Addiction

Hey there!
Dette er en historie jeg løbende skriver på, som er en blanding af personlige oplevelser og drømme, som jeg prøver at få sat ord på :)
Den handler om afhængighed af et andet menneske, om at være genert på de forkerte tidspunkter, om drømme der næsten bliver opfyldt, om ulykkelig kærlighed og ikke mindst vejen til kærlighed. Jeg håber i vil læse den og smide en kommentar, gerne med konstruktiv kritik:-D

11Likes
134Kommentarer
3271Visninger
AA

4. C

”Kan vi ikke snart tage af sted?” Utålmodigt tripper jeg rundt i stuen og venter på, at min far kan blive klar. ”Jeg skal lige hvile i fem minutter og derefter gør jeg mig klar,” svarer min far, idet han lægger sig på sofaen. Jeg sukker. ”Det er altså startet for en halv time siden, og Marikka venter på mig.” Sukkende tripper jeg utålmodigt videre. I dag er første år, hvor jeg skal med til årets spillerfest. Jeg har hørt så meget om et år, hvor det var helt fantastisk, men dog også om nogle der var virkelig skod. Alligevel er mine forventninger helt i top. Det skal blive den bedste aften! Eftersom det er Solrøds fodbold klub der holder ’festen’ regner jeg stærkt med at møde en masse jeg kender, og det skal nok blive interessant. Lidt efter rejser min far sig igen fra sofaen, med de ord at han ’ikke kan sove lige nu’. Det er så typisk min far. Han kan aldrig ligge stille i bare to minutter. Evigt og altid skal han være i gang. Ti minutter senere begiver vi os endelig mod idrætscenteret på vores cykler.

Hallen er fyldt, da vi ankommer, og jeg ringer straks til Marikka, for at hører hvor hun er. Tæt ved indgangen bliver jeg mødt af Marikka, Marie og Nicole. Jeg smiler og krammer dem, hvorefter vi fortsætter ned ad trapperne og ud i hallen. Den er propfyldt med mennesker, der sidder rundt omkring ved de fint opdækkede borde. I midten af den ene langside er en stor scene stillet op, og pigerne fortæller mig om, at det senere vil blive til ’diskotek stedet’. Jeg griner lidt ved tanken om en masse små børn og deres forældre, der danser til en eller anden MGP sang. Få steder støder jeg på kendte ansigter, men slet ikke så mange som jeg faktisk havde regnet med. ”Jacob er her,” siger Marie så. Først tænker jeg ikke på dig, men på drengen fra min klasse, der ligesom dig hedder Jacob. Jeg når lige at undrer mig over hvorfor, hun fortæller mig det, for jeg ikke har noget specielt forhold til Jacob, da det går op for mig at det er dig hun mener. Jeg var ikke klar over at du går til fodbold, men det er vel egentlig indlysende. ”Er han?” Spørger jeg alligevel, dum som jeg er, for hvorfor skulle hun lyve om det? Hun nikker smilende, og et endnu større smil breder sig i mit hoved. Det sidste års tid er jeg ellers efterhånden begyndt at leve mere og mere normalt, uden din faste indtrængen i mine tanker. Dog ikke så uforstyrret at jeg fuldstændig har glemt dig, et eller andet sted har du altid været der i mit baghoved, men jeg føler mig så godt som ude af min besættelse. Min afhængighed. Jeg bør vel egentlig næsten blive sur nu, hvor du igen bliver bragt på banen. Endelig var mit liv blevet bare nogenlunde normalt igen, og så skal du alligevel vende tilbage. Igen og igen. Men jeg bliver ikke sur. Tværtimod. Jeg bliver enormt glad og spændt over, at jeg måske skal se dig igen. De gamle tanker, følelser og fornemmelser vender straks tilbage og bosætter sig i min krop. Sommerfuglene sværmer uroligt rundt i min mave, bare jeg ser dit ansigt for mit indre. Jeg havde helt glemt hvor fantastisk det føles. Selvom du havde styret mit liv, uden endda selv at være bevidst om det, havde det også været helt vidunderligt. Det er skønt at være forelsket, virkelig skønt. Der findes ikke en følelse som den, men samtidig er det også hårdt og smertefuldt. Specielt når den du elsker, ikke elsker dig. Selvom min forelskelse vel ville blive betegnet som ’ulykkelig forelskelse’ så føles det ikke sådan for mig. For selvom du ikke er forelsket i mig, eller overhovedet kender mig, så er følelsen stadig den samme, hver gang jeg ser dig. Selvfølgelig ønsker jeg, at det kunne være anderledes, at du også kunne blive forelsket i mig, men sådan noget sker ikke for mig. Egentlig er det vel heller ikke bare noget der sker. Man må selv gøre noget, opsøge personen, og det er slet ikke mig. Når jeg tænker over det, synes jeg egentlig at jeg er ret nederen. Hvordan skal jeg nogensinde opleve lykkelig forelskelse, hvis jeg ikke tør opsøge vedkommende jeg forelsker mig i? Jeg håber brændende, at det bliver nemmere for mig med tiden, men jeg tvivler stærkt på det. Jeg spejder ud over den store forsamling, og efter blot et øjeblik ser jeg dig. Jeg har endnu ikke mistet min evne til at spotte din skikkelse, hvor som helst, i mellem hvem som helst, konstaterer jeg tilfredst. Du står oppe ved scenen sammen med en masse andre fra dit hold, og kigger på at prisen som ’årets spiller’ bliver delt ud. Dit hoved stikker op over alle de andres, som du står der i mellem de små drenge fra årgang 98. Årgang 98, jeg griner stille for mig selv, og skynder mig at undskylde mig selv med, at du kun er ét år og meget få måneder yngre end jeg selv. Du er så nem at få øje på, selv når du som nu står med ryggen til. Din lange, slanke skikkelse skiller sig tydeligt ud fra mængden. Du ligner på ingen måde de andre kedelige drenge, alle højest 1 meter og 60 og med strittende hår. Du er vel 1 meter og 72, vil jeg skyde på, hvis ikke højere.

Pigerne og jeg finder et sted at sidde, hvorefter snakken lystigt går. Hele tiden holder jeg øje med dig ud af øjenkrogen, følger alle dine bevægelser ned til mindste detalje, og spotter en enkel gang dit ansigt. Suk. Aftenen skrider frem, og midt på aftenen møder pigerne og jeg to af drengene fra vores klasse. Jacob og Erich. Tre af deres fodbold venner, heriblandt Marikkas gamle flirt, slutter sig hurtigt til os. Jeg hygger mig i selvskab med dem, men ingen af dem er noget specielt som du er. Hver gang vi går forbi dig og dit hold, håber jeg på, at du bare kaster ét enkelt blik i min retning, men aldrig kan jeg vide mig helt sikker på, om det virkelig er mig dine øjne hviler på. Et tidspunkt er jeg dog meget tæt på at kunne konstaterer, at det virkelig er mig du kigger på. De andre er gået op, der hvor du står, lænet op af muren og kigger ud over hallen, og jeg følger efter dem. På vej op af trappen, kan jeg næsten føle tyngden af dit blik, der hviler på mig. Snakkende og grinende fortsætter jeg op ad trappen, som om jeg er fuldstændigt upåvirket, men inden i mig er alt kaos. Mine tanker hvirvler rundt i utydelige mønstre, og jeg prøver forvirret at finde rundt i det hele. Endnu en gang takker jeg gud, for at lade mig være så dygtig en skuespiller i vigtige øjeblikke. For jeg kan bare ikke lade dig se, hvor meget du rent faktisk påvirker mig. Vi fjoller rundt deroppe, og jeg kan se at du og dine venner lettere nysgerrigt følger med i det hele. Nogle af dine venner går ud mod ’det rejsende tivoli’ og du står alene tilbage med to andre. Næsten lydløst diskuterer I, om I vil følge efter dem, eller blive inde i varmen. Da I begynder at løbe mod udgangen gætter jeg på, at I valgte det første. Da du er knap to skridt fra mig falder du. Så lang du er. Overraskelsen overvinder min generthed over for dig, da jeg bryder ud i latter. Det er godt nok ikke så høfligt at grine af en der lige er faldet, men det så så komisk ud, som din lange ranglede krop først løb og derefter faldt. Jeg sætter mig på hug ved siden af dig, samtidig med jeg kvæler mit grin af ren høflighed. ”Er du okay?” Min stemme er lys og fin, og jeg bliver selv helt overrasket over dens klang, og kontrollen jeg pludselig har over den i dit nærvær. Du sætter dig op, en smule snavset og rød i kinderne. Du rødmer! Pludselig forsvinder min kontrol fra før, tænk hvis det er på grund af, at du lige faldt foran mig, at du rødmer. På den anden side er det klart du bliver flov, når du falder. ”Eh ja, men tak fordi du spurgte,” mumler du, imens du hurtigt rejser dig, og tårner dig op foran mig, som stadig sidder på gulvet. Jeg rejser mig op for at gøre højdeforskellen i mellem os en smule mindre. ”Er du sikker? Du har fået et hul på det ene knæ, er du sikker på, at du ikke bløder eller sådan noget?” Undersøgende ser du nærmere på hullet, jeg lige har fortalt dig om, og ganske rigtigt, det bløder. ”Det er ikke noget, det går hurtigt i sig selv.” Du sender mig et skævt smil, hvorefter jeg fuldstændig smelter. Du smilte til mig! Jeg sukker over, hvor teenage agtige mine tanker er. Det er jo også hvad jeg er. Jeg tjatter til dig, forstår ikke hvordan jeg lige turde, men fortsætter mit modige spil. ”Det er så typisk drenge at sige sådan noget, hvor piger bare ville begynde at tude.” Du griner stille, ser på en gang utilpas og tilpas ud. Jeg sender dig prøvende et forsigtigt smil, og du gengælder det en smule tøvende. ”Nå men, dine venner venter vidst på dig,” siger jeg, idet jeg gør et kast med hovedet, mod dine to ventende venner, der måbende ser på os. Jeg sender dem et smil, og undrer mig over, hvor alt mit mod kommer fra. Du nikker og løber efter dem. Forsvinder ud af mit syn. Jeg vender mig hurtigt om mod Marikka, Marie og Nicole og hiver dem efter mig ud på toilettet. Så snart vi har lukket døren, hopper jeg skrigende op og ned. ”Fatter I det?! JEG SNAKKEDE MED JACOB! Jeg var seriøst i stand til at føre en samtale med ham. JEG RØRTE VED HAM!” De griner af min sindssyge adfærd, blot udløst af at vi har haft en samtale. Du og jeg. ”Det var så godt gået!” Marikka sender mig et vinder smil, hun ved hvor svært alt det med dig har været for mig. Jeg ryster over det hele. Tænk at det virkelig lige skete. Pludselig ryger jeg ned fra mit lykkestadie. Hvad så nu? Var det bare det. En enkelt samtale, og nu går der sikkert måneder før jeg ser dig igen. ”Hvad sker der, Josefine?” Marikka ser forvirret på mig, og jeg forstår hende godt. For bare et øjeblik siden var jeg høj af glæde, hvor jeg nu føler mig helt grå af tristhed. ”Det var jo bare én enkel samtale. Ikke mere. Hvordan skal jeg få noget ud af det her? Andet end at det kan muntre mig op det næste lange stykke tid, men jeg mener mere med hensyn til ham. Dette bringer os jo ikke nødvendigvis tættere.” Pigernes ansigtsudtryk skifter fra glad til lettere trist i takt med mine ord. ”Du finder ud af noget, det gør du altid.” Jeg finder ud af noget. Jeg finder ud af noget!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...