I lost you.♥ (JDB)

Rebecca og Justin havde været kærester i 3 år, da Justin pludselig en dag får kraftige smerter i maven. De får ham kørt til hospitalet, og efter en masse skanninger og røntgenfotograferinger kan de konstatere at han har fået nyrekræft - begge nyrer er ramt. Justin er dog så heldig at få nyre donor.. men kroppen udstøder dem desværre. Det ser sort ud for Justin, men Rebecca er ved hans side hele tiden. Men donor nyrer koster penge.. og det er ikke det, de har flest af.
Læs om Justin og Rebeccas kamp.. klarer Justin den og hvad sker der med Rebecca?
*Det hele foregår i USA, og Justin er IKKE kendt!*

15Likes
188Kommentarer
3548Visninger
AA

2. Minder og levetid..

Jeg havde fået rander under øjnene, jeg var blevet tynd - indelukket og snakkede ikke rigtigt med andre end Justin og Caitlin (bedste veninde). Justin blev svagere og svagere for hver dag, det var et helvede at se på. Ens kæreste være helt hjælpeløs, og man bare kan sidde og se på. Penge har vi ikke, så med sikkerhed har vi ikke råd til en organ transplantation, som Justin behøver for at overleve. Lægerne havde for 2 dage siden været inde og fortælle Justin og jeg, at han ikke havde mere end en måned tilbage. Sygeplejersken var helt kold, og gik bare igen. Ikke noget 'Jeg er ked af det' - men bare kold og lukket. En måned.. det er bare ikke lang tid. Justin havde jo lovet mig at vi skulle verden rundt, vi skulle være lykkelige sammen - løbe langt væk hjemmefra.

Vores forældre var ikke meget for at vi var sammen, og prøvede på at holde os langt væk fra hinanden. Du kan faktisk godt sige at det var en slags 'Romeo og Julie'. - Vi sked dem et stykke, og løb væk sammen, men vores eventyr endte på 'UCLA'. Ikke noget vi havde forventet, og da slet ikke nogle vi havde håbet på. Med hensyn til Justins levetid, Justin havde taget det meget pænere, end jeg havde. Men indeni vidste jeg godt at han var knust, han kunne ikke få udlevet sin drøm.

Jeg havde kollapset på gulvet, og havde grædt til der ikke var flere tårer tilbage. Jeg havde sparket til kommoden, og havde skreget som en sindssyg. Justin havde siddet i samme stilling, og kiggede ud i luften. Hans øjne var helt fortabte, og der var intet håb at finde i dem. De funklede ikke som de plejede, og hans smil var ikke lige så stort som det plejede. Han vidste også godt at den var helt gal, og at han virkelig skulle nyde den sidste tid han havde.

"Basse?" hviskede jeg lige så stille, og nussede ham på kinden. Han var faldet i søvn, pga. manglende kræfter - og havde slet ikke bevæget sig. Kun hans brystkasse havde løftet sig, når han trak vejret. "Mh" mumlede Justin hæst, og hans smukke øjenvipper fløj åben, og de brune øjne borede sig igen ind i min sjæl. "Vil du ikke med udenfor, lidt? Du kunne godt trænge til noget frisk luft?" spurgte jeg og prøvede på at virke lidt overbevisende. "Hvis du gider at køre mig?" mumlede Justin og hostede. "Selvfølgelig" svarede jeg og smilede lidt. Justins ansigt lyste også lidt op, vi måtte nyde de sidste dage så meget som muligt. Justin tog dynen af, og svang benene udover sengen.

Justin.. bare stop - jeg skal nok hjælpe dig" sagde jeg venligt og fandt nogle slap-af bukser til ham. Jeg måtte hjælpe ham med at få tøj på.. allerede her var det ved at være grænseoverskridende for mig. Det var jo næsten som at give de børn jeg har babysittet, tøj på. Jeg havde også givet ham en sort t-shirt på, og var nu igang med at løfte ham ned i kørestolen. Han vejede ikke mere end 30 kilo, så jeg kunne sagtens løfte ham. "Hvor er det pinligt at min kæreste skal bære mig" sagde Justin trist. Jeg satte mig på hug, foran ham - og satte begge hænder på hans knæ. "Justin.. du er syg - du har ingen kræfter. Der er intet der er pinligt længere" sagde jeg og kyssede ham i panden.

Der var en lille park, overfor hospitalet hvor vi gik rundt og snakkede og grinede lidt. Men vigtigst af alt.. vi genopfriskede minder.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...