What are words?

Brenda (17 år) bor i Århus, hos hendes mor og far. Da kæresten (Stefan) begår selvmord, tror Brenda det er slutningen på alting, men hun bliver klogere. Stefan havde givet hans ord på at det skulle være dem tå for altid, i en fremtid uden skam, hvilket Brenda ikke glemmer. Men hvad er ord hvis de kun holder i gode tider, og det er alt? Når hun møder Alex, som hun kommer til at arbejde sammen med, finder hun ud af at selvom man har mistet en, som stod en utroligt tæt, så gå livet videre. Om Brenda har mod på at gemme Stefan væk, det må man se.

1Likes
2Kommentarer
1126Visninger
AA

2. The last sight.

Jeg havde tænkt grundigt over tingene i omkring en måneds tid, og jeg havde ikke noget valg, jeg måtte gøre det forbi. Jeg kunne ikke leve i skænderiger hele mit liv, og noget indeni mig sagde han ikke var den rigtige for mig. Så jeg sagde hvad jeg følte, jeg gjorde det forbi. I starten stod han bare og kiggede på mig, før han vendte sig rundt og smækkede endnu engang døren efter sig, uden at sige det mindste var han væk igen. Denne gang viste jeg det var sidste gang, dog ikke sidste gang jeg nogensinde ville se ham i live, men jeg viste det var sidste gang vi ville kigge på hinanden som kærester, jeg ville ikke have hans ord mere, på at det skulle være mig og ham for altid, i en fremtid uden skam. Jeg ville leve mit liv videre som venner med ham, hvis det kunne lade sig gøre, ellers bare leve videre uden ham. Jeg kom nu i tvivl, om jeg overhovedet elskede ham, mange flere tanker nåde jeg ikke tænke før mor kom ind af den dør, jeg lige havde set smække i for næsen af mig.
Mor åbnede munden og skulle lige til at sige noget, men lukkede den hurtigt igen og rystede på hovedet, mens hun kiggede lidt ned: ”Jeg så Stefan nede på banegården, han gav mig det her brev, og bedte mig om at aflever det til dig, er der sket noget alvorligt, han sad helt græd færdig?”. Jeg smilede så ubekymret som muligt til mor, jeg rystede på hovedet som svar, og hun rakte et fin sammenfoldet papir frem mod mig. Jeg tog det, og løb op på mig værelse for at læse det:
Hurtigt læste jeg brevet igennem: ´Kære Brenda. Jeg elsker dig. Du fik mig til at føle mig i live, da du forlod mig, var jeg intet, jeg havde ingenting. Du er det mest betydningsfulde jeg nogensinde har haft. Lige nu sidder jeg på bænken på banegården, jeg sidder og kigge på de tog som kommer kørende forbi, mens uret går fra sekund til sekund, jeg er her stadig. Før jeg mødte dig var mit ønske at dø, så kom du, og du viste mig gaven i livet, og du lærte mig at leve, men nu da du er væk, vil jeg ikke være her mere. Jeg husker de ord jeg lovede dig ”dig og mig for altid, en fremtid uden skam”, og jeg husker det du svarede ”men hvad er ord hvis du ikke rigtigt mener dem, når du siger dem? Hvad er ord hvis de kun er til gode tider, og det er alt?” Jeg er ked af at jeg må skuffe dig. Men jeg vil side fra himlen og kigge ned på dig, selvom du ikke føler jeg er hos dig, så vil jeg altid være det, lige ved din side, for altid. Tak og undskyld for alting, jeg elsker dig. Din Stefan for altid.
Uden at tænke den mindste tanke, fløj jeg op ad sengen, ud gennem døren til mit værelse, og snublede ned af trappen: ”MOR MOR MOR MOR, UD I BILEN NU, OG KØR MIG NED PÅ BANEGÅRDEN”. Mor kom løbende ud af døren til køknet, og videre direkte ud af hoved døren. Vi satte os i bilen, og ikke et ord kom ud af vores mund, heller ikke mors, hun var rystet, det var der ikke noget at tag fejl af, men hun spurgte ikke engang om hvad der stod i kortet. Jeg troede det hele var en ond drøm, det kunne umuligt være virkeligt. Bare jeg kunne nå at komme ned på banegården i tide.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...