Et lykkeligt liv dengang

Historien forgår imellem de to personer - Tine og Anton - deres forskellige liv, indtil- og efter de møder hinanden.
Den er skrevet til en konkurrence, men jeg syntes nu alligevel det har været spændende at skrive. Historien er skrevet i det 19. århundrede, og jeg har gjort mit bedste for at indleve mig i tiden. Nyd det.

2Likes
11Kommentarer
1836Visninger
AA

8. København 1965

Duften af stegte hakkebøffer fyldte huset. Tine var netop færdig med aftensmiddagen, og den kunne nu serveres for Anton. De var fundet sammen og blevet et par, for tre år siden, og havde været sammen siden. Nu boede de sammen og ventede oveni også en lille ny. De glædede sig begge meget, og Anton havde lovet Tine at skære lidt ned på arbejdstimerne det første stykke til med barnet, så de kunne have lidt familietid. ”Det dufter dejligt, kære.” Anton havde allerede sat sig til rette på sin plads ved bordet, og ventede sultent på den nylavede middag. ”Jeg har tænkt mig at lave børneværelset i morgen.” Hun t tager fat om kartoffelskålen, anretter en lille portion til sig selv, og sender den derefter videre til sin kæreste. ”Aha,” Ligeså gør Anton. Han øser en god mængde brun sovs, på sine kartofler og hakkebøf. ”Skal du have hjælp?” Tine ved udmærket at Anton er villig til at blive hjemme fra arbejdet, for at hjælpe, men hun takker nej. ”Nej, ellers tak. Jeg må jo bare stoppe, hvis ikke jeg kan klare mere.” Hun smiler anspændt til ham og han gengælder.

Hun vendte og drejede sig, og små svedperler piblede frem på hendes næse. Hun kunne ikke sove, for veerne var slemme nu. Hun var langt henne i graviditeten, og barnet kunne komme når som helst. De havde gjort klar i den gamle, slidte sofa, og vidste også, at de var kendte nok i byen, til at en doktor ville komme hurtigt, om det så blev nødvendigt. Hun havde forsøgt at falde i søvn i nogle timer, men til sidst blev hun, meget mod sin vilje, nødt til at ruske let i Anton. ”Ja?” Sagde han søvndrukkent og fik et alvorligt udtryk i ansigtet, da han så hendes dybe rander og ligblege ansigt. Han tændte forsigtigt den lille lampe og kiggede på sin kæreste. ”Jeg har ondt, jeg …” Mere nåede hun ikke at sige før hun krummede sig hårdt sammen, og der blev helt vådt i sengen. Vandet var løbet.

Den nedslidte sofa var nu mere nedslidt, end førhen. Tine lå der, og begyndte så småt at ligne sig selv igen. Det var lys morgen og hun lå med sin lille søn i armene. De var begge blevet enige om, ikke at køre på sygehuset, men derimod føde hjemme, med en doktor. Forældrene kiggede kærligt på deres lille baby. ”Michael.” Sagde Tine og kiggede på Anton. ”Michael.” bekræftede han hende i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...