Du ved ingenting ... [Døren og nøglen]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2011
  • Opdateret: 22 sep. 2011
  • Status: Færdig
"Du ved ingenting om hvad verden udenfor har for. De udnytter dig bare. De dræber dig. Du har ikke brug for dem. Det eneste du har brug for i livet er mig. Jeg kan gøre dig lykkelig, du kan gøre mig lykkelig. Det eneste vi behøver, er, at ødelægge verden, så vi kan have den for os selv." Jeg stolede på ham. Jeg troede virkelig, han var min eneste ene. Men verden forandrer sig jo, og løgnere dør.

1Likes
0Kommentarer
1473Visninger
AA

4. Hvordan det ville have været ...

Jeg sad nu, og havde efterhånden siddet sådan i lang tid, og legede lidt med mit hår. Jeg havde snoet en hel tot hår rundt om min pegefinger, snoet hvert hår langsomt omkring.

Da jeg endelig tog mig sammen, og kiggede mig omkring i rummet, mærkede jeg en underlig trang til bare at sætte ild til væggene og flygte, bare ødelægge væggene på en eller anden måde. Tanken om at dø voksede inden i mig. I løbet af den sidste halve time var væggen ikke længere ti meter fra mig, men nu kun to. Hvis jeg kiggede frem for mig, var væggen tre meter væk, den der før var tyve meter væk. Det skræmte mig, og vækkede alle mine instinkter. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne overleve her? Tja, det var nok ikke muligt. Jeg havde regnet med at forsvinde i gulvet, ikke regnet med at jeg skulle blive mast af et par vægge. Men væggene ville jo kun mase mig tynd, måske ville jeg endda overleve.

Tanken fik mig til at kigge op. Loftet der svævede over mit hoved var også kun to meter fra mig. Hvilket vil sige, at jeg ville blive mast af gulv, samtidig med loft. Sikke noget forfærdeligt noget jeg havde rodet mig ud i. Der var i hvert fald ingen chancer for overlevelse. Hvis bare jeg var blevet på jorden, så ville jeg ikke været havnet her, så kunne jeg leve lykkeligt lige nu, og så ville jeg aldrig skulle dø på denne måde. Ingen havde nogen sinde kunnet forestille sig, at der var denne måde at dø på, ingen havde nogen sinde taget sine forestillinger om hvordan en døds fantasi så ud, og gjort dem til virkelighed, ingen udover mig. Jeg var denne ene, som vovede mig ind i en død fantasi, med meget få chancer for overlevelse, uden nogen forsyninger, bare ene og alene. Gad vide om jeg ville side sådan her, hvis jeg mon havde haft en ledsager med?

Imens jeg bare havde ladet tankerne løbe, var væggene kommet tættere, ligeså loftet. Loftet svævede nu kun en meter over mig, det var som om den allerede blev mast mod mit hoved. Og alle tre vægge, de sorte vægge stirrede alle ondt på mig, kun en halv meter fra mig alle sammen. Jeg tvang mig selv til ikke at tænke på smerten, mon de ville gøre det langsomt og pinefuldt, eller hurtigt? Det kunne jeg jo kun finde ud af.

Jeg besluttede mig at tænke på noget godt. Tænke på mine sidste gode minder. Jeg tænkte på sidste jul, at det snart skulle have været jul, og at de nu skulle holde den uden mig. Det var december, den tolvte december. Der lå allerede meget sne rundt omkring, hvordan ville gaderne ikke se ud uden sne? Og når det smeltede, og når jeg ikke var der til at tegne på alle duggede vinduer, hoppe i alle dynger, og vade i al sneen. Jeg tænkte på mit sidste juleminde, da vi allesammen sad ved det store juletræ i stuen, og varmede os godt ved den varme kakkelovn. Juletræet lyste så smukt, hvidt og gult, og der var kræmmerhuse og stjerner, og hjerter, alle mulige juleting, og julestrømper hang ved kakkelovnen, alle sammen røde. Vi sad med nissehuer på, og jeg med en lille grøn gave i hånden. Jeg åbnede den, og blev meget begejstret, da der i mine hænder lå et nyt kamera. Allerede der begyndte jeg at tage billeder, det skulle blive en aften jeg aldrig ville glemme. Men alle billederne hang i min hukommelse, ikke i kameraet, for et kamera kan ikke fange den dejlige latter og stemningen, men det kan hjerner. Jeg tænkte på, hvor sød jeg så ud i mit juletøj, de røde strømpebukser, den grønne nederdel, den lille røde tanktop, og så mit søde ansigt. De runde blå øjne, med grøn øjenskygge omkring, mine røde læber, og mit hår, mit brune hår, sat i to fletninger, som var jeg en lille nisse. Jeg lignede faktisk en nisse, det eneste jeg manglede var sko, men mine bare tæer passede mig bedre end nissesko. Det var en hyggeligt aften, klart den dejligste, og varmeste aften jeg nogensinde havde haft. Alt stod klart i min hukommelse, det var som var billederne lyslevende, som stod de lige foran øjnene på mig, hvilket fik mig til at åbne øjnene.

Jeg kiggede ud i uendelighed. Jeg tog hænderne op, og pressede dem mod væggene af alle mine kræfter, prøvede at skubbe væggene væk, men det var slut. Væggene pressede sig mod mig, væggene maste mig, lukkede sig om mig, og opslugte mit sidste skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...