Helt Alene. Næsten Da

Denne historie er ægte og er en kort beskrivel om en af de værste tider i mig liv.

0Likes
3Kommentarer
1361Visninger
AA

1. Skolen

 Jeg traskede af sted på mod skolen. Da jeg så skolen kom til syne stak jeg ørepropperne i ørene og skruede godt op for musikken. Jeg traskede in gennem døren. Til venstre stod den blå sofa som var blevet placeret der i starten af året. Jeg vidste hvem der sad der allerede før jeg gik ind. Jeg åbnede døren og drengene for sofaen kiggede op. Nysgerrig for hvem der kom ind. Hurtigt traskede jeg videre mod mit klasseværelse uden at værdige dem et blik. Jeg kiggede stift mod døren ind til mit klasseværelse. Overvejede at vende om og gå hjem igen. Jeg havde langt fra lyst til at gå ind i klassen. Havde ikke lyst til at møde personerne derinde. Pigerne som bare ville ignorere mig og drengene som ville kigge undrende. Men jeg blev nød til det. Nød til at klare skolen. Jeg sagde til mig selv at seks timer ikke var så slemt. Bortset fra de to frikvarterer. Døren var allerede åben så jeg gik lige ind og satte fokus mod min plads. Lagde min Eatspak på bordet, fandt mine bøger til første time og satte mig ned. Jeg havde gået hjemmefra så sent som muligt og der var nu kun fem minutter til det ringede. Det værste var når der var gruppearbejde. Når man skulle være fire og fire. Eller to og to. Man kunne selvfølgelig også vælge at være alene. Man så bare så ensom ud nørdet og hvem ville lige være det?

Jeg var blevet okay venner med den nye pige i klassen, så hver gang der var gruppearbejde spurgte jeg hende. Hun havde ikke rigtig blevet veninder med de andre piger endnu så hun sagde altid ja. Det virkede som om hun gerne ville arbejde sammen med mig. Dagene gik og jeg blev faktisk gode veninder med hende. I betragtning af at jeg er en genert type. Vi begyndte at gå sammen i pauserne, sidde sammen i timerne og generelt være sammen når vi f.eks. skulle på biblioteket.

Jeg fortalte hende hvordan min gamle veninde gruppe havde begyndt at holde mig udenfor. Jeg fortalte hende hvordan de ignorere når jeg så på dem eller kom ind i klassen. Hun kunne også godt se det. Der var nu gået to måneder og jeg havde ikke snakket med mine gamle veninder. Der var flere dage jeg kom grædende hjem. Hver dag lå jeg i min seng, hørte musik og kom aldrig rigtig op. Jeg blev træt af det hele. Hver dag så jeg smadret og træt ud. Det eneste der holdte mig oppe var min veninde fra klassen. Den eneste. Jeg havde flere gange tænkt mig at gå over til dem, spørge hvorfor de var sure på mig men hver gang kom frygten. Frygten om at de ville afvise mig. De var trods alt fire mod mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...