Forelskelse!

Hope er en rimelig populær pige i sin klasse, men hvad sker der, når hun bliver forelsket i klassens nørd, Dylan?

7Likes
14Kommentarer
1914Visninger
AA

4. Kapitel 3

”Hope, jeg ville have sagt det her til dig under fire øjne, men…”, Dylan sukkede men fortsatte så, ”- Hope… Jeg er træt af at holde det hemmeligt, bare på grund af din popularitet!”. Samantha gav mig et hånligt blik og jeg kunne se, at hun havde en idé. Hun ville med sikkerhed, bruge dette imod mig, så jeg faldt og hun steg i popularitet. ”Nå… Har i noget kørende?” spurgte Samantha med en irriterende stemme og smilede falsk til mig. Jeg kiggede fra Dylan til Samantha og fra Samantha til Dylan. ”Ne… Nej, Jeg har ikke noget kørende med sådan en nørd!!”, sagde jeg en smule højt, men fortrød lige så snart, jeg så Dylans sårede ansigt. ”Dylan…” hviskede jeg og kiggede fortrydende på ham. ”Bare lad mig være, Hope” hviskede han tilbage og forsvandt med hastige skridt.

Jeg kom ind i klassen igen og så alle mine veninder stå over et hjørne og hviske. Jeg gik over til dem og sagde hej, men de kiggede bare underligt på mig og gik over til Samantha. Faith blev stående lidt og kiggede trist på mig, før hun fulgte trop over til Samantha. Jeg sukkede og så Dylan kom ind i klassen. Alle kiggede fra og tilbage mellem mig og Dylan, men Dylan ignorerede mig og satte sig hen på sin plads. Jeg sukkede endnu engang og satte mig også på min plads. Resten af dagen skulede alle til mig og gav mig underlige blikke.

Vi fik endelig fri og jeg så Faith gå lidt længere fremme på gangen sammen med Samantha. Jeg løb op til hende og sagde: ”Faith, kan vi ikke tale sammen?”, jeg hev hende hurtig lidt væk fra alle andre på gangen, før hun nåede at svare. ”Hvad fanden laver du!?” sagde Faith højt, ”Undskyld, men jeg vil bare gerne sige undskyld! Undskyld jeg ikke har sagt noget til dig om Dylan, men jeg troede du ville undgå mig, hvis du vidste, jeg havde noget med ham. Ligesom du gør nu. ”Selvfølgelig ville jeg ikke det! Kender du mig slet ikke? Jeg ville acceptere det, lige meget hvad!” svarede hun såret. Jeg fældede en tåre, kiggede ned i jorden og op på hende igen, ”Undskyld Faith, vil du ikke nok tilgive mig?” spurgte jeg bedende. Hun kiggede på mig uden at sige noget, men sagde så: ”Jeg har brug for noget tid”, og så gik hun.

Jeg sad ved aftensmaden og sad bare og stak til maden. ”Skat, hvorfor spiser du ikke noget?”, spurgte min mor, med hoved lidt på skrå og kiggede undrende på mig. Jeg svarede ikke, men blev bare ved med at stirre ned i min mad. Hun sukkede, ”Hvad er der i vejen min skat? Du var ellers så glad i morges…”. ”Tak for mad, jeg går op på mit værelse.”, sagde jeg bare og gik ellers op på mit værelse. Jeg smækkede døren til værelset i og lagde mig ned i min seng. Jeg fældede et par tårer og tørrede dem væk med min håndflade. Jeg tog min mobil fra mit natbord og tastede Faiths nummer ind og håbede på, at hun tog den. Den ringede et par gange, før den blev taget og en stemme kom fra den anden ende, ”Hej, det’ Faith”. ”Hej Faith…”, mumlede jeg, tog en dyb indånding og fortsatte så, ”- Jeg ville bare sige undskyld endnu engang”. Uden jeg opdagede det, snøftede jeg en enkelt gang. ”Græder du?”, spurgte hun forundret, ”Ne… *snøft*… Nej”, svarede jeg. ”Hvad er der galt?”, spurgte hun og ignorerede mit svar. ”Er jeg tilgivet?”, sagde jeg bare og prøvede på, at stoppe med at snøfte. Hun sukkede og svarede trist: ”Jeg ved det ikke… Jeg er meget såret over, at du har holdt det skjult for mig og at jeg skulle finde ud af det igennem Samantha…”, hun sukkede endnu en gang. Nu brød jeg ud i gråd og hulkede vildt, ”Jeg er så, så, så ked af det Faith! Vil du ikke nok tilgive mig?”, jeg hulkede bare videre. ”Kan jeg ikke komme over, så kan vi snakke om det?”, sagde hun bare, stadig en smule trist. ”J.. *snøft*… Jo”, svarede jeg og blev glad over, at hun overhoved ville se mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...