Vandrer Vandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2011
  • Opdateret: 23 jul. 2011
  • Status: Færdig
En pige biver født, uvidende om hvad hun er. Hun bliver kaldt Vandrer. Da hendes alder runder de Ti, finder hun ud af, at hun ikk bor hos sin rigtige familie. Hun har aldrig kendt sine rigtige forældre. Nu føler hun sig svigtet. og prøver derfor at gå døden i møde. Men ligegyldigt hvad hun gør, skader det hende kun, og ligegyldigt med hvor mange skader hun får, så kan hun ikke dø. Da hendes alder nu er Fjorten, finder hun ud af, at hun ikke er et normalt menneske, som hun altid har troet hun var. Hun siger farvel til sin familie, og drager ud i en forfærdelig verden, fyldt med uhyre væsener. Der møder hun Englen Vinden, og finder ud af hele sin fortid. Den fortid hun ikke kendte. Hun finder også ud af, at hun er halv Engel, halv Dæmon. Hun frygter fremtiden, og sammen med Vinden, går de igennem ild og vand, for at komme til et tempel. Vandrer føler sig sært tiltrukket af vand, og skal altid være i nærheden af det. Da der hører vinger med til at være Engel og Dæmon, finder Vandrer ud af

0Likes
1Kommentarer
2478Visninger
AA

3. Kapitel tre.

Mine øjne åbner sig stille, og jeg kan høre tunge åndedrag. Jeg ligger nu, og kigger i et tomt, mørkt rum. Jeg kan ikke huske meget, men det jeg husker, er en person. Mine øjne leder på gulvet, og stopper op. Der ligger en skikkelse, som er krøbet helt sammen, og vist nok sover. Jeg nænner ikke at rejse mig, så jeg bliver liggene. Hiver benene op under mig, og lukker øjnene. Jeg tror at jeg faldt i søvn igen, for da jeg vågner, er rummet lyst, og skikkelsen sidder på knæ foran mig. Jeg sætter mig op med et sæt, presser ryggen hårdt mod muren, bider tænderne sammen, da jeg kan mærke smerten i ryggen. Jeg kigger nu på skikkelsen. Kastanjebrunt hår, dybblå øjne.. Det jeg kigger på kan kun beskrives som smukt. Drengen rækker hånden ud, og rører forsigtigt ved min arm. Hans hånd er iskold, næsten. Han trækker hurtigt hånden til sig igen. Jeg kigger ned på min arm, og lader en finger køre hen over der, hvor han rørte mig, for et øjeblik siden. Min hud er underlig. Sommetider kan jeg være brandvarm, og ubehagelig at røre ved, og andre gange, iskold, og umulig at røre ved. "Jeg hedder Vind" Hans stemme er stille og blød. Han lyder helt rolig. Jeg retter mit blik mod ham, og ser direkte ind i hans øjne. Jeg åbner munden, som for at sige noget, men lukker den igen. Det er nu flere dage siden jeg sidst talte, og ligefør jeg ikke kan huske hvordan man gør. "Dig?" Han hvisker. Mine øjne kigger ned på mine hænder, og jeg ryster stille på hovedet. Nej, har jeg lyst til at sige, men det er ret så umuligt for mig, at sige noget. Jeg sukker og retter igen blikket mod ham. Det bliver ikke til anden en en svag hvisken, men det er nok. "Vandrer" Jeg bider mig i læben og ser igen ned. Han tager fat om min hage, og løfter mit hoved op, så jeg ser i hans øjne igen. "Hvad.. Hvad laver du her?" Jeg ved at jeg kan holde til mere, end en hvisken, men jeg gider ikke. "Jeg er altid nede ved søen, på det her tidspunkt om natten. Dig?" Et lille smil kommer over mine læber, men forsvinder hurtigt igen. "Jeg bor i nærheden. Ved du slet ikke, hvor farligt det er herude om natten?" Jeg ryster på hovedet. Han går jo ikke op i min sikkerhed. Han kender mig ikke engang. Han tager min hånd, rejser sig, og hiver mig med op. "Hvordan og hvorfor, har du fået navnet Vandrer?" Han begynder at gå hen mod døren, og vi går hånd i hånd, ned af den lille gågade. "Jeg er blevet født, som en ret så udsædvanlig pige, så jeg fik et navn der passer til mig. Mine forældre døde, og jeg blev adopteret hos en familie, som jeg virkelig holder af. De finder mig meget interessant, så de lod min beholde navnet Vandrer. Hvad med dit navn?" Jeg smiler halvglad, da min stemme er ved at vende tilbage. Jeg kigger ned mod søen, som vi åbenbart er på vej ned mod. "Efter min fødsel døde min mor. Min far ville intet have med mig at gøre, så han efterlod mig på gaden. Nogle meget mystiske væsener fandt mig, og beholdte mig. Dem holder jeg nu også meget af. Den nat de fandt mig, var vinden rigtig kraftig, så jeg fik navnet Vinden." Hans stemme er dejlig at høre på. Vi når hen til vandet, og sætter os på en sten. Vores hænder rører stadig hinanden, og vi sidder meget tæt. I stilhed, ser vi solopgangen, og kigger på vandets nye kulør.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...