To verdener

Coraline flytter fra København med sin mor, til en lille skodby i Jylland. Hun hader stedet, men hun bliver nødt til at vænne sig til det. Men alt bliver jo også lidt bedre, når ham den lækre lærer lægger an på én, og der er en ufatteligt sød dreng i klassen..

Joey lever livet, som enhver anden 16-årig dreng. Piger, fester og skoletræthed. Men noget ved Joey er anderledes. Han har en kæmpe hemmelighed, som kun hans mor er nødsaget til at kende til. Men hende den nye pige i klassen, er ved at gennemskue ham. Og hvor længe kan han holde sine følelser for hende tilbage?

31Likes
2Kommentarer
1562Visninger
AA

1. Coraline

Vinden leger med mit hår, svinger det rundt og ugler det. Irriteret kører jeg en hånd gennem håret, og rusker lidt op i det. Det falder ned igen. Hvor er det typisk! Og så lige i dag! Jeg sukker dybt og sparker til en gren. Jeg vil jo ikke engang det her. Hvorfor skulle vi også flytte herud? Herud til ingenting. Jeg har gået i fem minutter, og har kun set et levende menneske! Og han var knapt levende.. Det er noget helt andet i København. Der er liv, der er mennesker og der er larm! Ikke som her, hvor det eneste der kan høres er fuglenes skrig og andre klagesange! Jeg ser mig opgivende tilbage. Det var hen ad vejen, ind i skoven, ud på marken og så bare følge stien! Det har jeg gjort i evigheder nu! Jeg hiver i et strå, og stikker det i munden. Så passer jeg ind i den mængde, der ikke er. Endelig kan jeg se en ende på stien, og mit tempo bliver langsommere. Nu da jeg kommer tættere på, bliver jeg faktisk lidt nervøs. Hvad hvis de ikke kan lide mig? Hvis jeg er for.. Københavnsk for dem? Jeg ser ned ad mig selv. Min nedringede og hvide bluse, passer perfekt til mine stramme sorte bukser. Jeg har et par sorte stilletter på, med en lille blomst ved skosnuden. Min sølvkæde, med en ugle som vedhæng, går ned til navlen. Jeg synes, den er sød. Mit brune hår havde jeg krøllet, men nu har den åndssvage vind jo ødelagt det. Mine øjne er tunge af mascara og min hud i ansigtet.. tja, den kan man ikke se for pudder. Men i København.. der er der mange, som ser ud som mig. Men her.. jeg tør vædde med, at ingen ser sådan ud. Endelig ser jeg en bygning, som må være skolen.  Ikke en skole, man kan prale af at gå på. Den var da godt nok lille! Jeg går ind af en port, og ser nogle små børn lege i hinkerude. En flok drenge spiller fodbold, på en lille fodboldbane. Nå. Hvor er kontoret så henne? Jeg ser at drengene er stoppet med at spille, men nu står og stirrer på mig. De må være en blanding af hele ottende klasse og niende klasse. For jeg har hørt, at der kun er én første klasse, én anden klasse og så videre.. Og den flok.. der er mindst femten drenge. Jeg ser væk fra dem, og spotter en stor dør. Med hurtige skridt, og med lidt ekstra sving med hoften, går jeg mod døren. Jeg skubber den op og ser et par elever der står indenfor. De ser med store øjne på mig. Havde det ikke været for deres manglende sans for mode, så havde de vel set meget godt ud. De ligner sådan én gruppe, som jeg engang var i. Sådan 5 venner og veninder, som altid hænger sammen. Det savner jeg virkelig. ”Kontoret er den vej” siger den ene, og jeg smiler kort til hende. Jeg følger hendes henvisning, og går ind ad en dør, hvor der står ”Kontor”. ”Du må være Coraline!” Siger en tyk dame muntert og jeg nikker. Et lille smil undslipper mig også. Hun finder nogle papirer frem, putter dem i en mappe og rejser sig. Hun giver mig hånden. ”Jeg er skolens sekretær, Susanne” præsenterer hun sig og jeg smiler. Jeg kan høre klokken ringe.  ”Det er København du er fra, ikke?” Spørger hun og jeg nikker. ”Ja, det er jo noget af en omvæltning.. dette er jo ikke en særlig stor by” forsætter hun og jeg mumler et ”ja”. Hun viser mig vej til mit klasseværelse, og inden hun lægger hånden på dørhåndtaget, spørger hun: ”Er du klar?” Jeg nikker blot, men tager en dyb indånding. Så er det nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...