What are words?

Brenda (17 år) bor i Århus, hos hendes mor og far. Da kæresten (Stefan) begår selvmord, tror Brenda det er slutningen på alting, men hun bliver klogere. Stefan havde givet hans ord på at det skulle være dem tå for altid, i en fremtid uden skam, hvilket Brenda ikke glemmer. Men hvad er ord hvis de kun holder i gode tider, og det er alt? Når hun møder Alex, som hun kommer til at arbejde sammen med, finder hun ud af at selvom man har mistet en, som stod en utroligt tæt, så gå livet videre. Om Brenda har mod på at gemme Stefan væk, det må man se.

1Likes
2Kommentarer
1083Visninger
AA

1. Prolog

What are words if you if you really don’t mean them, when you say them. What are words if they’re only for good times when they don’t. When it’s love, yeah, you say them out loud. Those words. They never go away, they live on, even when we’re gone.

Prolog: Kære Brenda. Jeg elsker dig, du fik mig til at føle mig i live, da du forlod mig, var jeg intet, jeg havde ingenting. Du er det mest betydningsfulde jeg nogensinde har haft. Lige nu sidder jeg på bænken på hovedbane gården, jeg sidder og kigger på de tog som kommer kørende forbi, mens uret stadig går fra sekund til sekund, jeg er her stadig. Før jeg mødte dig var mit ønske at dø, så kom du, og du viste mig gaven i livet, og du lærte mig at leve, men nu da du er væk, vil jeg ikke være her mere. Jeg husker de ord jeg lovede dig ”Dig og mig for altid, en fremtid uden skam”, og jeg husker det du svarede ”Men hvad er ord hvis du ikke rigtigt mener dem, når du siger dem? Hvad er ord hvis de kun er til gode tider og det er alt?”, jeg er ked af at jeg må skuffe dig. Men jeg vil side fra himlen og kigge ned på dig, selvom du ikke føler jeg er hos dig, så vil jeg altid være det, lige ved din side, for altid. Tak og undskyld for alting, jeg elsker dig. Din Stefan for altid.

Kapitel 1.- Do not leave me.
Mørkt, det var beskrivelse nok. Alting er mørkt, sort, uden lys, uden liv. Jeg var alene, den eneste, ingen lyde kunne høres, andet end mit åndedrag som forpustet trak vejret ind og ud. Han var gået. Han havde smækket døren bag sig på vej ud, det her var slutningen, jeg kunne mærke det. Denne gang var alting anderledes. Vi havde været oppe og skændes før, men denne gang var det anderledes. Jeg fik en underlig trykken på brystet, som om nogen sad på brystet af mig, jeg hev efter luft, indtil jeg til sidst faldt sammen ned på gulvet, og alting blev lukket ude, kun råbene efter skænderiget genhørtes i mit hoved, om og om igen. Jeg mærkede kulden slå om mig. Det var midt i vinteren, og fyret virkede stadig ikke, jeg krøb sammen, og slog armene omkring mig, for at få varmen. Jeg følte en tåre fra øjet løbe ned langt min kind, og ned på den kolde flise belagte gulv. Jeg lukkede øjnene, og drømte mig væk, væk fra alting. Jeg drømte om et liv uden bekymringer, som han havde lovet mig. Mig og ham, for altid, en fremtid uden skam, men hvad er ord hvis man ikke mener dem, når man siger dem? Håbet var der stadig, min far havde altid lært mig at man aldrig må miste håbet, for hvis man først mister håbet, så mister man alt. Jeg tog knæene op under mig, og lukkede mig fuldstændig sammen, jeg gjorde mig så lille som mulig, så lille som jeg følte mig for 5 minutter siden, men gav op, så lille som for 5 minutter siden, ville jeg aldrig blive. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, på det kolde gulv, i hvert fald længe nok til at alt udenfor var blevet lyst igen. Jeg åbnede øjnene, og fik mig samlet op på benene igen. Jeg spadserede med langsomme og kørte skridt op ad trappen, og ind på mit værelse, hvor jeg så lagde mig i, og lukkede øjnene.

Jeg blev vækket af mor som nu var kommet hjem fra sin nattevagt på hospitalet. Min far kom først hjem senere på dagen, da han havde været til møder i København hele ugen.
Jeg tænkte endnu engang over det Stefan havde sagt ”Dig og mig for altid, en fremtid uden skam”, det var det eneste som fyldte mit hoved, alt andet kunne være ligegyldigt. Bare han ikke havde glemt det, bare han ikke kun sagde det fordi det var hans drøm, men fordi han mente det. Bare han ville komme tilbage til mig, og bare alting ikke er ødelagt nu. Bare det kun var endnu en af de skænderiger vi havde haft tidligere.
Vores forhold havde næsten bestået i 1½ år, men på det sidste havde alting gået lidt skævt, og alting havde forandret sig. Jeg var ved at blive bange for at vi var ved at vokse fra hinanden, og at det måske ikke var meningen at det skulle være os to. Men jeg havde stadig hans ord på at det ville være os to, i den fremtid uden skam, om den tid ville komme, det tvivlede jeg på.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...