Addiction

Hey there!
Dette er en historie jeg løbende skriver på, som er en blanding af personlige oplevelser og drømme, som jeg prøver at få sat ord på :)
Den handler om afhængighed af et andet menneske, om at være genert på de forkerte tidspunkter, om drømme der næsten bliver opfyldt, om ulykkelig kærlighed og ikke mindst vejen til kærlighed. Jeg håber i vil læse den og smide en kommentar, gerne med konstruktiv kritik:-D

11Likes
134Kommentarer
3281Visninger
AA

8. G

Min far og min lillesøster står klar på Solrød station da vi ankommer. Jeg krammer mine venner farvel og løber hen til dem. Straks begynder jeg at fortælle, om alt vi har lavet, hvad der var sjovt og hvad der ikke var. De lytter interesseret og nu og da spørger min lillesøster mere specifikt ind til nogle af tingene. Derhjemme er min mor klar med maden, og vi sætter os alle fem til at spise. ”Skal du ikke spørge, hvordan det gik for mig på glatbane i onsdags?” Min storesøster kigger på mig med spørgende øjne. Jeg griner lidt. ”Jo selvfølgelig, hvordan gik det på glatbane i onsdags, Sim?” Hun smiler stolt inden hun svarer. ”Det gik vildt godt, min kørelærer roste mig vildt meget! Jeg skal til køreprøve på torsdag.” Hun øser lidt mere mad op på sin tallerken. ”Tillykke og held og lykke.”

Langt om længe bliver det tid til at gå i seng, og jeg nyder følelsen af den bløde velkendte madras under min krop, da jeg ligger mig. Det er godt at være hjemme. I mens jeg ligger der med lyset slukket, tænker jeg tilbage på ugen. Især tænker jeg på i går, da jeg endelig mødte Tilde. I min indbyggede kalender leder jeg efter en weekend, hvor vi kan være sammen. Nu hvor jeg først har oplevet, hvordan det er at være sammen med hende, kan jeg ikke holde tanken ud om aldrig at møde hende igen. Jeg har bare ét problem, og det problem er bestemt ikke et lille et. Håndbold. Hver weekend både træner jeg og spiller kamp, så hvordan skulle jeg få tid til at tage til Nordjylland? Eller have gæst fra Nordjylland. Desuden spiller Matilde også selv. Jeg kan kun se én mulig løsning, og det er en løsning jeg ellers helst ville have undgået. Jeg må droppe håndbold en weekend. Jeg hader at droppe træning og kamp, for jeg føler jeg bare lader mit hold i stikken. Det føles virkelig egoistisk, at jeg bare vælger ikke at komme, når andre måske dropper noget for at komme til træning. Men én gang går det vel. Én gang kan jeg godt tillade mig det. Langsomt falder jeg mere og mere hen, for til sidst at sove en dyb søvn.

Fuld af energi efter en lang nats søvn i min egen seng, begiver jeg mig mod centeret. Desværre har jeg ikke rigtig nogen penge, men kigge kan man vel altid. I centeret møder jeg som altid, nogle jeg kender. Med masser af tid i baglommen tuller jeg stille og roligt rundt og kigger på de forskellige ting. I boghandleren finder jeg hurtigt tre bøger jeg bare MÅ eje, så jeg husker titlen, for jeg senere kan informerer min mor om det i håb om, at hun så vil købe dem til mig. Nynnende går jeg i gennem centeret, for at finde Vero Moda. Pludselig som jeg går der, får jeg et chok. Lidt fremme kommer du gående. Først smiler jeg ved tanken om minderne fra toget, men så opdager jeg en skikkelse ved din side. Hun er på min højde, har mørkeblond halvkrøllet langt hår og så smiler hun et stort smil, der viser hendes lige hvide tandrække. Du siger noget og straks griner hun højt, men samtidig lyder det som en sød melodi. Mine øjne kører videre ned og stopper ved din venstre hånd. Din venstre hånd der holder hendes højre. Jeg havde på ingen måde skænket det en tanke, at jeg rent faktisk kunne risikerer at møde jer. Jeg ryster på hovedet over mig selv. Selvfølgelig ville det ske før eller siden, vi bor jo i samme lille by. Alligevel rammer det mig hårdt i brystet. Jeg har aldrig følt mig tryg ved Sarah. Jeg har altid haft det som om hun føler sig meget bedre end mig – og alle andre for den sags skyld – selvom hun næsten er et og et halvt år yngre end mig. Hun skræmmer mig, og jeg har ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med hende, især ikke hvor DU er på hendes side. Det er næsten som om hun griner ad mig. Som om hun grinende skriger til mig; Hah! Jeg fik Jacob, så ikke tro du er noget, tøs! Jeg ved jo udmærket godt, at hun ikke ved, at jeg er vild med dig, at jeg er afhængig af dig, men alligevel har jeg det som om, det er mig hun griner af. Imens mine tanker kører derud af, nærmer I jer. ”Gud, hej Josefine!” Jeg smiler – jeg kan ikke lade vær på trods af situationen. Du hilser på mig. ”Hej Jacob,” jeg holder en kunstpause, og kigger på Sarah med undrende øjne. ”Og du må være … ?” Du smiler og hjælper mig på vej, i troen om, at jeg virkelig ikke kan huske hendes navn. ”Sarah.” Jeg lader et falskt taknemmeligt smil glide over mit ansigt og krydser fingre for, at det ikke ser falskt ud. ”Det er rigtigt.” Vi står lidt i stilhed. ”Havde du så en god lejrskole? Du kom hjem i går, gjorde du ikke?” Jeg trækker vejret dybt ned i maven, for ikke at flippe fuldstændig ud over, at du holder en samtale kørende med mig – vi har jo rent faktisk snakket i fem timer. ”Den gik super godt, bortset fra, at min lærer fandt ud af, at jeg var ’stukket af’. Jo vi kom hjem i går aftes, det er rart at være hjemme. Hvad med din fodbold-udviklings-skole?” Jeg kan se på Sarah at hun er forvirret. Hvorfra kender du og jeg hinanden? Hvordan kan det være, jeg ved noget, om det du lavede i Aalborg? Jeg nyder at se hende sådan. Du griner. ”Stak du af? Hvorfor dog?! Det gik rigtig godt, jeg er blevet udtaget til næste runde, der skal foregå i Odense.” Sarahs udtryk skifter fra forvirret til lettere irriteret. ”Arh, det er ikke sikkert man kan kalde det at stikke af, men vi var i Aalborg en af dagene, og der går en af mine gode veninder i skole, så vi aftalte at mødes, selvom jeg faktisk skulle gå sammen med mindst en fra min klasse. Så glemte jeg tiden, og pludselig stod min lærer, meget vred, foran mig. Totalt busted! Wow tillykke, hvor flot!” Som min korte fortælling skrider frem, griner du mere og mere. ”Typisk du skulle blive busted sådan!” Jeg nikker og smiler stort til dig. ”Jacob, kan vi komme videre nu? Vi har lidt travlt, hvis du ikke har glemt det?” Til min store glæde lyder Sarah utrolig sur over, at du og jeg snakker. ”Ja okay. Vi ses, Josefine. Det var hyggeligt at snakke lidt, måske skulle vi finde en dag snart? Skriv over facebook!” Med de ord forsvinder du, og lader mig stå tilbage fuldstændig sitrende af spænding. Godt nok mener du ikke det samme med det som jeg, det her betyder ikke på nogen måde, at du er vild med mig, men det er også nok for mig bare at være venner. Indtil videre i hvert fald. Eller måske er det ikke helt nok, men det er bedre end ingenting! Jeg dropper Vero Moda og vælger i stedet at tage hjem, for at skifte til løbetøj og bruge lidt af min pludselige energi på en løbetur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...