Dr. Bieber... JB!2

Overlever Rose, eller skal Justin finde en ny? Hvis hun overlever, hvem får hende så? Greyson eller Justin?

27Likes
457Kommentarer
8912Visninger
AA

19. Mindet.

”Nej, lad vær med at vække hende, hun er meget sur. Og tro mig, jeg har kendt hende længere tid end jer, jeg ved, at når hun har været op at skændes med nogen, er hun meget sur, i de efterfølgende dage,” kunne jeg høre Claires alvorlige stemme sige. Et kort øjeblik, vidste jeg ikke hvad hun snakkede om, men så væltede alle følelserne frem i mig, og straks følte jeg mig vred. Jeg trak dynen væk fra mig, og gik hen til døren. Jeg åbnede den, og udenfor den, stod Claire, Justin, Greyson, Chris, Chaz, Ryan, Sandra og Julie. De kiggede alle over på mig, da jeg åbnede døren. ”Oh my god, er det dit sår, efter du slog på lygtepælen?” sagde Julie, og tog min hånd op. Den var hævet, blå, og så var det et lille flængelignende sår. Det gav mig en smag af jern i munden, så jeg måtte synke før jeg svarede. ”Ja,” svarede jeg kort. Hun gav hurtigt slip på min hånd, og trådte så et skridt bagud. ”Hvordan har du det?” sagde Justin, og fik øjenkontakt med mig. Jeg fnøs, og sagde ”Fantastisk,” og gik så forbi dem alle sammen, ned i køknet. Hvor var jeg dog irriteret på mig selv, og på Maja. Men mest mig selv. Det var jo på en eller anden måde min egen skyld. Hvis bare jeg havde holdt kontakt med hende, kunne vi stadig være venner. Men nej, alle forlader mig åbenbart. Jeg gør altid noget forkert. Det er altid mig. Gud måtte virkelig hade mig. Jeg sukkede, og gik hen til køleskabet. Jeg åbnede det, og stirrede så bare ind i det, da et billede dukkede op, i mit hoved.

”Smil nu søde,” sagde min far, og sank kameraet. Jeg var på en far og datter tur, med min far, selvfølgelig. Men jeg gad ikke. Jeg var sur, på alt og alle. Jeg var sur på hele verdenen, og intet kunne ændre min mening. Jeg havde set Jonathan og Lilly kysse. Jeg var ligeglad med, at jeg kun var 10, for jeg havde sagt helle for. Derfor var han min, men hun havde taget ham. Jeg kiggede surt og irriteret, på min far. Jeg dumpede ned i sandet, og slog mine arme omkring mine ben. Vi var taget hen til kysten, og gik bare rundt på stranden. Indtil min far ville have et billede. ”Hvad er der galt?” sagde han, og satte sig hen ved siden af mig, og lagde en arm om mig. ”Det er Lilly,” sukkede jeg, og lænede mig op af min far. ”Hvad er der med Lilly?” sagde han, og lagde sit hoved oven på mit. ”Hun har kysset med Jonathan,” sagde jeg, og kiggede ned i sandet. ”Ham du er helt vild med?” sagde min far, og nussede min ryg. ”Ja,” sagde jeg, og kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. ”Op med humøret. Der kommer andre drenge. Jeg ved, hvor vild du er med ham, og at Lilly ikke burde gøre sådan noget. Men så tag en snak med hende,” sagde min far, og kyssede mig på håret. Han var virkelig den mest forstående far, man nogensinde kunne have. ”Tak far. Jeg elsker dig,” sagde jeg, og krammede ham. ”Jeg elsker også dig, min pige,” sagde min far, og krammede med. Vi trak os langsomt fra hinanden, og rejste os så op. ”Skal vi tage hjem?” sagde min far, og smilte stort. Jeg nikkede, og så gik vi hånd i hånd, hen til bilen. Vi havde lige sat os ind i bilen, da min fars mobil ringede.

Der skulle billedet i mit hoved, være stoppet, men det fortsatte. Og så indså jeg, hvorfor mine forældre døde. Jeg så, hvorfor. For første gang, i hele mit liv, så jeg, hvorfor.

”Det er Pete,” sagde min far, og smilede stort til mig. Jeg gengældte hurtigt smilet. Hans smil forsvandt langsomt, indtil det var helt væk, og tårerne strømmede ned af hans kinder. Mit smil forsvandt også, og så kiggede jeg på ham, med et forvirret blik. Han lagde telefonen ned i lommen, og begyndte så at køre af sted, uden at sige noget. ”Hvad er der galt, far?” sagde jeg, og kiggede forvirret på ham. ”Det er mor. Hun er faldet om, og er kommet op på sygehuset,” sagde min far, og så trillede endnu en tåre ned. Det fik mine øjne til at blive fyldt med tårer, men jeg ville ikke græde. Jeg ville trøste min far, ligesom han havde trøstet mig. Jeg lagde min hånd på hans lår, og smilede så til ham. Han kiggede på mig, og smilede så et svagt smil. ”Hun skal nok klare den,” sagde jeg, med en beroligende stemme. Han smilede, men kiggede så foran igen. Jeg ville gerne gøre ham glad, jeg kunne ikke lide, at han var så ked af det. ”Må jeg ikke prøve at køre?” sagde jeg. Det fik min far til at kigge på mig, med et faderligt smil. Han holdte ind til siden, og klappede så på sit lår. Jeg smilede stort, klikkede mig fri, og satte mig over på hans skød. Han havde også klikket sig fri, fra sin sele, men klikkede den så igen, da jeg satte mig. ”Lad os prøve,” sagde min far, og tog mine hænder, som han satte på rattet, hvor han så styrede mine hænder. Lidt efter lidt, mens vi kørte, gav han mere og mere slip. Til sidst, var det mig, der kørte bilen. Vi kom til en rundkørsel, som gik meget fint. I starten. Lige indtil der kom en bil kørende fra venstre side, lige ind foran. Min far ville til at dreje for mig, men det gjorde jeg. Desværre, kom der også en bil derfra, og jeg kunne derfor ikke nå at dreje til den anden side. Bilen der kom fra højre side, kørte direkte mod der hvor min far og mig sad. Jeg nåede ikke at reagere ordentligt, inden min far drejede væk fra det hele, så vi kørte direkte ud i grøften, hen mod et stort grantræ. Han drejede lidt til siden, men han nåede ikke at bremse, og derfor ramte træet siden af bilen, med et hårdt ryk. Det var så hårdt, at jeg kom fri af selen, røg ud gennem forruden, og røg ud over kølerhjelmen, lige ind i grantræet. Derefter, blev alting sort.

Jeg kunne svagt ane en hånd foran mig, og jeg blinkede derfor kraftigt med mine øjne. Jeg opdagede, at jeg lagde ned på sofaen, mens Justin viftede med hånden, foran mig. Jeg satte mig hurtigt og forvirret op, og så, at alle de andre, stod rundt om sofaen, og kiggede på mig. ”Er du okay?” sagde Justin, og kiggede bekymret på mig. Helt ærligt, ville han have, at jeg skulle svare på det? Igen?! ”Helt fint. Super. Fantastisk,” sagde jeg, og rejste mig op. ”Du virkede til at være langt væk. Hvad skete der?” sagde Claire, og kiggede forvirret på mig. Okay, der måtte jeg lyve. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg kunne huske, hvad der skete, da min far og jeg kørte galt. Det, som ingen vidste, eller kunne forstå. For jeg havde fået få huller i min hukommelse, og kunne derfor ikke huske alt. Men nu havde jeg svaret. Den eneste der gjorde forskellen, én eneste person. Nemlig mig. Kun mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...