Fuld af løgn - Justin Bieber

Jessica har aldrig fået nok opmærksomhed fra sin mor, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at hendes bedsteven døde for 2 år siden, hendes far. Jessica er aldrig kommet sig over det, men der er heller ikke nogen, som tager sig af det. Alle andre er ligeglade, og specielt Jessicas egen mor, som har for travlt med sin karriere som fotograf. For at slippe væk fra det hele, tager Jessica på lejr-camp, som vil vare i 1½ måned. 1½ måned hvor man måske kan møde nye venner. Men så er der bare det, at der ikke var flere pladser hos pigerne, så hun måtte melde sig ind hos drengene under navnet Jesse…

170Likes
1621Kommentarer
32358Visninger
AA

26. Jessicas synsvinkel

I lidt tid sad jeg bare, og tænkte lidt. Jeg var så usikker på min følelser for Justin... På en måde kunne jeg bare virkelig godt lide ham, men... det ville være så akavet, hvis jeg faktisk fortalte mine følelser for ham, også har han jo gudeskønne Selena som kæreste. Jeg kan da godt forstå, at han elsker hende. Hun virker som en rigtig sød pige, altså bortset fra at hun følger efter ham konstant, men ellers virker hun jo sød, også er hun utrolig smuk. Jeg tog min telefon op af min lomme, og kiggede på klokken. 18.15... Hm... Jeg burde nok begynde at gå derned af. Vi plejer af mødes dernede klokken 18.20. Træt fik jeg rejst mig fra sengen, og gik hen imod "kantinen". Justin ville nok komme snart med hans venner, som sikkert også hader mig lige så meget som Ryan gør. Egentlig kan jeg ikke forstå, at de hader mig bare fordi, at jeg er så meget sammen med Justin? Det er jo ikke fordi, at jeg ligefrem tvinger ham til at være sammen med mig eller noget.

"Hey Jesse," mumlede en stemme, og jeg vendte mig om, og så Justin. Jeg smilede venligt til ham, men han gjorde intet igen. Hvorfor var han så nede lige pludselig? Han gik da med et smil? Eller... det mener jeg da... Ryan smilede hånende til mig, og jeg havde på fornemmelsen, at han havde sagt et eller andet til Justin, som fik ham til at tænke over noget. Jeg gik ved siden af Justin ind i kantinen, og prøvede at få lidt kontakt til ham, men han kiggede bare stift ud i luften.

"Justin, hvad sker der?" hviskede jeg bekymret til ham, men han svarede ikke, men blev bare ved med at kigge stift ud i luften. Jeg kiggede lidt tilbage på hans venner, og så at Caitlin og Ryan holdte hinanden i hænderne. De havde sikkert et eller andet sammen, men hvorfor er Caitlin sammen med Ryan? Jeg mener... Caitlin virker så sød, og Ryan er bare... Gnavpot fra 'Snehvide og de syv små dværge'? Jeg kan ikke lige få det til at hænge sammen, men Ryan må jo have et eller andet at byde på, siden at Caitlin kan lide ham. Vi gik alle hen, og tog en bakke, og med det samme så jeg, at vi skulle have pizza. En lille kaloriebombe... Imens Christian, Chaz og Ryan fyldte deres bakker med 7 stykker pizza eller mere, så tog jeg ganske enkelt 2 stykker, hvor Caitlin og Justin gjorde det samme. Egentlig har jeg aldrig spist specielt meget til aftensmad, da jeg næsten aldrig har appetit til det. Sådan er det egentlig også med de andre måltider. Jeg har aldrig været typen, som har spist en masse mad, og derfor spiser jeg også kun 3 gange om dagen i forhold til så mange andre, som spiser eftermidagsmad. Hurtigt fandt vi os et bord, hvor en masse piger igen kom hen til os, og med det samme gik de lidt til angreb, da Christian og Chaz jo også var kommet nu. De måtte jo også være en smule kendte, da de jo er 'Justin Biebers' bedstevenner. De virkede nu egentlig flinke nok, men jeg tror, at Ryan har fortalt Chaz en masse dårligt om mig, og derfor var han så kold imod mig i starten. Han virkede ikke så kold nu.

"Jesse?" sagde en stemme en smule højt, og det lød som om, at hun havde gentaget sig selv. Jeg kiggede op, og så selvfølgelig Caitlin. Egentlig var hun utrolig smuk! Hendes brune bølgede hår faldt perfekt ned af hendes skuldre, og hendes grøn-brune øjne lyste op på en køn måde. Nu er jeg ikke lesbisk, men køn det var hun! Det kunne man ikke tage fejl af! Jeg rettede min opmærksomhed imod hende, og kiggede ventende på hende. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun, og smilede sødt til mig.

"Atlanta," mumlede jeg, og fokuserede mere på Justin, som kiggede ned i sin mad, som han stort set havde gjort hele tiden. Det begyndte at irritere mig. Kunne han ikke bare sige, hvad der var galt?!

"Gud hvor sjovt! Der kommer Christian og jeg også fra! Gad vide hvorfor vi aldrig har set dig? Jeg mener... vi kender så mange i byen?" sagde hun, og smilede stadig sødt til mig. Hun var faktisk en rigtig sød pige. Ryan gav mig endnu engang et dræberblik, men denne gang var det ikke for Justin. Det var for Caitlin. Han troede sikkert, at jeg også ville stjæle hans kæreste nu. Hvis bare han vidste, at jeg faktisk var en pige, så ville han i det mindste ikke bekymre sig om det?

"Justin, vi skal snakke sammen," sagde jeg, og hev ham med udenfor, da han havde spist. Han fulgte ret ufrivillig med, men gik alligevel med, selvom jeg vidste, at det ikke passede ham. "Hvad?" spurgte han en smule hårdt, og kiggede en smule ondt på mig. Hvad fanden skete, der lige for ham? Jeg forstår det virkelig ikke? Han har godt nok de sygeste humørsvingninger! Først var han glad, så tavs, og nu vred?! Hvad sker der for ham? "Justin, hvad er det, der sker? Jeg kan se, at er er nogen, der går dig på," sagde jeg, og smilede forsigtigt til ham i håb om, at han ville bløde op, men lige nu så det ikke ligefrem ud til at virke. Uheldigvis. "Kan du ikke bare fortælle mig det?" spurgte jeg, og kiggede lidt ned i jorden. Han sagde stadig intet, men kiggede til sin venstre side, selvom der intet var at kigge på. "Justin?" spurgte jeg forsigtigt, men igen svarede han ikke. Hvorfor kunne han ikke bare svare? Havde jeg gjort noget forkert? Ikke så vidt jeg ved? Han var smilende, da han gik, og tavs da han kom, og nu når jeg ikke har set ham i mellemtiden, så måtte det være et eller andet, som skete i hans hytte? "Justin, du ved, at du kan fortælle mig alt, så vil du ikke no..." startede jeg, men han afbrød mig.

"Du har ødelagt mit liv, okay?! Ryan er røv sur på mig hele tiden, og det er lige meget, hvad jeg siger?! Godt nok vil de andre give dig en chance, men jeg forstår egentlig ikke hvorfor?! Du er møg belastende, og du går hele tiden, og græder på grund af din far! Kunne du ikke bare for en gangs skyld holde din mund!" råbte han, og kiggede vredt på mig. Alt det andet var jeg ligeglad med, men da han nævnte, at jeg græd på grund af min far, ramte det mig hårdt. Det troede jeg ikke, at Justin ville sige. "Og ved du hvad?! Jeg håber virkelig, at Ryan afsløre din lille hemmelighed, som han har fundet ud af! Så kan du måske komme hjem, og leve dit eget lille liv, i stedet for at ødelægge mit!" råbte han endnu engang. Mine øjne blev blanke, og jeg vidste, at ingen længe ville jeg græde. Man egentlig ville jeg ikke begynde. Det ville bare betyde, at han har ret.

"Har du fortalt ham det?" spurgte jeg grådkvalt, og prøvede at synke den klump, som havde sat sig fast i min hals, men den ville bare ikke forsvinde. Tanken om, at han havde fortalt ham det, fik mig næsten til at græde. Jeg troede, at jeg kunne stole på Justin.

"Han regnede det nok ud, skal du nok se! Det er heldigt for dig, at han ikke fortæller det til nogen, din lille tøs," sagde han hånende, og kiggede vredt væk. Langsomt trillede tårerne ned af mine kinder, og hurtigt vendte jeg ryggen til ham. Jeg kan ikke fatte, at han lige fortalte det. Jeg stolede på ham, og troede virkelig ikke, at han kunne finde på, at sige sådan noget til mig. Jeg vendte mig vredt imod ham. Min vrede tog hurtigt over.

"Ved du hvad Justin?! Rend mig! Rend mig så dybt du kan!" råbte jeg med tårer ned af kinderne, og gik med vrede og hurtige skridt hen imod min hytte, uden at kigge tilbage på Justin. Ham ville jeg i hvert fald ikke se. Faktisk overvejer jeg, at fortælle en eller anden lærer om, hvem jeg virkelig er, så jeg bare kan komme hjem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...