Du ved ingenting ... [Døren og nøglen]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2011
  • Opdateret: 22 sep. 2011
  • Status: Færdig
"Du ved ingenting om hvad verden udenfor har for. De udnytter dig bare. De dræber dig. Du har ikke brug for dem. Det eneste du har brug for i livet er mig. Jeg kan gøre dig lykkelig, du kan gøre mig lykkelig. Det eneste vi behøver, er, at ødelægge verden, så vi kan have den for os selv." Jeg stolede på ham. Jeg troede virkelig, han var min eneste ene. Men verden forandrer sig jo, og løgnere dør.

1Likes
0Kommentarer
1412Visninger
AA

1. Verden udenfor.

"Jeg advarer jer. Der er ingen lykkelig slutning på denne novelle. Nej. Den er meget anderledes, af det jeg plejer at skrive om. Du skal være forberedt ... Hovedpersonen dør. En dødsnovelle ..." -Nirp

 

Jeg er såret. Nej, man kan rettere kalde det en død. Mit hjerte er knust, men jeg ved, at det er bedre end at være sammen med ham. Han kan ikke beskrives som et monster, for han er værre en det. Han er et uhyre, det værst tænkelige uhyre i verden. Han knuste mit hjerte, og udnyttede mig, bare til sit eget forbrug. Han ville have verden for sig selv, for derefter at låse mig inde i sin fantasi. Hvor jeg ville være den eneste levende - og for ikke at sige den eneste gode - ting. Selv hans død kunne ikke gøre min smerte mere ulidelig. Men dagen før hans død, der fik jeg nøglen. Jeg kan stadig huske hvor lidt han elskede mig, hvor meget han bare ville sidde så langt væk fra mig som muligt. Men ... Jeg fik nøglen. Han udnyttede mig, jeg udnyttede ham. Det er en win-win. Han døde den død han havde fortjent, og jeg fik nøglen, men dog også et knust hjerte (jeg kan egentlig ikke se hvorfor det skulle være en win-win situation). Men han kan bare lære det. Jeg har stadig nøglen. Jeg har altid kendt til den del af tiden, og menneske, at alle har en dør hver. Hver af disse døre, de fører alle sammen ind til deres fantasi. Men én ting har jeg altid spekuleret på. Hvordan mon ens fantasi ser ud, når man er død? Det er det jeg vil have svar på. Siden han ville lukke mig ind i sin fantasi, siden han gav mig nøglen, siden han døde, så har jeg stadig altid ville udforske hans fantasi. Se om der virkelig gemmer sig alle de frygtelige og forfærdelige tanker og ting, som han udstålede. Se om han virkelig er så forfærdelig, som han vil have alle folk til at tro. Men når han er død, så er alle de forfærdelige ting vel forsvundet. Så er han vel blevet god. Eller bare en lille smule.

 

Jeg læner hovedet tilbage mod væggen og lukker øjnene. Tænker på vores minder. Tænker på den sidste dag inden hans død. Den præcise dag. Den dag jeg opdagede hans bedrageri. Dagen for han blev dømt. Dagen jeg fik nøglen.

 

"Nu er du parat." Han ligger nøglen i mine åbne hænder og folder sine udenom. Men straks trækker han hænderne til sig, som var jeg ubehagelig at røre ved. "Parat til hvad? Hvad skal vi?" Han trækker sig lidt væk fra mig. Jeg kigger på ham med et fåret udtryk. "Ikke vi. Dig. DU skal ind af døren." Min vejrtrækning bliver højere, og jeg gisper næsten. "Nej! Ikke uden dig! Jeg vil ikke forlade dig!" Jeg læner mig op af ham og i det samme trækker han mig væk. "Hør på mig. Hvis du ikke går ind af den dør, så vil du dø. Vi har erobret verden sammen. Nu skal du gå ind af døren så du ikke bliver fanget, og lade mig klare resten. Okay?" Han kigger mig dybt i øjnene, hvilket ikke sker så tit. "Hvad? Nej. Ja, det er sandt, vi har erobret verden. Men hvorfor skal jeg så ind af døren uden dig? Du er en del af mig. Hvorfor vil du ikke med mig?" Han sukkede. Jeg kiggede på ham med et blik, uden forståelse, og med en masse længsel. "Fordi det er for farligt. Jeg kan ikke gå med dig. Du er nødt til at gå derind. Du bliver min dronning. Bare rolig, jeg vil beskytte dig." Han kigger ned på sine hænder. Et lys går op for mig. Jeg springer op. Mit blik er tomt og jeg stirrer på ham. Han rejser sig også, men uden grund. Der går et øjeblik før jeg kan tale igen. "Hvad! Hvad er det du siger?! Jeg er da ligeglad med at blive dronning. Jeg troede vi skulle være der for hinanden! Og du ... Du vil erobre verden ALENE! Hvor er det bare typisk! Jeg vidste noget var galt! Du har aldrig kunne lide mig. Du skulle ta' og dø, skulle du. Hvordan kan du gøre sådan noget mod mig?!" Han kigger chokeret på mig over mit raseriudbrud - hvilket er helt nyt for mig, da jeg plejer at være den søde, stille pige, der normalt ikke har så meget at sige. Jeg lægger armene over kors og venter på han skal sige noget. "Du tror jeg bare vil lade dig være spærret inde? Er det det du tror?" Mine øjne er knibet sammen, og min mund er en tynd streg. Jeg nikker. "Du ... du udnyttede mig, eller hvad? Er det det du har gjort i al den tid? Bare for at få din egen verden?!" Hans engang så venlige smil forvandler sig til et grumt og ondskabsfuldt et.  "Det tog dig lang tid at regne ud. Man skulle tro du var klogere end som så. Hvis bare du forlader denne verden, så kan du komme ind i alles fantasi, og leve fredfyldt som den eneste der. Du kan lade denne verden dø og blive elendig, alt imens du selv lever skønt." Hans smil breder sig og han er ikke længere den jeg kender og elsker. "Nej! Hvis denne verden ødelægges, hvordan ville det så gå med fantasierne? Forfærdeligt. Jeg vil ikke spærres inde imens du styrer verdens heredømmet! Nej! Hvis nogen skulle gøre det, så skulle det være en der var værdig til det! Ikke dig!"  Han tager sine hænder op og prøver at berolige mig. "Så, så. Rolig nu. Du behøver ikke hidse dig op. Gem din stemme til noget godt." Jeg ryster på hovedet. "Nej. Nej," Jeg bevæger mig langsomt baglæns og famler efter døren bag mig. "Hvordan kunne du gøre det? Var det hele til dit eget formål?" Han nikker og smiler endnu engang ondt. Mere denne gang. Han ligner et monster. "Jeg som troede på dig, jeg som elskede dig og troede du elskede mig. Det gjorde du aldrig. Lyt godt til mig. Dette er mine sidste ord til dig og du vil aldrig nogensinde høre min stemme igen. Jeg hader dig! Du vil dø for de ting du har gjort!" Jeg får åbnet døren, og løber væk, hvorefter døren bliver smækket hårdt i. Jeg, som troede han elskede mig, at han var god. Men nej. Det hele var falsk. Han var falsk.

 

Jeg sukker dybt. Sikke en forfærdelig tid. Men endnu bedre, er denne tid da ikke. Nej, den er næsten mere forfærdelig. Meget mere. Hvis jeg bare ikke var faldet for ham, så ville alting være gået meget bedre. Jeg kunne spille falsk, ligesom han gjorde, jeg kunne få nøglen, han skulle dø og vi ville alle være lykkelige. Eller jeg ville i hvert fald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...