Dr. Bieber... JB!2

Overlever Rose, eller skal Justin finde en ny? Hvis hun overlever, hvem får hende så? Greyson eller Justin?

27Likes
457Kommentarer
8775Visninger
AA

9. Skænderi med Justin.

Vi kom ud backstage, med et smil begge to. Jeg gik dog hurtigt væk fra Justin; jeg skulle ikke være i nærheden af ham, efter det her interview. Jeg fandt Greyson, der stod og smilede stort. ”Hey,” sagde jeg, og gav ham et hurtigt kram. Jeg så en blitz, og trak mig derfor hurtigt væk, og kiggede rundt. Der var ingen at se. Jeg kiggede igen på Greyson, med et smil. ”Skal vi tage hjem?” sagde jeg, og var allerede begyndt at krykke mig af sted, da Greyson stoppede mig. ”Hvad er der?” sagde jeg, og vendte mig om. Okay, det var ikke Greyson, men Justin. ”Hvad er der?” sagde jeg, og smilede til ham. ”Vil du med mig i biografen, i aften?” sagde Justin, og sendte mig et nervøst, og skævt smil. ”Hør, Justin. Det er vældigt sødt af dig, men efter at have været klistret fast med dig, i nogle timer, tror jeg godt jeg vil være alene,” sagde jeg, selvom jeg hellere vil have sagt, noget i nærheden af: Nej, hvad fanden tænker du på? Skrid med dig! Men det ville være meget ledt. ”nåh, okay,” sagde Justin, og skulle til at gå, da jeg stoppede ham. ”Det er okay, ikke også? Jeg vil ikke have at du går hjem, og sidder og forbander mig, så jeg ikke kan tale i en uge, eller what ever,” sagde jeg, og så vendte han sig om igen. ”Det er okay, jeg vidste allerede du ville sige nej, inden jeg spurgte. Og er det så nu, at du begynder at tænke på, hvad andre tænker?” sagde Justin, og sendte med et hånende smil. Okay, der var vist en, der var lidt småsur der. ”Nej, men jeg hader at såre andre,” sagde jeg, og kiggede uskyldigt på ham. ”Og det tænker du på nu?” sagde Justin, gennem sammenbidte tænder, med en hånende stemme. ”Ja, har du et problem?” sagde jeg, og kiggede irriteret på ham. ”Ja. Hvorfor tænker du på mig nu, når du ikke gjorde det før?” sagde Justin, med en vred stemme. Han sendte mig et koldt blik, men jeg kunne se bag facaden. Han var såret. ”Fordi, du er en dreng, og er sådan set 17 år. Du kan godt tage, det jeg siger. Men jeg ved, at drenge hader at blive afvist, lige så meget som os piger, så jeg prøvede bare at være venlig,” snerrede jeg af ham. Hvor var Greyson gået hen? ”Dig? Venlig? Det må da være årets største joke,” sagde Justin, med en hånende stemme. ”Det kan godt ske, men jeg prøver da. Ville du da hellere have haft, at jeg havde råbt nej, og at du skulle skride? Hva?” snerrede jeg, og sendte ham et vredt blik. ”Ja. Hellere det, end dine falske smil, og din falske venlighed. Hvornår får jeg egentligt set den rigtige Rose, hva? Hvem kender egentlig den rigtige Rose? Er det kun din veninde der gør det?” sagde Justin, og kiggede ligeså surt på mig. ”Jeg er den rigtige Rose, og hvis ikke du kan lide mig, så er det dit problem,” hvislede jeg, ud gennem sammenbidte tænder. Jeg indrømmer, at det sårede mig. Jeg var da mig. Kun mig. ”Virkelig? Er du ikke blevet så kold, følelses og hjerteløs, efter dine forældre er døde, og dine plejeforældre aldrig havde tid til dig, eller hvad? Hvem er du, bag den der facade, af ren ondskab?” sagde Justin, ”Hvad forventer du af mig?” sagde jeg, og kiggede irriteret på ham. Jeg prøvede at skjule hvor såret jeg var. ”At du faktisk kan være glad, og ikke kun ligeglad. At du rent faktisk er såret lige nu, og ikke bare vred. At du kan være ligesom alle andre, der faktisk har følelser,” sagde Justin, og kiggede irriteret på mig. ”Helt seriøst, jeg har sagt nej på en pæn måde, hvorfor flipper du sådan ud?” sagde jeg, og kiggede forvirret på ham. ”Det er da komisk, at det er nu, at du prøver at være venlig,” sagde Justin, og kiggede på mig, som om jeg var en idiot. ”Er det? Er det virkelig derfor, at du flipper ud? Er det ikke bare fordi, at du er blevet virkelig såret?” sagde jeg, og kiggede gennemtrængende på ham. ”Nej,” snerrede han, og forsvandt. Så kom Greyson, 2 minutter efter, med et smil. ”Skal vi køre?” sagde han, og uden et svar fra mig, gik vi så ud til min bil. Vi steg ind i min bil. Jeg skulle køre denne her gang. Jeg var jo ikke klistret sammen med en bæver. Jeg kørte hjem af, uden at sige noget til Greyson. ”Er du okay?” sagde Greyson, da vi steg ud af bilen, og gik indenfor. ”Nej, alt er skønt,” sagde jeg, og gik ind på værelset, efterfulgt af Greyson. Jeg smed mig i sengen, hvor jeg irriteret lukkede mine øjne. ”Er du sikker?” sagde Greyson, med en bekymret stemme. ”Ja,” snerrede jeg, og fik straks skyldfølelse. Det var jo ikke Greyson, der havde gjort noget galt. Jeg sukkede, og åbnede mine øjne. ”undskyld, det er ikke dig der har gjort noget,” sagde jeg, og kiggede undskyldende over på Greyson. ”Det er okay,” sagde Greyson, og smilede stort til mig. Han var simpelthen den bedste.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...