The Way I Loved You ♣ Justin Bieber

Justin Bieber mistede hans bedste veninde – Violet Acacia Clark – til døden. Han prøver hver evig eneste dag, at koncentrere sig, og prøve at leve det liv som han gjorde før. Men han kan bare ikke. Alle de ting han ikke fik nået med Violet, ærgrer han sig hele tiden over. For Violet var Justin nok hendes bedste ven, men for Justin er sagen
anderledes. Han elsker hende, men ikke bare som en ven.. Men alt det er for sent nu, og om han kan komme videre, ved han ikke.

55Likes
187Kommentarer
4489Visninger
AA

4. En fangeleg startede det hele, og jeg savner det

”Lad os lave noget sjovt, Justin” startede min mor ved spisebordet. Vi sad begge i stilhed og spiste hendes lækre pandekager. Hun var for min skyld, stået tidligt op, for at lave dem til især mig. Pandekager fik mig for det meste i godt humør, men det hjalp dog ikke lige nu. Lige ud sagt, kunne jeg faktisk ikke spise noget, og sad bare og ødelagde min pandekage med min gaffel.

”Som hvad?” sukkede jeg stille, og undlod at kigge på hende. Jeg ville ikke møde hendes øjne, som ville udtrykke sorg, irritation og prøvelse. Hun var såret over, at jeg havde det så forfærdeligt som jeg havde. Irritationen var fordi jeg ikke gad noget, men hvorfor skulle jeg? Det at miste en man elsker er en del svært, det vidste jeg nu. Da jeg var lille hørte jeg mine venner tale om, at en i deres familie var gået bort, og de var virkelig sårede og kunne ingen ting i lang tid. Faktisk kendte jeg en, som havde mistet sin mor, og havde været lukket helt inde i et halvt år. Det måtte være forfærdeligt, især fordi jeg nu forstod, hvordan det føltes. Jeg havde mistet den person i mit liv, som jeg elskede i høj grad. Mit hjerte tilhørte hende, lige meget hvor hun så var nu.

”Vi kunne se en film?” afbrød hun mine tanker med, og jeg endte så med at kigge på hende. Hun havde løftet den ene mundvige, og lavede et lille smil til mig. Noget som jeg bare rystede hovedet af og kiggede væk igen. En film kunne ikke hjælpe mig. Det var tidløst at se en film nu, for der ville bare været et eller andet med den, som jeg ville begynde at tænke på Violet over.

”Mor, undskyld” sagde jeg stille med et suk til sidst, og rejste mig så. Det her var for hårdt, og jeg måtte bare væk. Væk som i ned på en strand. Det kunne hjælpe mig nogle gange, og jeg vidste præcis hvilken strand det skulle være. Den strand vi havde mødtes på. Det var en stille grå dag for tolv år siden. Jeg huskede datoen tydeligt, for det var den bedste dag i mit liv. 29-05-1999 – den lykkeligste dag i mit liv. Men det vidste jeg dog ikke dengang.

Hurtigt fandt jeg mine sko, og med minderne i tankerne gik jeg mod stranden, stranden som startede det hele.

Stille gik jeg op ad stranden med min mor. Det var en dejlig morgen og jeg elskede alt ved det. Selv om det var gråt vejr, så skulle det ikke stoppe mig i at få en is, som min mor havde lovet mig. Min mor gav mig for det meste en is, når jeg havde plaget om det i evigheder.

Mine øjne var på isboden, hvor der kun var en kort kø af to mennesker. En kvinde, som var lidt ældre end min mor, så vidt jeg kunne se, og så var der en pige. Hun lignede en på min alder, selv om jeg kun kunne se hende bagfra. Kvinden gav den lille pige en is, og pigen løb så – mod os. Jeg smilede stille til hende, som hun kom tættere på mig.

”Hej, hvad hedder du?” spurgte hun glad og smilede til mig, mens hun slikkede på sin softice. Hendes øjne var kønne, og havde en smuk grøn farve. Hendes hår havde sådan en brunlig farve, men et præg af det sorte. Hun lignede ikke en, som kom her fra Amerika, men man kan aldrig vide.

”Jeg hedder Justin, hvad med dig?” spurgte jeg i samme tonefald som hende. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til, at min mor gik mod pigens mor. De begyndte at snakke, mens de stille kiggede på os.

”Mit navn er Violet” sagde hun og viste mig hendes tænder, hvor de to fortænder manglede. Præcis ligesom mine, så jeg viste også mine tænder, og vi grinede så begge to.

”Du er den” råbte Violet pludselig og løb så væk. Jeg blev lidt sur, da hun bare havde startet legen, uden jeg ville være med. Men det kunne da være meget sjovt, så jeg begyndte bare at løbe efter hende. Men hun løb ret stærkt, så jeg havde ikke muligheden for at indhente hende.

Til sidst løb hun dog hen til sin mor, som snakkede med min. Jeg besluttede mig for at gøre det samme, og gik så hen til min mor, som tog min hånd.

”Men vi må videre, måske ses vi igen” sagde Violets mor, og smilede så til mig. Stille gemte jeg mig bag min mors flagrende kjole, da jeg var lidt genert for ældre mennesker nogle gange. Min mor nikkede så, og sammen gik vi så mod isboden. Da jeg stille kiggede tilbage, mødte jeg Violets blik, da hun også kiggede mod mig. Det fik mig til at smile endnu engang.

Den dag, der startede det hele. Jeg smilede for mig selv, som jeg sad her ved strandkanten, og så over isboden. Den var der dog ikke mere, men bare et bart område med sand. Stille kiggede jeg mod det punkt, hvor jeg cirka havde stået, da Violet havde løbet over mod mig. Jeg så det for mig, så os to som løb. Med Violets brune hår som blev blæst rundt i vinden. Tårerne samlede sig i mine øjenkroge, og begyndte stille at løbe derefter. Egentlig var tårer blevet en del af min hverdag, da de kom nærmest hele tiden. Men igen var jeg ligeglad, de var for Violet, så de måtte gerne komme. Hvorfor skulle alting være så svært? Jeg sukkede stille.

”Jeg elsker dig, Violet” sagde jeg mod himlen, som var lysende klar, da det var tidlig morgen. Ingen stjerner var på himlen, så jeg måtte nøjes med en lyseblå himmel, men jeg vidste hun var der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...