Addiction

Hey there!
Dette er en historie jeg løbende skriver på, som er en blanding af personlige oplevelser og drømme, som jeg prøver at få sat ord på :)
Den handler om afhængighed af et andet menneske, om at være genert på de forkerte tidspunkter, om drømme der næsten bliver opfyldt, om ulykkelig kærlighed og ikke mindst vejen til kærlighed. Jeg håber i vil læse den og smide en kommentar, gerne med konstruktiv kritik:-D

11Likes
134Kommentarer
3279Visninger
AA

11. J

Mine grønne øjne klæber sig fast til det papir vi fik udleveret for ti minutter siden. Selvom de kigger på det, ser de ingenting. De ser ikke ordene, der snor sig mellem hinanden, men uden kommaer til at lave pause i sætningerne. Kommaerne skal jeg nemlig lave. Klokken er kvart over elleve, og om blot et kvarter har jeg fri. Det er fredag, og indtil videre har jeg kæmpet mig igennem to matematik timer og en og en halv dansk time. Dobbeltlektioner – jeg hader dem. På trods af de kedelige lektioner jeg har deltaget i i dag, er jeg glad og optimistisk. Hele ugen har jeg ventet på denne dag. I går var det lige ved at blive for meget. Selvom det ikke en gang er en uge siden jeg sidst så dig, har jeg manglet dig så meget. Jeg har savnet at se på dit ansigt. Det ansigt som altid kan fylde mig med glæde og lykke, som ingen andre ansigter kan. Tanken om, at du skal se mit hjem i dag, gør det umuligt at koncentrere sig om min grammatik opgave. Jeg burde egentlig koncentrere mig om denne opgave, jeg burde lægge liv og sjæl i den, men det kan jeg bare ikke i disse omstændigheder. Der lyder spredt snakken i klasselokalet, hvilket heller ikke er så mærkeligt. For det første laver vi grammatik, og det er der aldrig nogen der kan koncentrere sig om. For det andet har vi weekend om ti minutter, og det er grunden til at Claudio ikke for længst har stoppet snakken. Han glæder sig vel også til weekenden og orker ikke at bruge flere kræfter på os. Utålmodigt strækker jeg mig, og nyder det, da jeg hører og mærker knækkene. Jeg ved godt det ikke er sundt, men det er godt nok rart! ”Må vi pakke sammen?” Råbet kommer fra Erich, selvfølgelig. Claudio kigger uinteresseret op, skæver til det blå og hvide ur på væggen, der viser at vi har fri om ikke mindre end syv minutter. ”Nej, om fem minutter.” Jeg sukker. Det er så typisk Claudio. Som om vi indenfor de syv minutter ville gå ud og blive kørt ned – af en cykel, uha! Jeg griber min gennemsigtige, højtelskede, danske bank kuglepen og begynder fraværende at tegne små kruseduller på papiret. Udover krusedullerne har jeg ikke udsmykket det yderligere – heller ikke med kommaer. Mit blik glider rundt i klasselokalet. Den store sorte tavle på den ene langvæg, lærerbordet og den blå kontorstol, som Claudio altid sidder på – gemt væk bag det store skrivebord. Jeg ved også præcist, hvordan klassen ser ud fra Claudios synsvinkel. De tre lange rækker fyldt med elever, drenge som piger, penalhuse, tasker, mobiltelefoner og hvad vi ellers har liggende fremme på de lyse træborde. Nogle hoveder stikker højere op end andre og det skyldes vores stole, der kan rulle op og ned, så vi kan få dem i lige den størrelse, vi vil have. ”Ja, så må i godt pakke sammen,” siger Claudio og rejser sig op. Han tager hans sorte taske, der under begge lektioner har stået lænet op ad det sorte bordben, som den altid gør. Alle har ventet på dette øjeblik siden vi gik i gang også Claudio. Lynhurtigt smækker jeg min store hvide mappe sammen, hvorefter jeg propper den ned i min skoletaske. Med få lange skridt når jeg hen til knagerækken, hvor jeg hurtigt finder min jakke og iklæder mig den. ”Farvel!” Jeg vinker til de andre og skynder mig ud af havedøren inden Claudio når at brokke sig. Jeg ved godt, du først kommer om en times tid, men jeg har brug for at komme ud i den friske luft. Så snart jeg står derude og indånder den kølige november luft, bliver jeg straks beroliget. Min hjertebanken falder stille og roligt til ro, og mit andedræt bliver regelmæssigt. Vinden føles næsten hård, som den river og slider i min hud, så jeg er gennem kold efter blot fem minutter. Ubarmhjertigt bliver vinden ved med at køle mig ned. Mine kinder føles tørre og ru efter vindens hårde omgang, og jeg glæder mig allerede til at komme ind igen.

 

Jeg rejser mig med et sæt, da jeg hører lyden af ringeklokken. Du er her! Inden jeg går fra stuen og ud i entréen, tager jeg en dyb indånding. Det er nu! Så snart jeg har rundet hjørnet, kan jeg se din skikkelse på den anden side af døren. Du smiler, da du ser mig, og jeg gengælder hurtigt dit smil. ”Hej Josefine!” Du lægger armene om mig og jeg lægger mine om dig blot for et øjeblik. Krammet føles som de andre, jeg indtil videre har fået af dig, og jeg bliver helt glad, da det går op for mig, at jeg allerede er så vant til dine kram. De er helt særlige, ikke som nogen andres. Jeg har heller aldrig før lagt mærke til, hvordan andre krammer, men når det kommer til dig, lægger jeg mærke til alt. Jeg byder dig velkommen, og sammen går vi op ad trapperne til første salen. Min repos er en del mindre end din, men væggene har samme farve. Du kigger rundt og ser min morfars grønne sofa, det store kasse tv, et gammelt skrivebord i mørkt træ hvorpå der står en stationær computer, der dog aldrig bliver brugt.  Så glider dit blik videre, og du ser den kæmpe store reol, der ligesom skrivebordet er i mørkt tre, og som er fyldt med bøger og dvd’er. Jeg smiler flovt, for jeg kan ikke lade være med at tænke på forskellen fra min repos til din. Jeres er stort og lyst med nye møbler og det nyeste inden for teknologi. Desuden er det meget mere moderne indrettet. ”Mit værelse er hernede,” siger jeg og drejer til venstre. Du følger med forbi vores ’walk-in closet’ og hen til mit værelse, der er lige ved siden af. Mit værelse er i dagens anledning opryddet og pænt. Min sorte sofa står langs den venstre langvæg. Mit sorte sofabord skiller sofaen og den røde lænestol, det hele ser faktisk rimelig indbydende ud. Midt i rummet, ud fra den ene væg, står min rumdeler, som deler rummet i to. Den ’offentlige’ ende med sofaen, lænestolen, sofabordet og alle modebladene samt mit tv og den private ende med min seng, mit skrivebord og mit skab. Vi står lidt i døren, og jeg glemmer helt, at det jo faktisk er min opgave at få os i gang med noget. ”Hov, bare sæt dig i sofaen, jeg er vidst lidt rundt på gulvet. Jeg sætter lige lidt musik på.” Du griner stille af mig, og begiver dig så mod sofaen. Jeg finder min iPod og sætter den til anlægget. Øjeblikket efter bruser James Blunts stemme stille ud. Jeg skruer lidt ned, så det bare er baggrundsmusik og mærker hvordan musikken beroliger mig. ”Er det okay, at vi hører James Blunt? Jeg er bare blevet helt besat af ham, kender du det?” Du smiler lidt og nikker så. ”Det i orden. Jeg kender ham ikke rigtig, men han lyder da fin nok.” Jeg sætter mig i sofaen hos dig og læner mig tilbage. Det bløde stof rammer min ryg, og jeg sætter mig til rette. ”Hvordan går det med det der Fodbold udviklings skole?” Du smiler lidt, da jeg spørger. ”Sjovt du spørger, jeg skal faktisk til Aalborg igen om en uge, til næste runde altså.” Jeg giver dig et anderkendende nik, og du ser stolt ud. ”Det lyder fedt.” Så kommer jeg i tanke om det. ”Gud, hvad tid rejser du på fredag? Jeg skal nemlig også til Aalborg enten den weekend eller den næste for at besøge min veninde Matilde. Måske kunne vi følges i toget?” Et smil viser sig på dit ansigt. Jeg elsker at se dig smile, det varmer helt om hjertet. ”Det ville da være vildt fedt! Meget federe end at sidde der alene. Jeg skal med klokken halv tre, du kan jo tjekke om der er en fri plads ved siden af eller overfor nummer 23,” siger du, stadig med et smil om læberne. Duchesse, min kat, kommer ind. Du kigger forskrækket på hende, hvilket får mig til at grine. Duchesse er stadig kun en lille killing, og hun opfører sig som en rigtig lille prinsesse. Hun er på ingen måde farlig. Min latter stopper brat. ”Du er vel ikke allergisk?” Spørger jeg bekymret samtidig med, at jeg rejser mig for at bære Duchesse ud. ”Nej, jeg er bare ikke så god til katte.” Du smiler lidt. ”Fair nok, skal jeg bære hende ud?” Hun gnider sig kælent op ad min hånd, og jeg nyder i stilhed følelsen af de bløde hår mod min hud. ”Nej, det er lige meget, hun ser ikke ligefrem farlig ud.” Alligevel tager jeg Duchesse op i mine arme og løfter hende ud. Hvis du ikke bryder dig om katte, er der ingen grund til, hun render rundt inde hos os. ”Hvordan går det med Sarah?” Spørger jeg, da jeg igen er kommet ind. Som altid bryder der et smil frem i dit ansigt, når vi snakker om Sarah, og øjnene får en helt speciel glød. Gløden er der stadig, kan jeg se, men det er også helt tydeligt at den er anderledes. Om det er på en god eller dårlig måde kan jeg ikke tolke. ”Det går rigtig godt, vi har snart været sammen i en måned!” Jeg smiler til dig og så med et, ryger det pludselig ud af mig. Det jeg virkelig ikke burde sige til dig. ”Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide Sarah. Jeg synes godt hun kan virke meget selvoptaget nogle gange og også temmelig overfladisk.” Med det samme jeg har sagt det, fortryder jeg. Min hånd ryger op foran min mund, og jeg kigger skamfuldt ned i jorden. ”Gud, hvad var det dog, jeg lige sagde!” Du ser på mig med et blik jeg ikke kan tolke. Måske betyder dit blik, at du tænker over, om det virkelig kan være rigtigt. At du ser hende for dig og prøver at lægge mærke til, om hun virkelig er sådan. Eller også betyder det, at du er forvirret, og måske endda skuffet, over at jeg sagde det. Over at jeg overhovedet har det sådan med hende. ”Synes du virkelig det?” Jeg befinder mig i et kæmpe dilemma. Skal jeg stikke dig en lille hvid løgn eller fortælle dig, at jeg rent faktisk synes det om hende? Jeg vil jo helst være ærlig over for dig, men tænk hvis du vælger mig fra, fordi Sarah betyder mest. Til sidst vælger jeg dog at være ærlig. Det kommer man længst med. ”Ja, det mener jeg, det må du virkelig undskylde.” Skamfuldt kigger jeg ned i jorden. ”Sådan har jeg aldrig set hende,” siger du. Din stemme er fuld af tvivl og forundring. ”Du skal da også have din egen mening om hende, det er bare min mening, tænk ikke på det!” Jeg får dig til at love mig, at du ikke vil lade dig påvirke af min mening, men jeg kan ikke lade være med at ligge mærke til, at dine øjne ser tænksomme ud resten af dagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...