind. ”Skal vi i sidde i samme kuppel?” spurgte jeg ham forsigtigt, og han nikkede og smilte. Da vi kom ud af bussen, og hen til Londons eye, fandt jeg så ud af at Alex faktisk ikke havde noget valg. Man var tvunget til at sidde med sin gruppe i hver kuppel. Hele tiden kiggede han længselsfuldt ud over forsamlingen, og flere gange mens vi stod i kø til Londons eye, gik han over og snakkede med hende pigen fra tidligere. Hun var meget smuk, meget tynd, og havde meget langt, blond og glat hår. Faktisk lignede hun irriterende meget, de der perfekte amerikanske cheerleadere, fra alle filmene. ”Synes du ikke Alex snakker ret meget med hende pigen?” spurgte jeg forsigtigt Sofie, da vi næsten var helt forrest i køen. ”Det ved jeg ikke, jeg stalker ham ikke,” vrissede Sofie og gik over for at snakke til Cecilie. Jeg stod lammet tilbage, og følelsen af at blive svigtet lidt, sivede som gift, langsomt ud i kroppen på mig. Alex kom tilbage, og sendte mig som det første et anstrengt smil. Ligeså sagde jeg som det første: ”Alex, jeg ved godt at vi skal side i kuppel med vores gruppe, men hvis der er en anden du hellere vil sidde i kuppel med, så kan du jo bare sige det. Vi skal nok dække over dig,” sagde jeg tøvende. ”Hvad snakker du om, hvem skulle det være?” hvæste han, og så sig forskræmt omkring. Jeg sukkede. ”Ikke nogen,” mumlede jeg tvært, og tog diskret hans hånd. Han nikkede, og klemte min hånd. Sammen gik vi med Sofie og Mattew op i Londons eye.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...