Et lykkeligt liv dengang

Historien forgår imellem de to personer - Tine og Anton - deres forskellige liv, indtil- og efter de møder hinanden.
Den er skrevet til en konkurrence, men jeg syntes nu alligevel det har været spændende at skrive. Historien er skrevet i det 19. århundrede, og jeg har gjort mit bedste for at indleve mig i tiden. Nyd det.

2Likes
11Kommentarer
1834Visninger
AA

7. København 1961

Tine hoppede rundt i hele haven af glæde. Lige nu kunne hun kun takke, sin berømte storebroder, for at være så kendt, som han var. Anton Jespersson havde ringet. Hun havde hørt meget om hans firma, og Ole havde også købt tøj der. Hun skulle starte som sekretær i firmaet, mandag morgen, nu var det lørdag og hun havde ligget søvnløst hele natten fra fredag. Da hun havde meddelt den gode nyhed, til sin mor og Henning, havde de begejstret ønsket hende tillykke. Sommetider følte hun ikke den helt store opbakning, fra sin mor og Henning. Anna var blevet en anden person siden deres far, Oluf, døde i 1948. Selvom det nu var godt tretten år siden, det skete, følte Tine det, som var det i går. Nu havde hun lagt sig nede i det dugvåde græs og begyndt at tænke. Sæt nu at hun aldrig fandt en mand. Åh, hun ville jo så inderligt gerne, have små børn. Så spekulerede hun på, om hun ville satse sit arbejde som sekretær, på børn. Alligevel hørte det vel til en kvindes pligt, at blive hjem, om det så blev nødvendigt at det kostede hende arbejdet. Men når Tine tænkte nærmere over det, var hun klar til at ofre det meste, for at stifte en familie. "God eftermiddag, Tine." Manden tryggede venligt hendes hånd. Tine bød ham indenfor i dagligstuen, hvor hun havde sat kaffe og kringler frem. "Vær så god, at sætte Dem ned." Sagde hun i et nydeligt og venligt tonefald. Manden adlød og tog hånd om en kringle. "Jeg er Anton Jespersson, stifter af firmaet. Jeg tænkte vi to lige kunne få os en snak, inden De starter på mandag." Tine boblede af glæde. Tænk at han personligt, var kommet til hendes hjem. "Ja, De må sandelig vide, at jeg er meget taknemmelig for tilbuddet om arbejdet." Tine havde altid opført sig høfligt overfor voksne, folk med højere rang og medarbejdere. Anton svarede ikke til at starte med, men sad bare og så på hende, som var hun den klareste diamant. Hun følte det ikke ubehageligt, tværtimod, kunne hun godt lide, denne nye overmands venlighed. "Vi glæder os alle til at se Dem mandag morgen klokken syv. Altså skal De være på kontoret klokken syv, og vi er meget strikse med tiderne," han nippede forsigtigt til sin kaffe, og stilede derefter koppen tilbage på den lille underkop. "De  vil blive sat i gang med det samme, og så får De fri, når Deres arbejde er passet. Så enkelt er det." Anton smilede skævt til Tine, som et spørgsmål om forståelse og TIne nikkede ivrigt. "Jeg vil komme med lidt mellemmadder til Dem, én eller to gange dagligt, det afhænger af, hvor sent De arbejder. Måltiderne vil trækkes fra i Deres løn, men det er ikke et stort minus for Dem, bare rolig." Tine smilede stort. Det var en langt højere standard, end hvad hun var vant til på sygehuset. "Jeg glæder mig utrolig meget." Fik hun til sidst sagt. Det hele blev også, rigtig godt ....

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...