Nattesorg 2.

Dette er 2'eren af Natteskrig. Den handler stadig om Rosie og Loren.

4Likes
46Kommentarer
2670Visninger
AA

6. 6.

Det første, jeg tænkte på, var Damen. Kun Damen. Hans søde duft af lavendler, tanken om hans vidunderlige blod og hans smukke udseende. Det var det eneste, jeg tænkte på. Kun Damen.

Han kyssede ivrigt tilbage og trak mig tættere ind til sig. Hans blod boblede stadig inden i mig, fik mig til at ryste af energi.

Han faldt bagover, så jeg lå slapt over ham. Han tog fat i mine lår og bandt mine ben omkring hans liv, da han rullede om, så jeg lå nederst. Han kyssede mig ned ad halsen, ned af brysterne og ned af maven ...

Pludselig var hans ansigt foran mig. "Er det ikke bedst, hvis vi stopper nu?" spurgte han. Jeg så bare forvirret på ham og legede med hans mørkebrune hårlokker. "Du er syg, og ikke nok med det, så har du en kæreste."

Loren. Jeg havde helt glemt ham. Han gik rundt og ledte efter medicin til mig, mens jeg kyssede med hans bror ...

Jeg skubbede Damen væk fra mig, selvom han allerede havde rejst sig op. Jeg skyndte mig op, men med det samme snorrede det rundt. Jeg tog mig til hovedet og prøvede at finde stolen som jeg kunne sidde på, men den dansede rundt om mig. Jeg rakte hånden ud mod den, men det var forsent. Jeg kiggede op i loftet, så, hvordan det blev sort og luften omkring mig blev kold, da jeg faldt ned og landte i noget blødt.

 

 

Jeg havde lyst til at lukke øjnene og bare skrige, da jeg så, hvad jeg kiggede på. Jeg nøjes med at lukke øjnene og forbandede, at en eller anden ikke havde smidt mig direkte i helved.

"Rosie," sagde hans varme, bløde stemme. Jeg havde lyst til at skrige til ham, at jeg var et egoistisk menneske og han ikke burde være sammen med mig

Jeg tog tæppet over mit hoved og var helt overrasket over, at det var så let. Ingen hovedpine, ingen hoste, ingen smerte.

"Du er blevet rask," sagde han og med en glad stemme. Jeg var ligeglad med, om jeg var rask. Jeg ville faktisk gerne være syg nu, eller også bare død.

"Jeg har det lidt dårligt," løj jeg og vred mig i den skyldfølelser, der hele tiden brændte i mig.

"Har du ondt?" spurgte han bekymret. Jeg turde ikke kigge på ham.

"Bare lidt hovedpine," mumlede jeg lavt.

"Skal jeg hente noget vand?" Han tog min hånd, der lå på dynen. Lidt efter mærkede jeg hans læber mod den.

"Jeg vil bare i bad," sagde jeg og var bange for, om jeg havde blod ned ad mig. Damens blod. Hans dejlige blod, der fyldte mig med varme og spændning ...

"Han tog hjem lige da jeg trådte ind ad døren." Han sukkede og prøvede at hive tæppet af mig. "Jeg har ikke set dig i lang tid. Må jeg ikke se dit kønne ansigt?"

Jeg mærkede mig op ad halsen. Der var intet. Den var glat og blød og uden blod. Jeg førte den mod munden, hvor der heller intet var.

Jeg hev tæppet ned, prøvede at glemme alt og kiggede ind i hans øjne. Det var stadig sorte og han så helt glad ud, da han kiggede på mig.

"Jeg er så glad for, at d endelig er rask." Han hev mig op på sit skød og kyssede. Jeg kyssede svagt tilbage, men  mest væk. Jeg ville hen til Damen ...

Det var helt sikkert blodet. Jeg følte mig helt afhængi og ville bare have mere ... Jeg vidste bare ikke, hvor han boede og jeg turde ikke spørge Loren.

"Jeg har savnet dig," mumlede jeg.

"Jeg elsker dig," sagde han istedet. Den kunne jeg stadig svare på, for selvom jeg havde været sammen med Damen, betød det ikke, at jeg ikke elskede Loren.

"Jeg elsker også dig," sagde jeg.

 

 

Jeg sad i tavshed og prikkede til min mad med bestikket og kunne ikke rigtigt få mig til at spise. Loren kiggede på mig, betragtede mine lyserøde, halvsmå læber, mine blå øjne, mit mørkebrune hår, der lå i en fletning ned over den ene skulder og mine kindben, der viste sig let frem.

Hans blik mindede mig bare om Damen, så jeg skubbede maden fra mig og kiggede på ham.

"Tak for mad," sagde jeg. Det var let at få mine følelser tilbage. Jeg skulle bare over til ham og så mærkede jeg den kildende følelse i maven og varmen i min krop.

Jeg gik om bag hans ryg, satte mig på hug og lagde min hage på hans skulder. Jeg legede med den øverste knap i hans skjorte og kunne mærke alle de hårde muskler bag den.

"Jeg elsker dig," sagde jeg igen og igen i hans øre, lavt, kludret og uforståeligt, men det var mere til mig end til ham. Jeg skulle bare overbevise mig selv om, at jeg elskede ham og Damen skulle glemmes nu.

Jeg satte mig på hans skød med hver ben på hver side af ham, mens han sad i stolen. Jeg kyssede hans hals og knappede hans skjorte op. Min hånd kørte ned af hans bløde, glatte mave og mærkede alle hans muskler. Jeg pressede min krop mod hans, igen og igen, men han gjorde intet.

Jeg trak mig væk og kiggede på han. Han stirrede ud af vinduet og væk fra mig. Jeg kiggede derover og så ikke andet end mørke.

"Kom nu," sagde jeg lavt. "Hvad er der så interesant ved det vindue?" spurgte jeg.

"Ikke noget," sagde han og skubbede blidt til mig, så jeg ikke sad så mast op ad ham. "Jeg gider bare ikke noget nu."

"Jeg troede, du savnede mig," mumlede jeg og kørte en hånd igennem hans bløde, sorte hår. "Det er første gang, du ikke gider. Hvad er der galt?" Jeg satte mig tæt op ad ham igen og kyssede hans hals.

"Der er ikke noget galt. Jeg har bare ikke lyst til dig." Han skubbede mig væk fra sin hals og kiggede mig ind i øjnene. "Jeg elsker også dig."

Jeg rullede med øjnene og rejste mig fra ham.  "Jeg tror bare, at jeg går i seng." Jeg gik direkte op på værelset. Jeg hev min kjole af, efter at trække gardinerne for. Jeg lagde mig under tæpperne og nød for engang skyld mørket.

 

 

"De gør ikke noget. De synger bare og er altid højt oppe i træerne," sagde Loren. Jeg kiggede op i træerne og så lilla, store fugle hoppe rundt.

"Hvordan skal jeg huske det, når der er så mange fugle?" spurgte jeg.

"Det er ikke så svært, når man først ved det." Han tog min hånd og trak mig længere ind i skoven. "Den her fugl er nok den klogeste," sagde han og en ugle landte på hans arm. Den var ligeså stor som en ugle og lignede den på en brik. Hvis man altså så bort fra de lyserøde farver, den havde. "Den ved alt." Den fløj op i luften igen og jeg stod bare og betragtede de lange, lyserøde vinger.

"Skal vi gå ind?" spurgte jeg. "Her regner om lidt." Jeg kiggede surt på regndråben på min næse. Her var meget varmt, men regnen skulle ødelægge det hele.

Jeg viftede noget koldt luft i mit ansigt med en sort vifte, jeg havde i hånden. Så mærkede jeg Lorens hånd i min. Vi gik sammen mod huset i den tavshed, der havde været her hele ugen. Han vidste godt, at der var noget galt, men det var kun hans blik, som sagde det. Jeg hadede virkelig at holde hemmeligt, især dette. Jeg havde været ham utro ...

Selvom jeg havde det elendigt med mig selv, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Damen.

Jeg gik direkte i seng med Damen i tankerne. Jeg havde sovet meget på det sidste, selvom jeg normalt ikke var træt.

"Rosie, vil du ikke fortælle, hvad der er galt?" spurgte Loren.

"Der er noget galt med dig og ikke mig." Det hårde tonefald var ikke helt meningen. Det var sikkert alle de blikke han sendte, tavsheden omkring os og bare den hårde stemning, der gjorde mig sur.

"Jeg er bare bekymret," sagde han lavt.

"For hvad?" Jeg kiggede ind i hans smukke, mørke øjne, hans bløde læber, de markered kindben og hans perfekte næse.

"For vores forhold." Han kiggede på med et intenst blik, der borrede sig ind i hjertet på mig, som om jeg kunne mærke den inden i mig.

"Kom her," sagde jeg og rakte armene mod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...