Fuld af løgn - Justin Bieber

Jessica har aldrig fået nok opmærksomhed fra sin mor, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at hendes bedsteven døde for 2 år siden, hendes far. Jessica er aldrig kommet sig over det, men der er heller ikke nogen, som tager sig af det. Alle andre er ligeglade, og specielt Jessicas egen mor, som har for travlt med sin karriere som fotograf. For at slippe væk fra det hele, tager Jessica på lejr-camp, som vil vare i 1½ måned. 1½ måned hvor man måske kan møde nye venner. Men så er der bare det, at der ikke var flere pladser hos pigerne, så hun måtte melde sig ind hos drengene under navnet Jesse…

170Likes
1621Kommentarer
32374Visninger
AA

30. Jessicas synsvinkel

Jeg kunne ikke fatte, at jeg bare havde tilgivet ham så hurtigt? Efter alt det der er sket? Jeg er vel bare et underligt menneske... Han havde intet fortalt mig om Justin, som jeg nok havde forventet lidt, men til gengæld så han virkelig ked af det ud, og det var godt  nok for mig, for så vidste jeg da, at han mente det.. Det bankede på min hyttedør, og jeg gik undrende hen til den, og åbnede bare døren, uden at tænke mig om, hvem det kunne være, eller kigge ud af vinduet for at se. Selvfølgelig stod han der! Jeg prøvede at lukke døren igen, men han fik sat sin fod imellem, inden døren lukkede. Irriterende... idiot altså! Han fik et tilfreds smil på læberne, og fik skubbet døren op. Jeg sukkede irriteret, og rullede øjne af ham, da han gik forbi mig. Jeg rakte tunge af ham, og lukkede døren efter ham. Måske var jeg barnlig, men hvad så? Jeg gør, hvad jeg vil!

"Jessica, jeg er virkelig ked af det, som skete den dag! Det var virkelig ikke noget, som jeg selv havde lyst til at sige til dig, og faktisk så blev jeg presset til at sige det! Du må altså tro mig," sagde han, og sendte mig et bedende blik. Mest af alt havde jeg lyst til at smide ham ud af hytten, men det ville nok ikke være så smart... Og hvis han fortalte det til nogen, ville jeg blive kendt som pigen, som smed Justin Bieber ud af sin hytte. Ikke ligefrem et godt rygte om en.

"Og hvorfor skulle nogen så bede dig om at sige det, hva' Justin?! Jeg tror, at det er noget, som du faktisk har følt, som du bare ville ud med, og faktisk så synes jeg, at du skulle gå," sagde jeg koldt, og vendte ryggen til ham. Han måtte meget gerne gå, for jeg gad ham virkelig ikke nu! Han kunne ikke bare tro, at jeg ville tilgive ham bare fordi, at han kommer, og giver mig sådan en historie bare sådan uden nogen forklarelse eller noget? Måske er han meget kendt, men hos mig - så bliver han ikke behandlet mere anderledes, end jeg behandler andre mennesker! For mig er han bare et helt normalt menneske, som virkelig bare er et svin, hvis han virkelig er sådan, som han gav udtryk for.

"Jeg fik besked fra Ryan, at jeg skulle fortælle dig det, så du ville hade mig! Jeg ville ikke, men hvis jeg ikke gjorde det, så ville han fortælle det til en lærer. Altså fortælle din hemmelighed, og den vil jeg jo gerne bevare for dig, så du ikke bliver opdaget, og bliver sendt hjem," sagde han, og sendte mig et forsigtigt og nervøst smil. Jeg rystede på hovedet af ham. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle tro ham. Jeg mener... så langt ville Ryan eller nogen andre vel ikke synke? Så lavt at jeg skulle hade Justin? Det kunne jeg nu alligevel ikke forstille mig...

"Justin, hvorfor skulle han gøre det? Jeg har lige snakket med Ryan, og vi er faktisk blevet gode venner... på en måde. Er du nu jaloux eller hvad?" spurgte jeg irriteret, og kiggede irriteret på ham. Han gloede dumt på mig, som at jeg var en idiot, og rystede så på hovedet.

"Hvorfor skulle jeg dog være det? Ryan og jeg er jo bare venner? Hvad så hvis i er venner? Så længe at i ikke hader hinanden? Du ved... hvorfor skulle jeg dog være det? Dig og Ryan er jo også bare venner?" sagde han usikkert. Jeg kiggede underligt på ham. "I er bare venner ikke?" spurgte han en smule uroligt.

"Gider du lige Justin? Vi går nok ikke fra at hade hinanden til at være mere end venner på en time, vel? Det ville godt nok være underligt, og virkelig dumt skal du nok se," sagde jeg irriteret, og kiggede flabet på ham over skulderen. Han smilede sødt til mig, og jeg var ved at falde ned i hans sødme, men jeg ville ikke falde for hans smil. Jeg vendte mit blik imod døren, og værdigede ham ikke ét blik. Pludselig blev to hænder lagt på hver side af mine hofter, og jeg fik et lille chok.

"Husk at du altid kan komme til mig uanset hvad, og... jeg er ked af, det jeg sagde. Jeg mente intet af det," hviskede han en anelse frækt i min øre, og gik imod døren. Det han sagde fik hårene til at rejse sig på mine arme og ben. Han gjorde altså et eller andet ved mig. Selvom han er lidt af en idiot... Jeg måtte nok bare indrømme det... Jeg var faldet hårdt for Justin på så kort tid...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...