Addiction

Hey there!
Dette er en historie jeg løbende skriver på, som er en blanding af personlige oplevelser og drømme, som jeg prøver at få sat ord på :)
Den handler om afhængighed af et andet menneske, om at være genert på de forkerte tidspunkter, om drømme der næsten bliver opfyldt, om ulykkelig kærlighed og ikke mindst vejen til kærlighed. Jeg håber i vil læse den og smide en kommentar, gerne med konstruktiv kritik:-D

11Likes
134Kommentarer
3272Visninger
AA

3. B

Jeg træder ind i baren og tjekker krydslisten i gennem, som jeg har gjort hver dag i hele april måned. Du har kun været her én enkel dag i starten af måneden. Da mine øjne finder dit navn på listen og opdager, at du igen i dag ikke er her, mærker jeg skuffelsen krybe frem og langsomt indtage mere og mere plads i min krop. Jeg er ved at blive sindssyg. Tyve dage er der gået siden jeg sidst så dit ansigt. Tyve dage i helvede. Du har snart indtaget alt i mig. Jeg prøver at kæmpe i mod smerten, for hvorfor skal du betyde så meget og forvolde mig så meget smerte, når jeg ikke kender dig? Jeg hader det! Med ét bliver det hele for meget – larmen fra de nye latterlige elleve-årige april børn og det faktum at du ikke er her. Hidsigt løber jeg ud af den larmende café, rammer nogle børn på vejen, men stopper ikke. Da jeg når døren smækker jeg den op og skubber mig forbi en flok af de nye, der er på vej ud med stylter. Udenfor sætter jeg mig på jorden ved cyklerne. Min krop ryster, og jeg kan mærke hvor tæt jeg er på at begynde at græde. Dybt inden i mig, er der en lille del af mig, der undrer sig over min reaktion. Hvorfor så voldsom? Jeg kender dig jo knap nok. Langsomt begynder jeg at blive sur på dig. Hvorfor ved jeg ikke, men i det øjeblik ved jeg det er slut. Aldrig mere skal du have det overtag over mig. Aldrig. Jeg trækker vejret dybt, hvorefter jeg begiver mig ind i caféen der stadig er fyldt med irriterende, larmende børn. Barstolens læder knirker under mig, da jeg rykker mig på plads og surmulende beder Peter om en kop te. ”Hvad er der galt med dig?” Han kigger undersøgende på mig, imens han sætter vand over. ”Ikke noget,” mukker jeg. ”Bare lav den te og lad mig være.” Jeg kan godt selv høre hvor møgforkælet det lyder, men lige nu er mit humør bare ikke til andet. ”Javel ja.” Peter roder lidt i nogle skuffer, hvorefter han stiller det krus han lige har fundet, på bordet foran mig. ”Jeg tror jeg stopper,” siger jeg så. Peter kigger forundret på mig. ”På grund af de nye børn?” Jeg trækker på skuldrende. ”Måske, altså lidt på grund af dem, og så er jeg også bare ved at være træt af at være den eneste på min alder.” Jeg kan se på Peter hvordan han tænker så det knager, for at finde en løsning. ”Emilie og Louise går her da også,” siger han så til sidst. ”Ja to! To andre end mig.” Jeg bør ikke lade mit dårlige humør gå ud over Peter, men det er svært at lade være. ”Okay måske stopper jeg ikke alligevel.” Peter smiler og stiller den dampende varme kop te foran mig. ”Det er jeg da glad for at høre, men lad ikke mig tvinge dig.”

 

Tre måneder gik der. Tre måneder gik der før jeg så dig igen.

Jeg blinker en ekstra gang da jeg ser dig. Det kan ikke passe. På den anden side er jeg lige omkring din skole, den tid du får fri, så hvorfor ikke? Jeg kiggede ikke engang efter dig. Jeg var faktisk næsten kommet af med mine tanker omkring dig. Mine ben bliver tungere jo nærmere vi kommer på dig. Du står foran ’2680’ en klub for unge – for dem der lige er lidt for gamle til at gå i klubben. Jeg skælder mig selv ud, for ikke at have regnet ud at det er her du er. Her du bruger timerne mellem skoletid og fodboldtræningen. Jeg prikker nervøst til Marie. ”Det er ham!” Hun ser forvirret på mig. ”Det er Jacob!” Så snart det går op for hende hvem det er, bryder hun ud i et stort smil. ”Du vover på at sige noget!” Hvisker jeg ophidset, da jeg ser at hun er ved at trække vejret ind for at råbe noget. ”Hvorfor ikke?” Hun ser spørgende på mig, fatter åbenbart ikke, at du ikke aner, at jeg ved hvem du er, at jeg en gang tænkte på dig døgnet rundt. ”Det gør du bare ikke!” Og så gør hun det alligevel. Råber efter dig. ”HEJ JACOB!” Jeg farer forskrækket sammen, da det går op for mig at hun virkelig har råbt efter dig, men jeg når lige at fatte mig inden du vender dig om. For det er hvad du gør. Selvfølgelig gør du det, når dit navn lige er blevet kaldt. Selvfølgelig vil du vide hvem det er der lige har kaldt dit navn. Alligevel overrasker det mig. Jeg havde ikke regnet med at se dig i dag og da slet ikke dit ansigt. Men det gør jeg. Pludselig er du uhyggeligt tæt på og mine øjne sluger alt det de kan til sig. Midt i det hele begynder jeg samtidig at spille komedie. Ivrigt begynder jeg at snakke til Marie, som om det slet ikke er nogle af os der har råbt efter ham. Det hele sker på så få sekunder, men føles alligevel som timer. Til min store overraskelse opdager jeg, at jeg faktisk blev glad for at Marie kaldte efter dig. Så fik jeg endelig chancen for at se dit ansigt igen. Desværre er det hele overstået på så kort tid, og igen er du ude af mit synsfelt.

Derefter gik der et år før jeg så dig igen. Langsomt gled du ud af mine tanker, og andre ting begyndte at fylde mere. Selvfølgelig var du altid et sted bagerst i mine tanker, du var jo trods alt min første rigtige forelskelse, men jeg begyndte at leve mit liv, som før du var en del af det. Accepterede at vi ikke skulle se hinanden igen. Pludselig en dag stod du igen for mine øjne. Et år efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...