Et lykkeligt liv dengang

Historien forgår imellem de to personer - Tine og Anton - deres forskellige liv, indtil- og efter de møder hinanden.
Den er skrevet til en konkurrence, men jeg syntes nu alligevel det har været spændende at skrive. Historien er skrevet i det 19. århundrede, og jeg har gjort mit bedste for at indleve mig i tiden. Nyd det.

2Likes
11Kommentarer
1832Visninger
AA

5. Randers - København 1960

”Jørgen og Tine, vi tager af sted nu, skynd Jer lidt!” Annas stemme rungede gennem det tomme hus. De to nu voksne mennesker, havde glædet sig til at flytte til København, siden de var mindre. Nu var Jørgen tyve og Tine atten. Ole var for nogle år siden, allerede flyttet til København i sin egen lejelighed, med sin kæreste Betina. Familien gik i samlet flok mod toget, lystige og i godt humør. ”Åh mor, altså. Katinka sagde, at de har et arbejde til mig, nede på sygehuset.” Tine smilede stort, over tilbuddet fra den Københavnske veninde. ”Ja, det lyder dejligt. Er det som sekretær og telefonpasser?” Toget holdt allerede og ventede, så nu kom der fart i børnene, Anna og Flemming. ”Ja, og jeg vil kunne tjene masser penge!”

Efter to dage med tog og færge, var familien Carlsen ankommet til hovedstaden. Alt var stort og nyt for den, slet ikke som i Randers. De havde købt sig en villa i et hyggeligt kvarter. Flemming arbejdede i hovedbanken i centrum af byen, Anna var hjemmegående, Jørgen skulle i slagterlære og Tine skulle være sekretær på Hedelund KBH sygehus. Villaen var stor, smuk og lys. Der var et værelse hver til Jørgen og Tine, en dagligstue, en kælder, et loft, en opholdstue, et køkken, et badeværelse, et soveværelse til Anna og Flemming og en smuk have, fyldt med de yndigste blomster.

 

Tine satte æsken på bordet. Den æske, der kunne spille en vise. Den var pænt overlagt med sølv, og en lille pige med sin bamse var kradset ind i. Når man åbnede æsken, kom en fin balletprinsesse op, og vise begyndte. Bag prinsessen var et lille spejl. Æsken havde hun fået af sin far, da hun fyldte fem år og den betydede meget for hende. Den havde hun besluttet skulle med hende, hele livet. ”Tine og Jørgen, der er mad!” Duften af nystegte frikadeller fyldte huset og Tine kom til at tænke på den gang, for over ti år siden, da den samme duft indtog hendes næsebor. Den gang var det også frikadeller til middag, den gang, de fik af vide at faderen var blevet skudt under et røveri i banken. Det var forfærdeligt. Tine tørrede en tåre væk fra kinden, og dansede let ned af trappen. Nu skulle et nyt liv begynde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...