Nattesorg 2.

Dette er 2'eren af Natteskrig. Den handler stadig om Rosie og Loren.

4Likes
46Kommentarer
2673Visninger
AA

4. 4.

"Loren ..." sagde jeg lavt, da jeg mærkede, hvordan min hals snørrede sig sammen til en brændede kugle og hvordan jeg så dobbelt igen. Hovedpinen gjorde mig bleg og smerten i halsen fik sveden til at løbe ned af panden.

Jeg ville sige, at jeg nok ikke ville klare det, at jeg havde for mange smerter og dette var en typisk død. At alt var okay og jeg havde det okay og det skete hurtigt. Om lidt ville jeg falde om, midt i Lorens favn og aldrig vågne op igen.

Jeg åbnede munden, men kun et kvalt hulk kom ud. Tårer rendte ned af mine kinder og jeg begyndte at hoste igen.

"Du overlever, elskede. Jeg finder en læge hurtigt. Det skal nok gå." Han lagde armene om mig.

"Du ved godt selv, at der ingen læger er her." Jeg sagde det hurtigt, selvom min hals brændte og ikke ville have, at jeg skulle snakke igen. "De vil finde ud af, at jeg er et menneske." Hvis de fandt ud af det, ville de brænde mig af over et bål eller noget i den stil. De ville ikke lade mig leve ret længe.

Pludselig fik jeg en idé, som fik alt til at se lysere ud. Det var kort, nemt og dejligt. Det jeg havde allermest lyst til, hvis min hals alså ville synke det.

"Var der ikke noget med, at ..." Jeg fik et hosteanfald, selvom jeg ikke engang kunne hoste. Mine lunger skreg efter luft, men jeg kunne ikke trække vejret, når jeg ikke engang kunne hoste. Det lød som små, mærkelige hik.

Loren hjalp mig med at trække vejret, selvom han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han opførte sig, som om jeg var det mest skrøbeligeste ting i verden. Han slog mig bare blidt på ryggen som faktisk hjalp.

"Dit blod," hviskede jeg lavt.

"Det hjælper ikke. Det bedøver dig kun i få minutter, men i virkeligheden får du det dårligere, når du ikke lærer smerten at kende."

Mit håb forsvandt med det samme hans sagde det. Alligevel var trangen stor til at drikke hans varme blod som ville køle min hals af.

"Vil du ikke nok bære mig op i seng?" spurgte jeg. Han nikkede og tog mig op i sine arme. Hans ansigt havde ingen følelser og holdte det bare koldt. Jeg vidste ikke engang, hvordan han havde det nu. Elendigt? Pinefuldt? Glad? Lykkelig?

Jeg blev lagt ned i sengen og dækket af tæpper og puder, indtil det blev varmt nok. Jeg kiggede ud af vinduet, hvor regnen skyllede ned af vinduet. Et lyn kom, igen og igen og så et brag. Det ville passe perfekt, hvis jeg faldt i søvn nu og falde i en evig søvn på en regnvejrsdag. Som om verden havde ondt.

Jeg tvang mig selv til at trække vejret, selvom det gjorde ondt. Jeg ville vride mig, skrige og råbe, men jeg kunne ikke. Jeg gjorde det indvendig.

Jeg kiggede op på Loren igennem tårer. Jeg kunne ikke få dem væk. Det kom igen og igen.

Han havde blod ned af kinderne, ned af halsen og hele vejen ned til brystkassen. Hans eget blod. Det skinnede i stearinlyset ved siden af os og han så så forbandede smuk ud med alt det sorte blod i hovedet, men alligevel så forbandede smertefuldt at se på. Han græd. Blod var hans tårer.

"Du må ikke falde i søvn," hviskede han. Jeg ville gøre at for at svare ham tilbage, at jeg ikke ville forlade ham, at jeg var ved siden af ham og vigtigst af alt: at jeg elskede ham. Det var første og sidste gang, jeg så ham græde - hvilket jeg var glad for. Jeg håbede, han fandt en anden som var bedre end mig.

Jeg lukkede øjnene og nød for sidste gang hans arme om mig, duften af roser, varmen fra ham, vores hænder flettet sammen og vores brændmærker mast mod hinanden.  

 

 

På en måde var jeg skuffet og glad på samme tid, da jeg hørte de mærkelige fugle skrige udenfor. Jeg var varm, alt for varm, men alligevel kold, min hals brændte og hovedpinen dunkede. Jeg lagde dog mærke til, at det ikke gjorde så ondt mere.

Jeg åbnede øjnene og forventede at se ind i Lorens smukke øjne, men jeg så i stedet ind i en væg.

"Jeg havde troet, at du ville sove længere," sagde en stemme ovre ved vindueskarmen. Jeg vendte mig blik derover og så Damen sidde der. "Jeg skal bare passe på dig, mens Loren prøver at finde noget medicin," fortsatte han, da han så mit forvirret blik.

Jeg tænkte ikke engang på, han var væk. Jeg tænkte kun på min vejrtrækning, der blev hurtigere og hurtigere og mere ivrig efter luft.

"Bare så du ved det, så har jeg "bedøvet" dig, men det så ud til, at du vågnede af det."

Jeg kiggede forvirret på ham, indtil jeg fandt ud af, at han havde givet mig sit blod. Jeg kiggede med store øjne på ham og kunne føle, hvordan jeg havde lyst til at brække mig. Tanken om at drikke blod fra en anden end Loren ...

"Jeg stak det ind i dig, Rosie. Det er lidt svært at få dig til at drikke mit blod, når du sover." Han nikkede mod min overarm, hvor et lille prik med blod på var.

Jeg lagde mit hoved mod væggen og trak vejret tungt. Jeg kunne godt mærke hans blod boble i mine årer og tage lidt af smerten væk, men den var ved at gå væk nu.

"Hvornår kommer han hjem?" spurgte jeg.

"Det går ud på, hvor lang tid det tager at finde det han skal have."

Det var først nu, at jeg så rigtigt på ham. Han havde mørkebrunt hår og sorte øjne. Han var lidt tyndere end Loren, men det var kun, fordi Damen havde mindre muskler. Han så lidt spinkel lidt, indtil jeg fik øje på de store muskler, der snoede sig op af hans krop. Han havde en svag bronzefarvet glød i huden, men det var ikke meget. Han var smuk, ingen tvivl om det.

Jeg sad i lang tid og betragtede ham, selvom han nok syntes det begyndte at blive ubehageligt. Jeg kendte det godt, når Loren begyndte at kigge på mig. Hans varme, smukke og sorte øje, der kiggede på mig ...

Damen virkede ung i sin alder. Måske var det bare mig, der var vant til at være sammen med Loren, der var enogtyve år? Damen måtte være et eller to år ældre end mig.

"Hvor mødte du Loren fra?" spurgte han. Jeg tog den kop med vand ved siden af mig og kølede min hals af, inden jeg snakkede. Om lidt ville hans blod-medicin køle af og jeg ville få smerter igen. "Han reddede mig fra varulve og passede mig, da min mor døde." Det føltes helt akavet at snakke om.

"Jeg kan se, hvor mange gang I har haft sex," sagde han og nikkede mod min hals. Det lød helt forkert og underligt, at det skulle komme fra ham. Det ville være totalt pinligt, hvis en sagde det, men hans tonefald var så sjovt, at jeg ikke kunne lade være med at smile stort istedet for at grine. Hvis jeg grinte, ville det sikkert gøre ondt.

Min hals var fyldt med bidemærker, især når de aldrig ville hele. Det var bare små, to huler, der altid ville være lidt røde. De var op og ned af min hals tæt ved pulsåren.

"I lige måde," sagde jeg ironisk, da jeg så hans hals, der ikke var nogle bidemærker på. Bidemærker heler heller ikke på vampyrer. Efter at se et par vampyrer her, havde de stadig bidemærker på sig.

"Jeg er ikke vild med blod-sex med andre vampyrer," mumlede han, lidt flov over, at der ikke var bidemærker på sin hals, når der var så mange på min.

"Du skal plus to gange med, hvis du vil vide, hvor mange gang, vi har gjort det," sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile af hans mærkelige tonefald og humor. Godt nok havde jeg lige troet, at jeg ville dø og så var Loren her endda ikke, men jeg ville måske dø snart. Hvorfor ike nyde den sidste tid?

"Okay ... toogfyrre gang?" Han måbede. "Dit sexliv er meget større end mit. Især når du kun er ... seksten, ikke?" spurgte han og jeg nikkede. "Og jeg er femhundredogsyvogfyrre år!" Han satte sig ned i min seng og så næsten ud, som om han ikke kunne fatte det. "Det helt klart Loren. Hvorfor skal han helt præcist altid være bedre end mig til alle ting?"

"Han har da ikke ... Han havde ingen bidemærker," mumlede jeg og mærkede smerten stille kom til min hals.

"Man kan ikke se det på os. Vi hader virkelig at drikke hinandens blod, eller nogle gør, så vi bider ikke hinanden."

Jeg gled ned af væggen og ned på en hovedpude. "Hvorfor har alle så bidemærker?" spurgte jeg.

"De vil bare have opmærksomhed." Han lagde tre tæpper over mig og slukkede stearinlyset med to fingrer. "Bare sov."

 

 

Jeg fik nærmest et chok, da jeg vågnede. Solen havde endelig skubbet de tunge skyer væk og skinnede smukt ind ad vinduet. Jeg skulle lige til at løbe hen til den, da jeg fik kramper i brystet. Jeg holdte vejret et stykke tid og satte mig op, så jeg bedre kunne trække vejret.

Jeg havde forventet larmende fugle og alle juble og rende rundt omkring, men der var helt stille. Min første tanke var, om jeg var væk. At dette var min drøm, der ville varer for evigt og føre mig mod himlen ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...