Nattesorg 2.

Dette er 2'eren af Natteskrig. Den handler stadig om Rosie og Loren.

4Likes
46Kommentarer
2665Visninger
AA

5. 5.

Jeg kiggede mig omkring og så noget ved siden af mit skab. Da jeg kiggede godt efter, så jeg Damen. Jeg var altså ikke i himlen. Slet ikke.

"Solen er kommet," sagde jeg lavt. Min hals brændte og truede med at få hosteanfald igen.

Han svarede ikke. Jeg kunne kun se lidt af hans ansigt; hans kæber, der lagde en skygge over hans kinder og hans sorte øjne. Han var mast helt mod væggen inde i skyggen.

"Hvis du tager ..." sagde han og sank en klump. Han kiggede på noget på natbordet. Jeg så en glas-agtig ting med en nål i. De var blod i.

Jeg forstod med det samme, hvad han sagde og sprøjtede den ind i armen, hvor der var en god blodåre. Jeg trykkede en knap helt ned af og mærkede blodet flyde ud af nålen og ind i mit blod. Jeg kunne allerede mærke, at det boblede under min hud.

"Vil du ikke nok trække gardinet for?" spurgte han. Han havde lukket sine øjne.

Jeg rejste mig op og brugte alle mine kræfter. Blodet hjalp mig hele vejen over til vinduet. Mine ben rystede under mig og en slem hovedpine kom. Jeg tog fat i gardinet, og lige da jeg hev det for, hostede jeg. Det var, som om lange negle rev min hals op. Jeg fik smerter i brystet og jeg kunne mærke, hvor meget mine lunger blev ødelagt af det.

Jeg kunne mærke en klappe mig på ryggen. Jeg holdte mig for munden og prøvede at stoppe, men kunne ikke. Min hals havde aldrig gjort mere ondt. Jeg gispede efter luft, men fik ikke fat i noget.

Damen gik væk fra mig. Langt væk, helt over til døren, hvor jeg kiggede forvirret på ham.

Jeg mærkede noget vådt på min hånd. Jeg kiggede på den. Der var blod på. Meget blod.

"Hj ..." hviskede jeg og fik endelig vejret. Jeg faldt ned på gulvet og hev efter vejret. Jeg kunne smage mit blod i munden; smagen af jern gav mig kvalme.

"Er du et menneske?" spurgte han chokkeret. Jeg havde glemt alt om det. Om at jeg var et menneske og ingen måtte vide det.

"Undskyld," sagde jeg hæst. "Det var ikke meningen, at du skulle høre det." Jeg lokkede ordene frem, selvom det gjorde ondt. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg havde alt for meget blod i munden.

Pludselig var der en spand foran mig, og jeg spyttede alt blodet op. Min mave føltes som en hård, tung kugle.

"Det okay," sagde han. "Vi snakker om det senere."

Jeg kunne mærke, hvor glad, jeg var. Han dræbte mig i det mindste ikke. Det var det, jeg frygtede. At blive dræbt, fordi jeg ikke var ligesom dem.

"Ta ..." mumlede jeg. Selvom jeg sagde det lavt og sagde kun det halve af ordet, forstod han mig.

"Tror du mit blod hjælper din hals?" spurgte han og hev mig op i sin favn. Han gik mod sengen.

Jeg sendte ham et blik, der betød, at jeg ikke ville drikke hans blod.

"Det er for dit eget bedste. Måske hjælper det virkelig. Rigtigt skulle du være død nu, men du overlever." Han lagde mig ned i sengen og beholdte armen omkring mig.

Jeg lukkede øjnene og sukkede tungt. Jeg orkede intet nu. Min krop var færdig og træt, især efter at hoste blod op.

"Rosie, hvis du ikke vågner ..." sagde han og lød bekymret. Jeg svarede ikke, men faldt bare i søvn op ad ham.

 

 

Jeg vågnede af torden og regnvejr. Det måtte være nat, siden mørket var faldet på og alle stearinlys i værelset var tændt.

Damen sad ved fodenden af sengen og kiggede på mig. Gad vide, hvor længe han havde siddet der?

"Er du okay?" spurgte han. Jeg nikkede, for min hals gjorde ikke så ondt som den plejede. Der imod, så havde min krop det meget værre. Hovedpinen dunkede og resten af kroppede brændte.

Jeg var lige ved at falde ned af sengen, da han hev mig op igen.

"Du trænger til et bad," sagde han og hentyede til det blod, jeg havde hostet op på min trøje og sveden på min pande.

"Hvordan?" spurgte jeg og havde endelig fået min normale stemme tilbage.

"Med en klud," sagde han og tog mig op i sine arme. "Du er helt kold."

Pejsen var tændt og varmt vand var klar med en klud i. Han havde sat mig på en stol under en masse håndklæder, men jeg kunne ikke engang rejse mig. Mine ben rystede og jeg ville mest af alt i seng igen. Bare mærke tæpperne igen og ikke denne varme ild ven siden af mig, der fik mig til at svede.

"Prøv at læg dig ned," sagde Damen og satte sig på huk ned på gulvet foran nogle tæpper foran pejsen.

Jeg prøvede at lægge mig ned, men min krop rystede. Jeg tog en dyb indådning, selvom det gjorde ondt i halsen. Alt kørte rundt i mit hoved. Jeg lukkede hårdt øjnene i og faldt først til ro, da han hjalp mig ned på gulvet.

"Smid kjolen," sagde han og jeg kunne ikke andet end at stirre op på ham.

"Hvad?" spurgte jeg, forstod ikke, om jeg havde hørt rigtigt.

"Jeg kan altså godt tåle at se dig nøgen," mumlede han. Han fik til at sidde op, så han kunne binde kjolen op.

"Hvad laver du?" spurgte jeg lavt.

"Du kan jo ikke engang sidde op selv. Jeg skal nok gøre det." Ligeså elegant som Loren kunne, bandt Damen den hurtigt op og den faldt ned.

Ilden var det eneste, der lyste rummet op med en orange farve. Det føltes totalt akavet at sidde her med kun trusser og bh foran Damen.

"Det her er altså pinligt," sagde jeg, da han førte den våde klud mod min hals, selvom det ikke var der blodet var, men ved min barm. Jeg lagde mine arme om den.

"Det er ikke pinligt, når du hører, hvor mange piger, jeg har set nøgen." Han smilede til mig. Hans øjne så orange ud, når ilden spejlede sig i dem. "Lige med undtagelse med dig. Du er smukkere end jeg forstillede mig."

"Er du så sådan en dreng, der er sammen med alle piger?" spurgte jeg og ville bare væk fra samtalen, da jeg begyndte at rødme af det.

"Nej," sagde han. "Det var kun med Mariah. Ja, jeg ved det, jeg synes også hun er irriterende," sagde han, da han mødte mit blik.

"Har Loren og Mariah noget sammen?" spurgte jeg ham.

"De havde engang. Han tog hende fra mig. Det gjorde ondt i starten, indtil jeg fandt ud af, at hun bare brugte mig." Han trak bare på skuldrende og førte kluden mod min svedige mave. "Så begyndte jeg at hade dem. De var sammen i cirka ti år og så var Loren pludselig væk. Jeg gætter på, at han tog over til dig." Han smilede til mig; det var hvide, perfekt tænder. "Nu hvor jeg bader dig, kunne du ligeså godt drikke mit blod. Jeg har intet imod det."

"Jeg har ikke ondt i halsen," sagde jeg.

"Det ved jeg godt, men det ser ud til, at du bliver lidt rask af det, siden du ikke er død endnu."

"Kun lidt," mumlede jeg og ville mest af alt gerne have hans blod. Mon det var ligeså sødt som Lorens?

Hans tænder stak ud og hans ene tand rev en streg i hans håndled. Han satte mig op på hans skød - ligesom Loren gjorde engang - og tog sit håndled mod min mund. Jeg ventede spændt på, at det løb ned i min mund. Det smagte mærkeligt, men godt. Virkelig godt. Den duftede af lavendler, men smagte dobbelt så godt. Sød, men så surt, så lidt af lavendel ...

"Jeg troede kun, at du ville have lidt," grinede Damen i mit øre og lænede sig ned mod mig. Han opførte sig ligesom Loren, når jeg drak hans blod, så det gjorde ikke noget, da han kyssede min hals hurtigt. Som Loren sagde, kunne han ikke styre sig, når han drak mit blod og det sammme, når jeg drak hans blod.

Jeg svarede ikke, men nød bare hans dejlige blod, der varmt trillede ned af min ømme hals og fik mine muskler til at slappe af. Jeg trak vejret tungt og kunne endelig sætte mig ordenlig op af den energi som blodet gav mig.

Jeg trak mig væk, efter at have drukket en del. Blodet havde et eller andet med aldrig at kunne mætte. Jeg var nød til at tvinge mig væk.

"Tak," sagde jeg og kunne mærke energien boble i mig. Det ville kun varer i få sekunder og så ville jeg have det elendigt igen.

"Hvad skal jeg så vaske?" spurgte han med en sjov stemme. Jeg havde blod ned ad halsen og lidt længere ned.

"Du skal ikke vaske mig," hviskede jeg lavt og nød varmen fra både ilden og hans krop.

Han forstod med det samme og kyssede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...