Tankespind

Denne novelle fortæller om hvordan man hurtig kan komme til at gøre noget, som kan have alvorlige konsekvenser, for resten af ens liv. Hvordan det er at blive trængt op i et hjørne uden muligheder, og se sit liv passere dejavu. Hvordan det er at blive forrådt, og hvad man gør, når ens nærmeste går bag om ryggen på én. Hvad man gør, når man ikke føler at man har andre valgmuligheder..

2Likes
3Kommentarer
1403Visninger
AA

1. Overgrebet

Jeg husker det tydeligt, som var det i går: Det var en kold og blæsende lørdag aften i september. Jeg var taget i byen med min veninde Clara, men nu var hun blevet væk for mig i alt menneskemyldret. Jeg måtte finde en måde at komme hjem på, men jeg havde ingen idé om hvordan. Jeg havde fået stjålet mine sidste penge inde på diskoteket, og min mobil var løbet tør for strøm. Pludselig følte jeg, et stik af ubehag, i min stramme sorte kjole, som jeg ellers tidligere på aftenen havde følt mig ret så selvsikker i. Det gik op for mig, at mange af de mænd der gik på gaden, kiggede nysgerrigt op og ned af mig. Med ét slog det mig, at jeg var alene i byen – helt og aldeles alene. Måske ville jeg blive overfaldet på åben gade? Jeg sank klumpen i min hals, og prøvede at se tingene fra en lidt mere realistisk vinkel. Det var typisk mig, i situationer som disse. Jeg følte mig en smule pløret og uklar i hovedet, efter at have danset og drukket i flere timer. Clara var blevet væk for over to timer siden, men det havde ikke standset mig, fra at have det sjovt. Jeg mærkede noget vådt mod min kind, og kiggede op. Lige som jeg troede at det ikke kunne blive værre, begyndte det at regne. I løbet af et nano sekund stod det ned i stænger, og i ren frustration løb jeg ned gennem gaden, og drejede ind mod sidevej. Jeg sukkede ved tanken om min nøje lagte make up, og prøvede at spejde hvad der var forude. Jeg så et blåt busstoppeskilt mange meter forude, eller også hallucinerede jeg bare. Der kom en brummende lyd fra himlen, efterfulgt af et kæmpe brag og et lysglimt. Lynet måtte være rimelig tæt på. Min hals snørede sig sammen ved tanken, men jeg stoppede ikke med at løbe. Busstoppeskiltet syntes pludseligt at stå længere væk end før, hvilket kun gjorde situationen endnu mere pirrelig. Ikke nok med at Clara var blevet væk for mig, jeg havde fået stjålet mine penge, min mobil var løbet tør for strøm, jeg knækkede min bedste stilethæl inden jeg tog af sted, de havde ikke min yndlingsdrink på diskoteket, eller at det var et møgvejr. Nej, nu kom jeg også i tanke om at jeg ikke havde taget mit buskort med. Kunne det hele være mere langt ude? Jeg nåede endelig hen til skiltet, og kiggede på den anden side hvor tiderne stod. Der kom én natbus klokken 3.30, men jeg anede jo ikke hvad klokken var. Suk. Jeg satte mig på kantstenen, og stirrede ud i mørket. Det var et dunkelt kvarter, med mørklægningsgardiner i vinduerne og visne planter. Bygningerne var råhvide og forfaldne, med lange mørke cykelkældre. Der lugtede ækelt af kloak, men det skyldes måske også, at der omkring en meter fra mig var et kloakdæksel. Praktisk nok, tænkte jeg med et skuldertræk, og et misbilligende blik på nogle ildelugtende og overfyldte skraldespande, et par meter længere væk. En gråstribet kat med et manglende øjne, humpede hen i mod mig. Jeg skævede til den, og klemte øjnene lidt i for at undvige regnen. Da katten kom tættere på, lagde jeg mærke til dens sygeligt spinkle krop. Jeg nynnede hej til katten, og følte mig en anelse sindssyg. Jeg snakkede til en kat, nu kunne hele denne her dag, ikke blive mere langt ude. ”Kan du lide den?” hviskede en hæs stemme med udenlandsk accent bag mig pludselig. Jeg vendte mig forskrækket om, og så en mand omkring de tredive år, stå og stirre uhæmmet på mig. ”Jeg.. øh,” stammede jeg, med pulsen kørende med 260 i minuttet. ”Den er da meget fin.” Jeg kunne have bidt tungen af mig selv, efter at havde sagt ordene.  ”Den hedder Findus,” hvislede hans hæse stemme endnu en gang. Han havde tydelige skægstubbe i ansigtet, og mørke rander under øjnene. Hættetrøje og klassiske kondisko. ”Fint navn. Nå, jeg må nok hellere se at komme hjem nu!” sang min skingre stemme. Jeg rejse mig op, og fumlede nervøst med at åbne tasken. ”Nu skal jeg hjælpe dig,” tilbød han med et forholdsvis harmløst smil på læben, og kom nærmere imod mig. ”Nej, jeg klarer mig..” stammede jeg endnu en gang, og begyndte at gå. Pludselig mærkede jeg et fast håndgreb på højre arm, og en insisterende hvislen i mit øre. Jeg stivnede i et forsøg på at gå videre, og klemte øjnene i. Det var bare en dum drøm, beroligede jeg mig selv med. ”Hvis du ikke vil tage imod min hjælp, vil jeg have hjælp fra dig.” hviskede han så. Det var lige præcis det her der ikke måtte ske. En ung pige og en mand, helt alene i et forladt kvarter. Den enes pinsler, den andens begær. Det var det her man advarede alle de unge piger om, nu til dags. ”Men min veninde venter på mig herhenne,” løj jeg improviserende, og pegede i uvished ned mod byen af. ”Hun kan nok holde ud at vente lidt mere.” Hans stemme blev mere hård, insisterende. Jeg blev mere bange end aldrig før, og gik mildest talt i panik, som bestod af at hive efter vejret, og prøve at slippe fri. Som en ren refleks sparkede jeg ud efter de ædlere dele, hvilket fik ham til at give slip på min arm, og vride sig af smerte på jorden. Jeg vendte mig om, tog mine stiletter i hånden, og begyndte at løbe. Jeg løb og løb, mens jeg ledte efter en form for smutvej. ”Du skal ikke tro at du kan løbe om hjørner med mig!” råbte han, og før jeg vidste af det, sad han oven på mig, og holdte mig ned mod den kolde asfalt. Hans hænder holdte mit hoved ned mod jorden, og jeg havde det som om at alle bygninger blev mindre og mindre. Det hele samlede sig om mig, klaustrofobisk. ”Følg med,” beordrede han, men med en rolig tone. Jeg rejste mig rædselsskræk op på benene, og lod mig modvilligt trække med. Jeg blinkede mine øjnes tårer væk, og skulede åbenlyst til ham. Jeg følte mig rastløs og bange, hvilke følelser skulle jeg ellers have? Vi stod i en mørk forladt cykelkælder. Der var edderkoppespind i hvert hjørne af de snævre rum, og der lugtede fugtigt og muggent. ”Tag tøjet af!” Jeg begyndte at græde, og kunne simpelthen ikke stoppe. Men jeg turde ikke gøre andet, end hvad han sagde. Mine hænder rystede, og mit bryst hævede og sank sig hurtigt efter hinanden. Jeg lynede den stramme sorte kjole af, og græd denne gang endnu højere. ”Stop med at græde!” hvæste han, og kiggede sig over skulderen. Min lunger hev i grådige suk efter vejret, og jeg prøvede at få kontrol over mine mange tårer. Uden held. Mange tanker strejfede mit sind, mens jeg ufrivilligt måtte tage tøjet af for den fremmede mand. Ville jeg slippe levende fra dette? Ville det gøre ondt? Hvad ville Clara sige? Skulle jeg overhovedet fortælle det til nogen? Skulle jeg gå til politiet? Var mine forældre bekymrede? Hvordan ville verden reagere hvis jeg forsvandt? Uden en sidste trevl på kroppen, uden en sidste bemærkning, uden noget – kom manden hen i mod mig. Han kyssede mig ikke, han holdte mig ikke tæt og fik mig til at føle mig tryg. Det var slet ikke sådan her en første gang skulle være. Jeg var stoppet med at græde, lod ham bare røre mig. Hans grådige hænder over alt på min krop, hans ophidsede øjne. Jeg kunne hvert et øjeblik, forvente at han for alvor ville gå til angreb. Jeg ved ikke hvor jeg fik styrken fra, men pludselig kastede jeg ham bare til side. Et kæmpe skud adrenalin suste i min krop, en sus af vrede. ”Du.. skal ikke.. røre mig!” skreg jeg, og lagde mærke til hvor varm jeg egentligt var blevet. Han rejste sig op på benene igen, og kiggede forskrækket på mig. Et nano sekund senere var forundringen ovre, og vrede viste sig ligeså tydeligt i hans pupiller, som i mine. Jeg greb en rusten jernstang på gulvet ved siden af mig, og holdte den skråt. ”Lig den ned,” sagde han roligt, og kom nærmere. Jeg gik i panik, og langede ud efter hans ansigt. En blodig tand fløj hen af gulvet, og det samme gjorde han. Jeg frydede mig. Selvom jeg ville stoppe, selvom jeg burde være løbet nu, blev jeg ved. Jeg hamrede jernstangen i hans hoved, på benene og brystkassen. Jeg sparkede og slog, som han lå der på gulvet. Alle min instinkter havde overtaget, og jeg kunne ikke stoppe det. Efter endnu et par slag, holdte han op med at klage og beskytte ansigtet. Jeg holdt jernstangen på tværs, og hamrede den ned i hovedet på ham. Der hørtes et lille mikroskopisk knæk, og det var først der, at jeg af ren og skær forskrækkelse stoppede. Mine tårer stoppede, og det samme gjorde min hysteriske stemme, og suset af adrenalin. Hvad var det dog jeg havde gjort? I løbet af få sekunder sad jeg på knæ ved siden af manden, og havde allerede flået trøjen af ham. Han havde blå og gule mærker, samt røde blodsamlinger over alt på brystet. Mit hjerte sprang et par slag over, ved synet af hans ansigtsfarve. Havde han hele tiden set så bleg ud? Jeg mærkede efter hans puls, men blev urolig da jeg ikke kunne mærke det sædvanlige dunk. Endnu mere urolig blev jeg, da jeg efter flere minutter, med øret vendt ned mod hans brystkasse, stadig ikke kunne hører noget velkendt hjerteslag. For hvert minut der gik, så var han endnu mere kold, og så endnu mere bleg ud. ”Jeg har..” hviskede min egen stemme, og lod sætningen hænge ufærdiggjort i luften. Jeg kunne ikke ringe efter en ambulance. For det første var min mobil ikke til rådighed, og selv hvis den var, hvad ville der så ske med mig? De sidste minutter handlede jeg impulsivt, og med instinktet som boss, igen. Jeg fandt en stor gammel militærgrøn dug i hjørnet af rummet, og rullede den livløse krop ind i. Jeg skubbede med væmmelse kroppen over i hjørnet. Der stod en rusten spand med gammelt regnvand uden for kælderdøren, og den hentede jeg. Jeg kastede vandet ud over det blodige gulv, og holdt mig for næsen imens. Her lugtede stadigt væmmeligt. Til mit held sad der en gammel rusten nøgle i kælderdøren, og da bygningen i forvejen så forladt ud, tog jeg nøglen og låste kælderdøren. Der stod husnummer på den gamle nøgle, og jeg turde ikke tage nogen chancer. Jeg kastede nøglen ned i kloakdækslet, og vendte mig om for at gå. Jeg husker ikke så meget efter det, andet end at jeg lovede mig selv, aldrig at se tilbage på dette øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...