Sit eget offer

Denne korte historie sprang pludselig frem i mit hoved og jeg fik lyst til at skrive den ned. Det er om en pige, hvor hendes kritik mod sig selv tager over. Om at være sit eget offer for mobning. At være mobberen og offeret på samme tid.
Jeg ved ikke helt om dette skal være en slags prolog og jeg skal skrive historien videre, i 1. person, altså fra hendes synsvinkel eller om det bare skal forblive som en lille kort historie. I må meget gerne skrive om i synes jeg skal skrive videre eller om det vil være bedst for historien at den forbliver kort :-)

9Likes
34Kommentarer
1477Visninger

1. Straf

Hun kigger på sig selv i spejlet og straks piler det ene grimme ord efter det andet i gennem hendes hoved. De blå øjne hun selv mener er for små, stirrer vredt på hende, mens en tåre langsomt triller ned ad hendes lettere runde bløde kind, hurtigt efterfulgt af en ny. Læberne dirre og hun holder vejret da hun mærker brækket stige op. Hurtigt med en voldsom bevægelse vender hun sig om, slår toilet brættet op med en kraftig bevægelse, hvorefter hun brækker sig. Det sker tit. Hun har ikke nogen spiseforstyrrelse, men hun væmmes ved sig selv. Ansigtet med de store blå øjne, den tynde mund, lille næse og runde kinder gør hende dårlig. Hun hader sig selv. Hader sit udseende. Hele hendes verden drejer rundt om det, alt handler om hvor grim hun føler sig. Ingen forstår det. Hvad gør denne pige så trist? I andres øjne ser hun helt normal ud, måske næsten i den kønnere ende af ’normal’. Ingen har nogensinde sagt et ord dårligt om hende, så hvad er det der gøre hende så trist og kold? Hun er den eneste der ved det, og faktisk ved hun det på en måde ikke. Hun kan ikke indse hvad det er hun gør ved sig selv. At hun skader sig selv lige så meget som hvis hun skar i sig selv eller sultede sig selv. De hårde ord hun fortæller sig selv er som knive i gennem hendes efterhånden hullede sjæl. Aldrig har hun mobbet andre, aldrig har hun svinet nogle til. Den eneste hendes rædsomme ord rammer er hende selv. Hun lukker sig ind i sig selv, straffer sig selv hvis hun får det mindste håb om, at nogle måske rent faktisk kan lide hende. At folk overhovedet kan holde ud at kigge på hende overrasker hende. Hvorfor lukker de ikke øjnene eller vender ryggen til hende? Selv ryger al hendes mad op hver gang hun ser sit eget spejlbillede. Hendes øjne forvrænger billedet af hende. Hun ser noget helt andet end det andre ser når de kigger på hende. Hun tillader ikke sig selv at få venner fordi hun ikke synes der er nogle der fortjener en som hende. Hendes forældre og lærere er bekymrede og leder fortvivlet efter svar. Hvorfor isolerer hun sig sådan? Sker der noget de ikke kender til? Er der nogen der mobber hende? Ikke en eneste gang strejfer det nogen at hun er sit eget offer. Den ene mulighed efter den anden bliver diskuteret, men aldrig kommer de i nærheden af svaret. Hvorfor opdager de det ikke? Det hele foregår i hendes hoved. Aldrig siger hun et eneste af alle de mange grimme ord højt. Men hver dag, flere gange om dagen farer de igennem hendes hoved og straffer hende. Fordi hun overhovedet er til, straffer hun sig selv. At en pige som hende skal leve, finder hun ikke retfærdigt. Hun begår ikke selvmord. Hun overvejer det, men hver gang fortryder hun. Hun tør ikke, hun er for bange. Hun ønsker at dø, men hun tør ikke selv gøre en ende på det hele. Hun er mobberen og hun er offeret. Det hele startede stille og roligt. Som de fleste piger havde hun dårlig selvtillid, men ikke mere end andre. Det hele udviklede sig, blev værre. De seneste år havde været et helvede for hende. Alene sad hun i skolen, selvom hendes klassekammerater i starten havde forsøgt at få hende med til tingene. Efterhånden som årene havde passeret havde de forstået, at der ikke var noget at gøre. De fik ikke noget ud af alle deres anstrengelser. De forstod det ikke. Følte hun sig for fin til dem? Havde nogen gjort noget mod hende der var grunden til hendes koldhed? Hver dag gik hun alene hjem fra skole, og når hun kom hjem straffede hun sig selv, fordi hun levede og ikke turde gøre en ende på det hele. Så var det mindste hun kunne gøre da at straffe sig selv. Ingen så det. Ingen vidste noget og ingen forstod noget. Ingen regnede det ud. Hun var offeret for sig selv.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...