Am I in heaven?

Seksten årige Jessica lever det perfekte liv i New York, USA. En dag får hun den forfærdelige nyhed, at hendes familie har besluttet at flytte til Spanien. I starten er Jessica ikke særlig tilfreds med det, men det er indtil hun møder den spanske Emanuel som muligvis vil ændre hendes liv for evigt. Følg Jessica, og find ud af hvem Emanuel i virkeligheden er.

1Likes
3Kommentarer
545Visninger
AA

1. Nyheden.

Jeg krammede min bedsteveninde, Anna, og begyndte at spadsere hjem. Det blæste let i mit mørkebrune hår, og jeg smilede. Det hele gik vidunderligt. Anna og jeg havde det .. fantastisk, tror jeg må være det rette ord. Daniel, min bedsteven var - efter lang tid - kommet op igen, efter at have været ret meget nede og ligge. Jeg kiggede rundt om mig. Jeg elskede virkelig New York. Det var virkelig til at mærke at det var sommer, nu. Træerne blærede sig om, hvem der havde de mest grønne blade, og der voksede skønne blomster op fra jorden. Jeg smilede igen. Jeg elskede mit liv. Jeg var helt sikker på, at alting var som det skulle være. Det var som om, alt i mit liv var faldet på plads. Jeg gik ind af den lille sti, som fulgte til vores hus. Et stort, rødt, smukt, gammeldags hus stod foran mig. Ude i haven, legede Pjevs, vores hund, med blomsterne og bierne. Blomster og bier, åh ja. Jeg grinede. Jeg lagde hånden på dørhåndtaget, og trådte ind. "Jeg er hjemme!" råbte jeg, og smed tasken på jordet. "Jessica, skat? Kom lige herind," hørte jeg mor sige. Var det bare mig eller lød hendes stemme lidt ru, bekymret? "Ja?" spurgte jeg, og stillede mig ved siden af min storebror, Bastian som kiggede uforstående på mor. Jeg efterlignede ham. "Vi har noget, vi gerne vil sige til jer," sagde far, og kiggede alvorligt på os. "Kan I ikke komme igang? Det er til at blive sindssyg af, ikke at vide hvad det er," svarede Bastian irriteret. Min syttenårige storebror stak hænderne i lommen, og kiggede på mig mens han sendte mig et ved-du-noget-blik. Jeg rystede på hovedet. "Vi har truffet en beslutning. Vi flytter til Spanien," sagde mor, og blev ved med at kigge på mig. Jeg var helt sikker på, at min kæbe røg helt ned til brystet. Jeg fattede intet. Stod min mor, og sagde at jeg skulle bo i Spanien? Forget it. Jeg kiggede på Bastian, som var ude af stand til at sige noget. "Hvad så med Pjevs?" spurgte jeg. Okay, latterlig kommentar. Pjevs. I dette tilfælde - fuck ham. "Ja, han er blevet solgt til en børnefamilie lidt længere nord på," sukkede far. Jeg så ham blive våd omkring øjnene. Jeg sukkede, inden Bastian kastede en tallerken på gulvet. "Hvad fanden tænker I på?" skreg han, og kiggede dræbende på mor og far. "Er I komplet syge oven i jeres klamme hoveder?" råbte han igen. Mor kiggede åndsfraværende på far, som skulle til at sige noget. Bastian trampede op oven på. "Hvornår rejser vi?" spurgte jeg, og prøvede at holde tårerne indenbors. "Om en uge." 

 

Dagene gik uhyre stærkt. Bastian og jeg stod ude i lufthavnen. Mor og far var taget derned dagen før, for at kunne få indrettet og sådan, til inden vi kom. Bastian var kølet lidt af, men han var helt klart stadig tosset. "Fatter stadig ikke, hvad de tænker på," sagde Bastian, mens han rystede på hovedet. Jeg trak på skuldrende. Jeg var også ked af det, men jeg synes nu han tog det lidt for tungt. Det kunne jo blive godt? Jeg havde - i al hemmelighed - også altid haft en svaghed for de der spanske drenge. Inden længe sad vi oppe i flyet. Jeg sad og stenede en af de der røv syge fly film hele vejen, og så kom der en Taxa og hentede os. "Godt jeg har haft spansk i skolen, dit fjols," grinede jeg, da jeg havde sagt adressen til Chaufføren. Vi kiggede spændte ud af vinduet, da chaufføren begyndte at fortælle at der ikke var langt endnu. Vi kørte ind på en lille parkeringsplads, uden for et seriøst luksus hus. Jeg ville ikke tro, at mor og far havde råd til sådan et hus. Jeg trådte ud, og solen ramte min bare krop. Jeg tog solbrillerne op i håret, for at tjekke at det var sandt det jeg så. Et kæmpe stort hvidt hus, med sort tag stod og sagde hey-flotte!-se-mig. Ja, om jeg ikke så det. Det var så smukt, at jeg helt ærligt troede jeg skulle falde om. Far kom ud af huset, og slog stolt ud med hånden. "Hvad synes I?" spurgte han smilende. "Det er .. wauw," svarede jeg. Jeg var ikke i stand til at sige andet. Det var virkelig også bare .. wauw. Far gik hen og tog den bagage vi havde med, og mor havde allerede travlt med at hive mig gennem huset. Det var også stort, og lyst indenfor. Jeg tror aldrig jeg ville vende mig til det. Vi gik op ad nogle trapper, og en stor hall kom til syne. "Hvad skal alt det her til for?" spurgte jeg overrasket, mens mor hev mig hen til en fransk dør med gardiner for. "Åben døren, og se dit nye værelse," sagde mor smilende. Jeg trykkede dørhåndtaget ned, og min kæbe røg igen ned til brystet. Jeg kunne intet sige. En stor hvid dobbeltseng stod oppe af en væg. Et hvidt skrivebord stod henne ved den modsatte væg. Så var der en sort kommode, hvor der stod et sæt lyserøde roser. Det var så stilfuldt. Til min store overraskelse, var der en glasdør henne ved siden af sengen. Jeg åbnede den, og en frisk brise ramte mig i ansigtet. Jeg stod på min egne private balkon. Og da jeg kiggede udover balkonnens kant, var jeg på stranden. Jeg havde udsigt til havet! Hvor var det dog awesome! Jeg kiggede den ene vej, og så et lille glasbord med to stole ved siden af. Til højre var der en drømmeseng. Jeg var - igen - ude af stand til at sige noget. I stedet for sprang jeg mor om halsen. Jeg mærkede glædestårerne strømme ud af mine øjne. "Jeg går ned og laver noget aftensmad. Brug nu bare lidt tid heroppe alene, det har du sikkert brug for," sagde mor, med et forstående glimt i øjet. Jeg nikkede. Hun gik ud af mit værelse, og jeg stillede mig med mine albuer på træmmerne som 'lukkede' balkonnen, så jeg ikke kunne falde ud. Så stod jeg og kiggede ud på det lækre vand. Jeg mærkede mit hår løfte sig lidt, da et vindpust fik gang i det. Jeg så tre unge fyre, ligge nede på stranden i badebukser og slikke sol. De grinede, og snakkede. Jeg fik den idé, at jeg ville gå en tur på stranden. Jeg gik ind på mit værelse, og tog et par sorte shorts og en hvid T- shirt på. Jeg satte mit hår op i en rodet knold, hvor et par lokker fik lov til at hænge løst. Så tog jeg Rayban solbrillerne i håret, og smuttede nedenunder. Jeg råbte til mor, at jeg lige gik en tur på stranden. "Tre kvarter, så er der mad," sagde far, ud af vinduet. Jeg nikkede. Jeg stod allerede på stranden, da jeg gik ud af bagdøren. Jeg var allerede forelsket i Spanien. "Er jeg i himlen?" spurgte jeg mig selv, da jeg stod og beundrede det bølgende, brusende vand, mens det skyllede op på mine fødder. "Nej, du er bare i Spanien," sagde en ældre grinende mand, idét han gik ud i vandet og svømmede. Jeg lod det kolde vand ramme mine knæ, da jeg gik længere ud. Det var helt klart, og der var fuldkommen ren sandbund. Jeg drejede min overkrop, så jeg kunne se op på de tre fyre. De kiggede allesammen på mig. Jeg smilede til dem, og vendte mig igen om. Jeg satte hænderne i siden, og kiggede på himlen. Den var helt blå, og solen var så småt ved at gå ned. Det var en yderst  smuk solnedgang. Jeg tænkte et par ting igennem, og jeg besluttede mig for at gå en lille tur. Jeg gik op på stranden igen, da jeg pludselig hørte nogle råbe; "Señorita?" Jeg vendte mig om, og en af fyrene viftede mig hen til dem. Jeg gik hen til dem. "Hvad hedder du?" spurgte han. Han var faktisk ret smuk. Han havde mørkebrunt hår, brune øjne, hvidt smil og selvfølgelig en vildt lækker krop. Han var solbrun. De to andre lignede ham, de kunne bare ikke overgå ham. Igen, sikke et held at jeg havde haft spansk i skolen. "Jessica," sagde jeg smilende. Jeg havde tit fået af vide, at mit smil kunne tage vejret fra de fleste. Jeg stolede ikke rigtigt på det. "Emanuel," sagde han smilende. Han rakte hånden frem. Jeg tog den, og rystede den let. "Jake og Marcos," sagde han, og pegede på de to venner som sad på håndklædet. "Hey," sagde de smilende. De virkede virkelig søde, og jeg var vidst faldet lidt for ham Emanuel. Jeg smilede. "Hyggeligt at møde jer. Eh, vi ses vel?" sagde jeg, og skulle til at vende mig om. "Må jeg ikke få dit nummer?" spurgte Emanuel. Jeg tænkte, om det ikke var lidt tidligt. Jeg kiggede ham ind i øjnene, og han smilede et fortryllende smil. Det fik mig til at beslutte mig. "Selvfølgelig." Jeg skrev mit nummer på hans hånd, som han bedte mig om. Jeg trak min mobil op af lommen, og han skrev sit. "Men så ses vi .. Jessica." Han smilede, da han sagde mit navn. "Det gør vi," svarede jeg. Jeg vendte mig om et par gange på vej tilbage. Jeg var virkelig forelsket, selvom jeg knap havde været her et par timer. Da jeg vendte mig om sidste gang, kiggede han stadig på mig. Jeg satte mig op på balkonnen ved mit værelse, hvorfra jeg stadig kunne se Emanuel. Jeg så at han kiggede på mig, mens han sad på et håndklæde. Hans overkrop var så tiltrækkende. Jeg mærkede min telefon vibrere. # Hey Jessica. Jeg tænkte, om du ikke havde lyst til at mødes i morgen? - Emanuel. # Jeg kiggede ned på ham, og han smilede igen stort. Jeg stillede mig op, og råbte så højt jeg kunne; "Aftale!" Han smilede igen. Mor kaldte på mig, og sagde at der var mad. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...