We ♥, With a ♥, That was more, Than ♥ ~ Cody S.

Den 15-årige og stadig lidt ukendte sanger, Alyssa Shouse er lige blevet opdaget af den verdens kendte sanger, Jason Derülo, som hjælper hende igennem den hårde karriere som sanger og gør alt for at hun skal blive en verdens kendt sanger - som ham selv, eller mere. Men da hun skal lave en featured med én der allerede er kommet godt igang med hans karriere og endda er blevet kaldt for den nye Justin Bieber - bliver der sommerfugle i maven og røde kinder... God fornøjelse :)

26Likes
154Kommentarer
4687Visninger
AA

8. Alyssa' Synsvinkel

Jeg var lige kommet den til studiet og var en smule spænt. Det var jo ret sejt at skulle synge en sang med Cody Simpson, det ville da hvertfald hjælpe på min karriere som Jason også sagde. Jeg havde taget en løs top på med virkelig små blomster, og man kunne sagtens bruge den som en sommerkjole, men den var alligevel ret kort da den kun gik lige til midt på røven. Inden under havde jeg et par lange jeans, det skulle være afslappet ellers ville jeg ikke kunne koncentrere mig om teksten, men selvom at det var afslappet, så det alligevel godt ud. Mit hår var bare sat op i en knold og jeg havde taget lidt mascara, pudder og lipsgloss på. 

"Klar?" Spurgte Frank og bankede på døren til mit værelse.

"Jepper." Råbte jeg tilbage, snuppede min mobil og kiggede lige i spejlet inden jeg gik ud. Jeg aner ikke hvorfor jeg gik så meget op i det nu? Måske var det alt det med Cody? Jeg tænkte da hvertfald på ham hele tiden..

 

"Jeg tror han er en smule forsinket?" Sagde Shawn og kiggede på sit ur, klokken var lidt over 12 nu - kun nogen minutter forsinket, men jeg var egentlig ligeglad, jeg havde faktisk brug for en slapper, jeg havde næsten øvet hele natten og fik ikke sovet særligt meget. "Når men fik du øvet?" Spurgte han mig og jeg vågnede straks op da jeg var faldet lidt i staver.

"Ja, ja det fik jeg." Svarede jeg høfligt.

"- Meget endda." Gjorde Jason den færdig, han havde sikkert hørt mig? Hvordan aner jeg ikke, men det var jeg lige glad med, det eneste jeg kunne tænke på nu var Cody og om han overhovedet kom? For selvom at jeg lige før var træt og ville slappe af, kom der bare sådan et mærkeligt tanke om at han måske ikke lige alligevel? Måske, havde han set mig på Youtube og synes ikke at jeg sang godt? Måske .. Jeg blev afbrudt af min tankegang og kiggede op på døren der lige var åbnet, af Cody. Så kom han alligevel, og lige bagefter om en mand ind? Hans far måske.

"Hej alle sammen, undskyld forsinkelsen." Sagde ham jeg troede var faren og gik hen og gav hånden til os alle, men da han kom over til mig, Jason og Frank, sagde han først hvem han var.

"Hej, jeg er Brad Simpson, Cody' far." Sagde han og begræftede lige min tanke, han gav os alle hånden og jeg fortalte høfligt hvem jeg også var, ligesom han selv.

"Når, men skal vi komme igang?" Spurgte Jason utålmodigt og glemte ikke at han var det i hans stemme, så vi begyndte alle at grine.

"Du har jo øvet Alyssa, så du ved godt hvornår du skal synge ikke?" Spurgte Brad, jeg havde høretelefonerne på - eller havd de nu hed? Så jeg kunne høre ham igennem der, jeg svarede bare med et nik og så kom musikken, da Cody skulle synge kiggede jeg lige over på ham, vi fik øjenkontakt og han sendte mig et sødt smil der gjorde mig varm og hjertet og blød i knæene. Men da det så blev mig, lukkede jeg øjene og følte mig straks som en del af sangen. Vi kom til første omkvæd og jeg sang starten.

'Cause i, i.

I can't get you off my mind. 

I can't get you off my mind.

Sang jeg og det var Cody' stikord til at han skulle synge.

Give me the chance to love you,

I'll tell you teh only reason why.

Nu var det os begge, og bagefter skulle jeg synge det andet vers selv.

'Cause you ... Are on my mind.

I want to know you feel it.

What do you see when you close your eyes?

'Cause you ... Are om my mind.

 

"Det gik da godt, tag en pause - med frokost, så tager vi den igen." Sagde Frank efter vi havde synget hele sangen, og de andre derude i det andet rum nikkede enig, så vi gik derud, men de var allerede gået, sikkert for at få noget mad, som jeg ikke vidste hvor var henne.

"Cody?" Spurgte jeg, og fik alt hans opmærksomhed da han havde sin mobil helt op i ansigt.

"Ja?" Spurgte han og smilede et flirtende smil.

"Hvor er det der cafeteria henne, eller hvad det nu er?" Spurgte jeg lidt genert.

"Når ja, jeg tænker kun på mig selv nogen gange." Svarede han og grinede lidt.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forviret.

"Altså jeg har lige spist hjemmefra, morgenmad - forsent op, derfor kom jeg lidt senere. Men fordi jeg lige har spist, så er jeg ikke sulten og derfor tænker jeg kun på mig selv." Sagde han lidt flovt.

"Det er da iorden, alle har dårlige sider." Svarede jeg trøstende og smilede stille til ham, som han hurtigt gengældte.

"Du har da ikke nogen, du er helt perfekt." Sagde han og rødmede lidt, vi var stadig inde i studidet, men det var også hyggeligt. Jeg grinede lidt og han kiggede uforståeligt på mig.

"Det er lige præsict det der er min dårlig side." Svarede jeg og blikkede med det ene øje, og jeg så at han hurtigt fortrød at han havde sagt det.

"Nej, det var altså ment på en god måde, altså du er jo smuk og ..." Sagde han undskyldende, men kunne ikke fortsætte, fik han også lidt røde kinder? men det var lige meget, han sagde nemlig lige at jeg var smuk? Ej, hvor sødt. Måske kunne han lide mig? måske ikke? Måske var det bare noget han sagde ..

"Det ved jeg godt." Mumlede jeg lidt glad over at han synes jeg var smuk, hvis det ikke bare var noget han sagde.

"Hvad er så din dårlig side?" Spurgte han og kiggede ned på sine sko, så det kom jeg også til.

"Det ved jeg ikke?" Spurgte jeg forviret, jeg hadede sådan nogen spørgsmål, for jeg kunne aldrig finde et svar.

"Det skal jeg nok finde ud af." Sagde han truende, men da jeg mådte hans øjne udstålede de selvtillid og overhovedet ikke noget truende.

"Hvordan?" Spurgte jeg udfordrene.

"Ved at snakke, skrive eller ses med dig - udenfor arbejde." Svarede han selvsikkert og kiggede rundt i rummet mens han sagde 'udenfor arbejde'. Hvad ville han ha'? et telefonummer? Mit telefonummer? Ville han snakke, skrive eller ses med mig? 

"Vil du så ha' mit nummer?" Spurgte jeg og hævede det ene øjenbryn, han nikkede og jeg smilede stort og det samme gjorde han. Efter vi havde udvekslet nummer, vidste han vejen over til cafeteriet, eller hvad det nu var? bare et sted, hvor man kunne spise, for jeg var da godt nok sulten. Ellers var det bare de tusinde sommerfulge der fløj rundt der nede, der fik den til at føle sig så stor og tom, for på vej der hen, gik vi ret tæt, så tæt at vores hænder tit rørte hinanden og hver gang de gjorde det, gik der et dejligt stød igennem, ligesom igår da han skulle give mig papiret med teksten, nu tror jeg bare godt at jeg vidste hvad det var? Forelskelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...