Vandrer Vandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2011
  • Opdateret: 23 jul. 2011
  • Status: Færdig
En pige biver født, uvidende om hvad hun er. Hun bliver kaldt Vandrer. Da hendes alder runder de Ti, finder hun ud af, at hun ikk bor hos sin rigtige familie. Hun har aldrig kendt sine rigtige forældre. Nu føler hun sig svigtet. og prøver derfor at gå døden i møde. Men ligegyldigt hvad hun gør, skader det hende kun, og ligegyldigt med hvor mange skader hun får, så kan hun ikke dø. Da hendes alder nu er Fjorten, finder hun ud af, at hun ikke er et normalt menneske, som hun altid har troet hun var. Hun siger farvel til sin familie, og drager ud i en forfærdelig verden, fyldt med uhyre væsener. Der møder hun Englen Vinden, og finder ud af hele sin fortid. Den fortid hun ikke kendte. Hun finder også ud af, at hun er halv Engel, halv Dæmon. Hun frygter fremtiden, og sammen med Vinden, går de igennem ild og vand, for at komme til et tempel. Vandrer føler sig sært tiltrukket af vand, og skal altid være i nærheden af det. Da der hører vinger med til at være Engel og Dæmon, finder Vandrer ud af

0Likes
1Kommentarer
2493Visninger
AA

4. Kapitel fire.

Få mennesker går forbi os, få biler kører på vejene, men det eneste jeg kan tænke på er Vinden. Ingen af os ved hvad klokken er, men den er nok ikke særlig mange. Solen er en svag rød farve, og skinner smukt. Der gik allerede et par timer med at se på solopgangen, snakke, og derefter begyndte vi så at gå videre. På de timer, fandt jeg ud af meget mere om Vinden. Vi har ret så meget tilfælles, og vi snakker godt sammen. Han har stort set den samme fortid som jeg, og derfor er jeg glad for, at nogen forstår hvordan jeg føler omkring det. Vores hænder holder ikke hinanden, de er stort set viklet ind i hinanden. Vores munde smiler, og vores stemmer griner. Da solen kommer længere op på himlen, stopper Vinden op, og stiller sig foran mig. Vi er næsten samme højde. Jeg er cirka to centimeter lavere. Han giver mig et hurtigt kys på kinden. "Kommer du her igen imorgen?" Jeg nikker. Alt for at se ham igen. Hans smil breder sig, men forsvinder så igen. "Farvel.." Han slipper min hånd, og idet jeg skal til at række ud efter ham, er han allerede på vej ned af gaden ret så hurtigt. Min puls dunker, og jeg ser ham forsvinde bag en masse huse. Aldrig før har jeg følt mig så.. Så forladt. Mine ben falder sammen under mig, og mit hoved rammer stenene tungt. Jeg bider mig i læben, og kravler hen til den nærmeste mur. Der sætter jeg mig op af, og hiver knæene op under mit bryst. Jeg løsner mit hår, og lader det falde ned over mit hoved. Derefter gemmer jeg ansigtet i mine knæ, og ønsker det her aldrig skulle være sket. 'Kan jeg være nemmere at såre?' Sarkasmen er tydelig i den tanke, som nu fylder hele mit hoved. En tåre løber ned af min kind, præcis som jeg havde frygtet. Jeg snøfter en enkel gang, lukker øjnene, og lader tårene løbe ned af mine kinder. Jeg kan smage det salte i min mund, men lader smagen gå forbi mig. Intet her er værd at leve for. Måske undtagen imorgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...