Jeg mistede dig

Denne lille korte novelle, er noget der i virkeligheden er sket for mig. Jeg har prøvet at sætte ord på ting der egentlig er umuligt for mig at sætte ord på. De ord jeg har brugt er slet ikke nok til at beskrive det. Jeg fortæller om min gamle bedstevenindes og mit venskab. Hele vejen i gennem helt til slutningen og hvordan jeg kom over det. For mig er det faktisk en meget privat tekst. Du tænker sikkert nu hvorfor jeg så ligger den ud i offentligheden. Det har jeg et svar på. Fordi jeg håber at den måske vil hjælpe andre, eller i hvert fald vise at man ikke er alene om at blive såret en gang i mellem. Den er skrevet hurtigt og uden egentlig eftertanke, har bare skrevet hvad der faldt mig ind, så det er nok ikke noget af mit bedste, men det er sandheden.

5Likes
10Kommentarer
1315Visninger

1. 0 til 0

I al den tid havde du været ved min side. Mine sorger og glæder havde jeg delt med dig. Jeg ofrede for din skyld. Mistede en jeg virkelig holdt af. En gang var jeg glad for jeg gjorde det. Jeg smilede og tænkte at du havde været det værd, selvom hun havde været den der fyldte det hele for mig. Hun var der før du kom, og hun var alt det jeg elskede og beundrede. Jeg ved ikke hvordan du gjorde det, for jeg husker stadig første gang jeg mistede dig. Jeg valgte dig fra, fordi jeg syntes du opførte dig anderledes når det ikke kun var os to. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Måske en måned, måske tre. Derefter skrev du til mig. En lang mail om hvor ked af det du var. At du har skrevet det, kan jeg slet ikke få til at passe med den du er i dag. Jeg tilgav dig, selvom jeg altid har været dårlig til at tilgive. Det hele blev også meget bedre, tættere end før.

 

Første gang jeg mødte dig var fredagen i min vinterferie. Du havde haft vinterferie ugen før og havde været i skole hele ugen. Om fredagen endte det med, at du pjækkede fordi du var så nervøs. Din mor opdagede dig. Jeg fik lov at komme alligevel, og jeg husker stadig tydeligt da vi drejede ind på parkeringspladsen ved din mors lejlighed. Du stod der og ventede med en rejsetaske fordi du skulle være hos din far i weekenden. Jeg trak vejret dybt og gik ud til dig. Du kom hen til mig og krammede mig. Sammen begyndte vi at gå hjem til din far, imens vi snakkede. Vi kiggede ikke rigtig på hinanden, var begge meget generte, men vi snakkede og vi nød hvert et øjeblik. Jo længere tid der gik, jo mere afslappede blev vi. Sidst på dagen hyggede vi os bare, snakkede og grinede som om vi var sammen hver evig eneste dag. Ved seks tiden kørte din far mig hjem, og jeg tog dig med op for at vise dig mit værelse. Jeg kan stadig huske hvor surrealistisk jeg syntes det var at du nu stod der på mit værelse. Ikke længe efter aftalte vi at sove sammen. Du kom hjem hos mig, og sammen hyggede vi os bare. Dengang var vi dog stadig ikke helt afslappede omkring hinanden. En lille facade var stillet op i mellem os, men det forhindrede os ikke i at have det sjovt. Tredje gang vi var sammen blev vi bedsteveninder. Det er mærkeligt at tænke på nu, fordi jeg dengang tænkte vi var så uendeligt tætte og det da nærmest var på tide vi blev bedsteveninder, men egentlig var det ingenting i forhold til hvordan alting blev. Jeg kendte dig næsten ikke, men det kom jeg til. I maj kom du med mig i skole. Fuldstændigt surrealistisk, men alligevel skete det. Jeg var stolt over at ’vise’ dig til alle, fordi jeg følte du var så speciel.

 

I sommerferien skulle vi en hel uge til Bornholm sammen. Den klub din far arbejdede på skulle på koloni og vi fik lov at komme med. Det var både en fantastisk tur og en dårlig tur. Meget gik galt der. Vi sov sammen på et lille værelse og vi levede nærmest sammen. Det var der det gik op for mig, at jeg elskede dig så højt, at jeg rent faktisk virkede som din lille hundehvalp. Jeg havde ikke set det før, fordi jeg følte vores forhold var lige, og det var det måske også i mellem os, på et tidspunkt, men udefra set var det dig der styrede det, dig der var den af os to der talte og bestemte. Jeg tror ikke selv du følte det sådan. Sådan var det egentlig heller ikke. For selvom det lignede det, var jeg aldrig typen der bare lod mig bestemme over, jeg kæmpede for det. Jeg fortalte dig hvordan jeg havde det og du blev selvfølgelig ked af det, men vi snakkede sammen og fandt ud af det. En dag blev det bare for meget. De venner vi havde fået følte jeg mest bare gad dig. Det var tre drenge og jeg blev ved med at fortælle dig at den ene var helt vild med dig, og jeg syntes det ødelagde det hele lidt hvis det skulle til at blive sådan. Du syntes overhovedet ikke han virkede til at være interesseret i dig, men det viste sig senere at jeg havde haft ret. Den dag blev jeg så såret og ked af det over det hele, at jeg begyndte at holde lidt afstand til jer alle. Ikke fysisk ment, for jeg sad ved siden af jer, og gik sammen med jer, men jeg blev stille. Stille og kold. Jeg vidste godt at du vidste det. Til sidst gjorde jeg det, der fik bægret til at flyde over. Jeg gik fra jer og begyndte interesseret at snakke med S.A’erne – Jonathan og Kristian. De var en del af en drenge gruppe vi slet ikke kunne klare. Vi syntes de var sådan nogle totalt smartashes og de skulle sættes lidt på plads. Men der valgte jeg alligevel at gå fra vores gruppe over til deres. Egentlig var det ikke sådan et ’gruppeskift’. De spurgte mig om noget og jeg svarede. Sørgede også for at holde en samtale i gang med dem, fordi det på en eller anden måde føltes rigtigt. Lige pludselig kom Mikkel op til mig og fortalte mig at du græd. Det var da vi næsten var ved bussen. Jeg blev meget overrasket. Gjorde det dig så ked af det? Så betød jeg måske virkelig mere for dig en de drenge. Vi sagde ingenting, satte os bare op i bussen. Jeg begyndte også at græde stille. Vi holdt om hinanden hele vejen hjem, men sagde ingenting. Da vi kom hjem, gik vi med din far ind og fik ordnet det hele.

 

Den 18. september havde vi årsdag. Den var perfekt og intet manglede. Sammen sprang vi ind i det nye år. Hvis man nu skal være lidt overtroisk kan man tænke at det var der alle lodderne om hvordan vores næste år skulle blive. Blandt andet at du så tiden lidt før mig og derfor hoppede et sekund tidligere end mig. Jeg har det hele på video. Helt samtidigt hoppede vi ikke, jeg hang ligesom efter dig, og jeg synes det afspejler sig lidt hvad der skete i sidste ende. Ikke at jeg hang efter dig, sådan direkte, men at du var den der tog den endelig beslutning. Du glemte bare at fortælle mig om det og forgæves forsøgte jeg at kæmpe for et venskab der allerede var tabt. Det var vel på en måde magisk når vi var sammen. Men vi skændtes. Tit. Over mobilen blev vi hele tiden uvenner. Vi forandrede os begge. Jeg ville have sluttet det på en ordentlig måde, men da du løftede sløret om hvordan du havde holdt mig for nar i over en måned så jeg rødt. Du vil aldrig mere ses som noget værdifuldt i mit hoved. Jeg forstår ikke dem der misunder dig og beundrer dig, men måske er det bare fordi de ikke kender dig rigtigt? De ved ikke hvem du egentlig er. Der var så mange ting du ikke fortalte mig, din bedsteveninde, om vores venskab og om mig. Ting du var utilfreds med. Du var for fej. Havde ’svært’ ved at sige sådan nogle ting og det vidste du godt du skulle øve dig på. Jeg ved at det havde gjort en forskel hvis du havde sagt noget. I det mindste skulle jeg ikke have gået rundt i en hel måned, vidende om at alting i mellem os var helt galt, men uvidende om hvad det helt præcist var. I en hel måned havde du vidst at du ikke gad mere. Du glemte bare at informere mig. Jeg ringede og skrev, men du nævnte det ikke, gav mig bare falske forhåbninger gang på gang, så jeg kunne blive ved med at prøve på at få liv i noget der for længst var dødt. Jeg skrev en lang mail til dig, fordi intet andet virkede, hvor jeg klart og tydeligt bare bad om at få et ja eller et nej. Få at vide om jeg var inde eller ude. Efterhånden var jeg ligeglad med om du ville svare det ene eller det andet, alt ville være bedre end sådan som jeg gik og havde det. En dag tog du dig endelig tid til at svare. Du havde jo haft så travlt, at du ikke kunne sætte bare ti minutter af på at give mig et svar.

 

Den femte maj 2011, torsdag aften, kom svaret endelig. Og med det, alle de knap så rare detaljer og afsløringer. Jeg brød sammen. Klokken var halv ti om aftenen og jeg regnede med at jeg kunne være i fred på denne tid på en hverdag. Men lige den dag havde min familie valgt at vi skulle tænde bål! Heldigvis var det mørkt for på vej ned til bålet strømmede tårerne stille igen, selvom jeg virkelig prøvede at holde dem inde. Jeg tørrede dem væk og tog mig sammen. Jeg var sikker på jeg aldrig skulle blive glad igen. Du havde altid været der. Hverdag skrev jeg til dig, og var der det mindste stod du klar. Nu havde jeg ingen. Alligevel formåede min familie at gøre mig glad. Få mig til at smile og grine på den værste aften. Men da jeg lå i min seng senere på aftenen, indhentede virkeligheden mig. Til sidst blev det for meget. Jeg gik ned til min mor, og begyndte bare at græde. Da jeg først var begyndt kunne jeg ikke stoppe igen. Jeg hulkede og hulkede. Min mor gik med mig op i seng og lå ved mig. Sagde ingenting, lå der bare. Jeg græd og græd, men til sidst stilnede det lidt af. Jeg faldt til ro og til sidst, langt om længe, i søvn. Dagen efter så det hele håbløst ud igen. Alligevel gik jeg i skole. Det var det klogeste jeg kunne gøre, ser jeg nu. For du kom lidt på afstand. Matilde, pigen der egentlig havde været min bedsteveninde længe før dig, og stadig var det, men som jeg havde forsømt fuldstændigt, fik mig til at smile og grine. Der gik det især op for mig hvor vigtig hun var. For selv efter jeg havde mistet dig var hun i stand til at få mig til at grine. Jeg opdagede hurtigt at jeg kun følte sorgen når jeg var alene. Jeg lavede noget hele den weekend og efterhånden mærkede jeg at jeg sagtens kunne være glad uden dig. Jeg havde andre fantastiske veninder. Nu er jeg stadig forundret over hvor hurtigt jeg kom over dig. Jeg ville ønske du var helt ude af mit liv, men du bliver ved med at dukke op på den ene eller den anden måde. Jeg kan ikke benægte at du var en del af mit liv og nu kan jeg ikke få dig helt væk. Men jeg er glad og jeg smiler. Siden jeg mistede dig har jeg kun været ked af det én gang. Dengang var jeg det flere gange om måneden – på grund af dig. Jeg savner dig ikke længere, jeg er ikke ked af at vi mistede hinanden. Men vreden er der. Hadet. Det vil ikke forsvinde, fordi de ting du gjorde ved mig var så hårde. Din uærlighed forfølger mig stadig. Hvordan kunne du gøre det mod mig? Hvordan? Hvorfor kan du ikke bare forsvinde for altid? Jeg smed dig ud af mit hjerte, men var ikke i stand til at smide dig ud af mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...