Londons knuste hjerter

Da Camilla får af vide at hun og hendes bedste veninde Sofie skal på sprogrejse, bliver hun meget glad. Glad for at komme ud og opleve verden, glad for at slippe væk fra det hele. Det er nemlig blevet ret så kompliceret med Johan, men mon ikke hun kan få tankerne lidt på afstand. Under sprogrejsen møder hun nemlig Alex, og det fører hende ud i blandede følelser. Men hendes og Alex's forvirrende lille forhold, fører ikke kun gode ting med sig, forrædderi. Og hvad så med Johan der hjemme?

2Likes
2Kommentarer
2118Visninger
AA

1. En overraskelse

Jeg lå og stirrede lettere frustreret op i loftet, ude af stand til at handle. Jeg sukkede, kiggede på klokken, og anerkendte at jeg desværre ikke kunne strække søvnen længere, det var formiddag. Jeg svingede benene ud over sengen, og travede rastløs ned af trapperne. Mine øjne skimmede ligegyldigt køkkenbordet, og lagde mærke til en stor brunlig pakke, samt en elfenbenshvid konvolut. Min nysgerrighed pinte mig til det yderste, og jeg måtte give efter. Jeg kiggede på konvolutten, og blev ligefrem lettet da jeg læste mit navn derpå. Den var allerede åbnet, så jeg var nok ikke den eneste, der havde været nysgerrig. Jeg tog pakken og brevet med ind i sofaen, og tog en dyb indånding. Jeg havde måske allerede lidt på fornemmelsen, hvad det var. Jeg gispede da jeg læste det første ord, og hyperventilerede, efter at have læst det hele. Jeg skulle på sprogrejse til London! Det var ikke alle og enhver der blev optaget på den tre uger lange sprogrejse, og der var virkelig rift om pladserne. Men det specielle ved netop denne sprogrejse, var at man først fik besked om man var optaget, ti dage før. Det gjorde også at nogle blev nødt til at melde afbud, selv efter de var blevet optaget. Der var plads til fyrre rejsestuderende mellem 13-17 år. Selv var jeg 15 år. Jeg lagde den åbnede konvolut på bordet, og tog i stedet pakken. Den var ikke særlig tung. Jeg rev nysgerrigt i den kraftige gaffatape, og fik efter et par sekunders kæmpen, åbnet den. I pakken lå en T-shirt, og en lille seddel. Jeg tog den foldede T-shirt op, og bredte den ud. Den var stor, hvid og klodset, lige som jeg havde regnet med. Foran stod der med tyk skrift ”I ♥ LONDON”, og på bagsiden var der en stor gul smiley, belejeligvis med skrift under. Jeg sukkede højlydt, da jeg læste skriften ”I am under eighteen, and under supervision”. På papiret stod der tillykke med optagelsen, og så var der en pakkeliste med diverse vigtige ting, som vi skulle huske eller som var et krav at vi havde med. Der var en brochure hvor man kunne læse kolonien vi skulle bo i, midt inde i London. Der var små fire personers hytter over alt i kolonien, store græsarealer og diverse andre ting. Det var en smule primitivt, men der var dog toilet i hver hytte. Ville man i bad, skulle man skråt over græsarealet, for at komme hen til grusarealet. Der ville stå en badekahyt delt op i to. En til drengene og en til pigerne. Det var også der at flaghejsningen hver morgen foregik. Det var vel en slags summercamp, som skiftevis i løbet af sommeren, blev brugt til sprogrejser, musikskoler, spejderlejre og meget mere.  Jeg kunne allerede mærke kvalmen i halsen, da jeg læste om den lange flytur, men det havde jeg jo allerede vist. Jeg sukkede endnu en gang, da det gik op for mig hvor lille chancen var for at Sofie også skulle med, og jeg rakte ud efter telefonen. I det jeg skulle til at taste hendes nummer ringede den som ved et trylleslag, og jeg skyndte mig at trykke grønt rør. ”Hallo?” kvidrede jeg og begyndte irriteret at file negle. ”Hej søde, der er sket noget stort!” udbrød Sofies velkendte stemme. Jeg nikkede eftertænksomt, var der sket det jeg troede der var? Det var næsten for godt til at være sandt. ”Lad mig høre,” spurgte jeg uden den mindste interesse, idet der gled et smil frem på mine læber. Jeg var ret god til at lade som om jeg var ligeglad, det kom på samme tid som mine tretten år, og det lange teenagestadie.  ”Jeg skal til sprogrejse i London, er det ikke vildt?” ”Ej, også mig!” hvinede jeg, og begyndte at tromme utålmodigt med mine fingre, vi blev simpelthen bare nødt til at ses! ”Seriøst, mener du det? Det er jo perfekt, det her bliver verdens bedste sommerferie nogensinde Camilla!” ”Det tror jeg også. Kan du ses i aften?” ”Ja klart, jeg kommer ved seks tiden.” ”Husk din notesblok, der er en masse der skal planlægges,” fastgjorde jeg lykkeligt og afsluttede samtalen. Denne her dag kunne umuligt blive mere perfekt.  Men jeg havde taget grueligt fejl, for i det jeg lagde telefonen på plads, ringede den igen. Jeg var helt sikker på at det bare var Sofie som havde glemt at sige et eller andet, så jeg udbrød vrissende; ”Hvad nu?” Der blev stille i den anden ende af røret, og der lød en tung vejrtrækning, som bestemt ikke tilhørte min spinkle veninde. ”Jeg kan da godt ligge på?” lo en nervøs latter i den anden ende. Jeg genkendte med det samme stemmen, ja faktisk kendte jeg den foruroligende godt. ”Åh, undskyld jeg ved ikke lige hvem jeg troede det var,” løj jeg, for egentligt ville mit vrissen heller ikke have været fint, hvis Sofie havde taget røret. Det var nemlig Johan. ”Det er bare mig, jeg tænkte på om du ville med på stranden i dag?” ”Ja, klart. Kom bare forbi om en times tid, jeg skal også fortælle dig noget.” ”Uha, det glæder jeg mig til at høre. Hej så længe Cami,” sagde han med en lille latter, og lagde på. Jeg frydede mig som et lille barn. Johan og jeg havde været venner siden børnehaven, og det samme havde Sofie og jeg. De var vel egentligt det nærmeste jeg kom på familie, ud over min egen selvfølgelig. Jeg tog et hurtigt bad, og fandt min nye bikini frem. Det var en lille skrig orange sag med små eksotiske perler over alt, og så skulle den bindes overalt med små snore. Jeg trak en lys sommerkjole over badetøjet, og lagde lidt vandfast mascara. En halv time senere bankede det rigtigt nok på døren, og jeg spurtede ned af trappen, for at komme Johan i møde. ”Halløj skønjomfru, har du nasset dig færdig?” spurgte han med et kækt grin, og jeg knugede ham ind til mig. ”Nu skal du ikke komme for godt i gang,” advarede jeg med en svag latter, og indåndede hans velkendte duft. ”Efter dig frøken,” mumlede han halvt fnisende, og lukkede døren efter os. Jeg kunne ikke lade vær med at le, og gik hen til cyklen. ”Hey du, hvis jeg må sidde bag på, lover jeg dig en massage på stranden,” lokkede jeg og lyste op i et kækt smil. Han slog en skraldelatter op. ”Jeg havde regnet med en massage under alle omstændigheder!” forsikrede han, og klappede mig bagi. - ”Hop op.” Efter få minutters cyklen ankom vi til stranden. Han tog en plastpose fra cykelstyret, og kastede cyklen ind i krattet. ”Så bliver den ikke stjålet,” sagde han stålsikkert og begyndte at gå. ”Nærmere ødelagt,” mumlede jeg for mig selv, men nåede også at se et smil fare over hans ansigt. Det var en dejlig sommerdag. Solen skinnede på sit højeste, fuglene pippede og havets brusen, gav beroligende lyde fra sig. Vi fandt et passende sted i solen, og bredte det tæppe ud, som havde ligget i posen, sammen med andre småting. Jeg trak kjolen af, lagde mig på tæppet og lukkede øjnene. Solen varmede mig langsomt op, helt nede fra tåspidserne af, og til sidst var der en brændende, og samtidig behagelig følelse i hele kroppen. Vi lå sådan, i samtlige lange minutter, måske timer, og til sidst havde jeg absolut ingen tidsfornemmelse. Jeg blev nødt til at rejse mig op, og blev forskrækket af synet der kom mig i møde. Johan lå på maven med ryggen mod solen, uden solcreme, og lignede en forbrændt kreps. Han sov roligt, og jeg kiggede på klokken. Vi havde kun været her i en time, men det var en helt time for meget uden solcreme. Jeg ruskede i ham, og kunne pludselig ikke lade vær med at grine. Han rejste sig fortumlet op og gned øjnene. ”Hva’?” mumlede han, og strakte sig. Jeg holdte mig for munden, og fniste lidt igen. ”Du ligner en rød krebs!” lo jeg, og fik helt ondt i maven af latter kramper. Det så virkelig komisk ud. Han kiggede ned af sig selv, først med forundring i øjnene, men så grinte han. ”Det er din skyld, du har ikke masseret min ryg med solcreme!” grinte han, og puffede mig i siden. ”Jeg er ikke engang blevet rød,” fniste jeg, og så hans misbilligende blik. ”Snyd,” udbrød han, og nev mig drillende i siden. Jeg fandt solcremen frem, og gennede ham om på maven igen. ”Camilla Rosenlund holder altid et løfte,” fastgjorde jeg med højtidelig mine. Han klukkede, og jeg satte mig oven på ham. Jeg tog umådeligt meget solcreme i hænderne, og kvalte i fnis. Så klaskede jeg to hele håndfulde solcreme ned på hans ryg. Han lod ikke til at have lagt mærke til noget. Langsomt lod jeg hænderne blive fedtet ind i cremen, og smurte i langsomme cirkelbevægelser cremen ud på den solbrændte, men veltrænede ryg. Jeg hældte fire håndfulde ud over ryggen, og kvalte op til flere fnis. Så klappede jeg ham over ryggen og rejste mig med et kækt grin op. ”Lad os komme i vandet!” ”Var det dét? Hallo, jeg føler mig snydt, det var jo ikke massage!” ”Åh hold op, jeg gjorde det gratis,” lo jeg og løb gennem sandet, og ned mod vandkanten. Han rejste sig op fra tæppet og.. ”Hvad fand…” råbte han, og drejede rundt et par gange. Solcremen lød fra ryggen og hele vejen ned i badebukserne. Der var så meget, at også benene fik en omgang. Jeg slog en skraldelatter op, da jeg så hans blik. ”Du skal få med mig at bestille!” lo han og løb efter mig. Skrigende løb jeg ud i havet, så vandet plaskede op fra alle sider. Jeg kastede mig kampagtigt ned i det dog iskolde vand, og nåede lige præcis at dyppe hovedet, før jeg blev overmandet af Johans greb. Vi drillede og skubbede til hinanden i lang tid, og kom lidt længere ud hele tiden. Han kildede mig, og jeg sprællede voldsomt. Vi tumlede rundt i vandet, men pludseligt var det som om noget greb vand i mine arme under vandet. Der var rimeligt dybt, og dog var vi omkring en kløft. Men vandet var mørkt. Mine hænder var som bundet, i noget hårdt og skarpt. Jeg sprællede igen, men ikke længere på grund af at Johan kildede mig. ”Johan, jeg sidder fast!” råbte jeg skeptisk, og prøvede at vride mig fri, uden held. Johan stoppede med at kilde mig, og så mig spørgende samtidigt og alvorligt ind i øjnene. Han prøvede febrilsk at rive mig fri, og en mørk sky kom over himlen, og dækkede for solen. Han kæmpede i mange lange minutter, uden resultat. Jeg følte pludseligt at jeg frøs som jeg stod der, kun med overkroppen over vandet. Jeg kiggede ned af mig selv, og fik tårer i øjnene. Min bikini var faldet af, de pokkers snore var nok gået op, da vi havde tumlet omkring, og nu var den væk. Johan så ikke ud til at have lagt mærke til min bikini mangel, for han var under vandet, og prøvede at vride mig fri. Med et gisp efter luft trængte, han gennem vandoverfladen. ”Camilla, dine hænder er væk. De sidder helt nede i en fordybning i kløften, jeg kan ikke komme til!” Han kiggede sig panisk omkring. Vi var næsten de eneste på stranden. ”Johan..” hviskede jeg hjælpeløst og med gråd i halsen. -”Jeg er bange.” Han nikkede, og så nu først ud til at have opdaget min nøgne overkrop. ”Dine..” han sank en klump i halsen og stirrede. -”Den er faldet af,” mumlede han og rev modvilligt blikket væk fra mit bryst. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Et torden brag lød i det fjerne, og jeg talte sekunder i mellem blinkene og bragene. Jeg begyndte at ryste. ”Vi råber om hjælp på tre, okay?” Jeg nikkede, og mimede én, to.. ”HJÆLP!” råbte vi i kor. De eneste på stranden ud over os, så ud til at have opdaget os. De rejste sig op og spejlede ud mod vandet. Først nu så jeg at det var en gruppe drenge, måske to-tre år ældre end os. De gik nysgerrigt ud i vandet, og jeg lukkede øjnene, idet ydmygelsen strømmede ind over mig. ”Johan, det er drenge,” hørte jeg min egen grødede stemme hviske. Og pludselig føltes det som om vandstanden steg en centimeter eller mere. Vandet dækkede nu min navle, og jeg gik endnu mere i panik. Johan så ud til at være ligeså meget fra den som mig. Drengene var lidt tættere på, men ikke meget. De så ud til at se os lidt an. ”Så hjælp mig dog!” skreg jeg. Gruppen af fire-fem drenge kom nu tæt nok på, til at jeg kunne skelne ordene fra hinanden. ”Hey, der er en tøs!” -”Uden top,” tilføjede en anden. Johan dykkede igen, og prøvede at rive mine hænder op fra kløften, men de var som låste. Et stykke klippe, gravede sig nedefra op og i min hånd. Jeg kvalte et skrig af smerte, og bed tænderne sammen. ”Johan, dæk mig!” beordrede jeg og prøvede at stoppe tårerne. Han slog et hurtigt panisk blik på drengene, bukkede sig ned, og trykkede sine bare overkrop mod min. Mit hjerte slog et par slag over, og jeg holdte vejret. Hans veltrænede arme var som et lyn rundt om mig, og holdte mig tæt ind mod ham. Jeg bed mig selv i underlæben, og fejede alle tanker væk. Han gjorde det kun fordi det var nødvendigt, overbevidste jeg mig selv om. Nu var drengene helt henne ved os. ”Kan vi være med?” lo en høj solbrun fyr, med tydelig fremhævne muskler og brystkasse. Jeg trykkede mig tættere mod Johan, og også hans læber undslap et lille gisp. Det var helt forkert og samtidigt så vidunderligt og rigtigt, som det overhovedet kunne blive. Men vi var jo venner, bedste venner. ”Nej, jeg sidder fast,” græd jeg, og demonstrerede at jeg ikke kunne flytte mig ud af flækken. Blikke fyldt med begær spejlede sig i fyrenes øjne, og jeg ønskede inderligt at dette bare var en drøm. Vandstranden steg lidt mere, og nu var kun mit bryst i vandoverfladen. Jeg følte mig ydmyget og trængt op i en krog. Men Johans varme beskyttende krop stod tæt mod min, og jeg prøvede at overbevise mig om at det nok skulle gå. Jeg skulle nok overleve. En regndråbe landede på min overarm, og en iskold vind, kom mig pludselig i møde. ”Hjælp hende fri!” råbte Johan arrigt, og først nu forstod jeg meningen med udtrykket ’et blik der kunne brænde’. Drengene omringede os. ”Lad mig overtage din plads, så kan de andre hjælpe,” lød en mørk men insisterende stemme. Jeg søgte hen mod personen der havde sagt det, og gispede. Han var stor, og meget muskuløs. Næsten for meget. Han havde en lang tatovering fra skulderen og ned, samt en piercing venstre øjenbryn. Han lignede den såkaldte leder for gruppen, altså så han ret så uvenlig ud. Min mave krøllede sig underligt sammen, og jeg havde det som om at Saharas ørken, havde taget bosted i min hals. ”Aldrig,” hvislede Johan sammenbidt og gennede et par af drenge under vandet. De gjorde som han sagde, og jeg mærkede en masse forvirret trængsel under vandet. Urolige hænder skubbede til hinanden, mens de prøvede at få mine arme fri. ”Giv mig din plads frivilligt, ellers skal jeg nok selv få den. Og så bliver det ikke et kønt syn, heller ikke for din piges vedkommende, når du er slået bevidstløs.” Truslen hang tungt i luften, og jeg sank endnu en klump i min hals. ”Undskyld,” hviskede Johan i mit øre, for vi vidste begge at han blev nødt til det. I lange sekunder stod lederen, og stirrede på min nøgne overkrop. ”Nu skal jeg varme dig,” forsikrede han og gik tættere imod mig. Hans blik ligefrem lyste af begær, mens han intenst begav sig hen imod mig. Drengene under vandet kæmpede stadig med mine hænder, og flyttede mellem store sten, for at kunne komme til. Jeg vrikkede selv lidt med dem, og havde efterhånden en voldsom krampe i skuldrene, efter at have stået i den samme forvredne stilling i lang tid. ”Jeg vil hellere stå uden tøj på foran en million mænd, end at have du kommer så meget som ét skridt nærmere.” Min stemme lød pludselig selvsikker og bevidst, og noget i mit blik fik ham til at tøve et øjeblik. Så blev han stående dér, en halv meter fra mig, og stirrede mig trodsigt ind i øjnene. ”Du kan alligevel intet gøre dukkefjæs.” Og før jeg kunne så meget som nå at blinke, havde hans grådige hænder plantet sig på mit bryst. Jeg sagde intet, for jeg følte intet. Det var som ét stort sort hul inden i mig, der bare sugede mig ned i intetheden. Ned til de ubeslutsomme sjæles verden. Et gisp efter luft hørtes bag mig, og vandstanden steg og dækkede nu næsten det nederste af mit bryst. ”Mester, vi får sgu brug for en kniv!” sagde stemmen bag mig. Jeg rynkede pande af ordet, smagte på det. Kniv, og hvor ville de så få den fra? ”Her, grib.” Lederen flyttede den ene hånd, og greb efter noget i baglommen. Så kastede han en dolk over til fyren der havde bedt efter den, og jeg troede at jeg havde set synere. Men alligevel, kom det ikke det mindste bag på mig. Fyren dykkede igen. ”Nå, nu er det vist på tide at jeg mærker mere end bare disse, synes du ikke?” Jeg kneb mine øjne sammen, og stirrede olmt på ham. Johans mund var én stor sammenkneben streg. Vreden voksede sig stor i hans øjne, og jeg kunne se at han hvert et sekund, var klar til at eksplodere. Jeg sendte ham mit mest beroligende blik, og rystede langsomt på hovedet. Han nikkede og stirrede stift ned i vandet. ”Du rør mig ikke,” sagde jeg sikkert. ”Søde skat, synes du ikke selv at det er lidt for sent at sige det nu?” Og i det mirakuløse sekund kunne jeg mærke mine håndled igen. Jeg rev mine hænder op at vandet, og rystede dem. Aldrig i hele mit liv, havde jeg været så taknemlig for at have hænder. ”Vi fik hende fri, yeah!” mumlede den samme fyr, som tidligere havde spurgt efter kniven. Jeg så skuffelsen strømme ind over lederens ansigt. ”I kunne godt have ventet nogle minutter!” vrissede han, og i det sekund sprang Johan forbi lederen og stillede sig tæt op af mig, så han dækkede for mit bryst, men også mine skjulte tårer. ”Forsvind med jer,” sagde han højt og koldt. ”Tøjten er din, jeg vil alligevel ikke have noget at gøre med hende. Sådan en stædig mær,” vrissede lederen og trak på skuldrene. Og én efter én fulgte drengene med ham, og pludselig var der ikke andre end os tilbage. Og trods regnen, tordenen, og den dårlige stemning der netop havde været, blev vi stående. Mine håndled smertede, og jeg følte at vi havde været herude i evigheder. Hele min krop rystede, delvist af kulde og forskrækkelse. Først nu overmandede tankerne mig, først nu kunne jeg vise tegn på svaghed. Jeg begyndte at græde, og Johan trak mig ind til sig. ”Så, så..” hviskede han, og vuggede mig langsomt frem og tilbage i sin favn. Jeg græd hjerteskærende tårer, og kunne slet ikke stoppe. Jeg snøftede, rystede og trykkede mig ind til ham. Hele min krop rystede så voldsomt, og det var som om jeg var gået helt i kramper. Han tog mit ansigt i sine hænder, og kiggede mig dybt ind i øjnene. Med en finger tryllede han tårerne fra mine kinder væk, og i lang tid stod vi bare sådan. Krop mod krop midt ude i vandet, stadig med tordenen brummende omkring os. Jeg stod helt stille, og trykkede mig så tæt på af ham, at jeg kunne mærke hans varme sødlige ånde, mod mit ansigt. Hans safirblå øjne lyste af ømhed, tryghed, nærhed men ikke mindst begær. Så tog han mit ansigt i sine hænder, og kyssede mig langt og inderligt. I det sekund var det som om at tusindvis af sommerfugle, havde invaderet min mave. Det hele eksploderede i en stor lykkebombe, af sommerfugle støv og kilden helt ned i mellemgulvet. I få sekunder, føltes det rent faktisk som om at jeg hvert et sekund det skulle være, kunne sætte af fra jorden og flyve op på en lyserød sky. Det hele var så ømt, så vidunderligt og så magisk på én gang, at mit hoved føltes helt ør. Jeg pressede ligeså mine læber mod hans, smagte på luften mellem vores læber, når vi længelsesfulde gispede efter vejret. Vores tungespidser legede drillende sansernes leg med hinanden, og jeg lod langsomt mine hænder glide om bag hans nakke. Men så gav han med ét slip på mine læber, som var han netop blevet taget, med hånden i kagedåsen. ”Det er helt forkert,” hviskede han. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for hvordan kunne noget der føltes så rigtigt, være så forkert? Vi var jo venner, og vores venskab var stærkere end ord kunne beskrive. Jeg trådte fortumlet et par skridt tilbage, da sandheden overmandede mig. Jeg vendte mig om og løb gennem det iskolde vand, og han løb helt som forventet ikke efter mig. Han greb helt som forventet ikke ud efter min hånd, eller råbte helt som forventet ikke ”vent” efter mig. Nej, dette scenarie var helt som forventet ikke en lykkelig kærlighedsfilm, det var helt som forventet knaldhamrende virkelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...