Jorden, drengen og rumvæsnet

Dette er en science fiction jeg engang skrev til skolen i 7. klasse. Det er ikke det bedste jeg nogensinde har lavet, men jeg fik positiv respons på det af min lærer efterfølgende :-)

21Likes
11Kommentarer
2078Visninger
AA

1. Hullet i himlen

Jeg var på vej hjem. Vi havde spisefrikvarter, og jeg havde glemt min madpakke derhjemme. Jeg var ellers aldrig den der glemte sine ting. Men det skulle åbenbart være min tur i dag. Hele formiddagen havde himlen været overskyet, grå og trist. Men ikke en eneste dråbe havde ramt skolens område. Efter hvad jeg vidste. Jeg boede cirka ti minutter fra skolen, og vi havde 25 minutters spisepause. Engang havde vi femogfyrre minutters pause, men det var der mange meninger om, hvor de fleste var negative. Så vi fik inddraget tyve minutter af vores spisefrikvarter. De fleste fra min årgang, var sure og utilfredse over det, men det var jeg ikke. Jeg ville bare hjem så hurtigt som muligt. Jeg trives ikke specielt godt i min klasse. Jeg var den der bliver holdt udenfor, fordi jeg var et år yngre end de andre. Ved nogen, så måske to år yngre endda. Jeg blev rykket en klasse op, fordi min lærer syntes at jeg ville have godt af nogle flere udfordringer, så de valgte at rykke mig op i en højere klasse. Altså op i sjette klasse. Da jeg gik i femte klasse, havde jeg heller ikke specielt mange venner. Og det gjorde det ikke meget nemmere, at rykke mig op i en klasse, hvor jeg ikke kendte en eneste.

Nu havde skyerne trukket sig helt tæt sammen, og ikke skær af sollys, kunne man se gennem himlen. Jeg gik forbi familien Jeppesens’ hus, hvor der boede en mærkelig mand, hans kone og hans to børn, Emily og Andreas på ni og elleve år.  Rygtet sagde, at manden har været indsat i fængslet, da han var ung, på grund af nogle hjemmerøverier.

Jeg kiggede op imod skyerne igen, og opdagede et sort hul i himlen. Jeg vidste ikke hvad det var, så jeg gik bare videre. Nu kunne jeg skimte mit hus, på den anden side af vejen. Det var begyndt at blæse så kraftigt, at jeg nærmest ikke kunne bevæge mig, fordi der var modvind. Det var som om at nogen, eller noget, ikke ville have mig hjem til mit hus.

Jeg prøvede at kæmpe mig imod vinden, men den var for ”stærk”.  Jeg kiggede op på himlen og så det sorte hul i skyerne åbne sig. Der fløj en lyserød træhjulet cykel hen imod mig. Jeg nåede ikke at dukke mig, og jeg faldt om på gaden, foran familien Jeppesens’ hus. Jeg kunne mærke at jeg lettede fra jorden, og blev løftet op. Det mærkes ikke som en hånd der greb fat om mig, men som om det var vinden der løftede mig. Jeg kunne ikke åbne mine øjne, men jeg tvang mig selv til det. Jeg svævede mindst ti meter over jorden. Jeg troede, at jeg skreg. Men var ikke helt sikker, for alt svævede rundt i hovedet på mig. Et øjeblik gik det op for mig, at jeg måtte drømme, men jeg prøvede at tænke hele dagen igennem; det var ikke en drøm! Jeg var simpelthen bare ved at blive sindssyg.

Et øjeblik følte jeg mig svimmel og mine øjne lukkede sig langsomt i, uanset om jeg ville det eller ej. Langsomt blev jeg løftet op i det sorte hul, mens jeg sov i den dybeste søvn. Alt var mørkt omkring mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...