Nattesorg 2.

Dette er 2'eren af Natteskrig. Den handler stadig om Rosie og Loren.

4Likes
46Kommentarer
2642Visninger
AA

2. 2.

"Du er vred, så jeg smutter. Ses, Loren." Hun vinkede til ham og gik ud af døren.

"Hvad er jeg?" spurgte jeg ham.

"Tænk, at du kan skræmme en vampyr ud af huset," sagde han og besvarede ikke mit spørgsmål.

"Hvad er jeg?" spurgte jeg igen. Jeg skubbede hårdt til hans brystkasse, men der rykkede selvfølgelig ikke på sig.

"Jeg gider dig virkelig ikke, hvis du skal være sådan."

"Hvad er jeg?" spurgte jeg.

"Du er så skide vred hele tiden! Rosie, jeg kan altså ikke tage det nu." Han tog fat i mine hænder, så jeg ikke kunne skubbe ham.

"Hvorfor er du overhovedet sammen med mig? Knaldeven?" sagde jeg og prøvede at kopier Mariahs stemme.

"Du ved godt, at jeg ikke tager dig efter sex," sagde han.

"Nej, det vidste jeg ikke. Hvorfor har vi det så omkring tre gange om dagen?" Jeg vred mine hænder fri af han greb, men vidste allerede, at det var umuligt.

"For så slipper jeg for at jage." Han hev mig tættere ind til sig. "Og så kan jeg også være mere sammen med dig."

"Synes allerede, at vi er alt for meget sammen," sagde jeg, selvom jeg ikke syntes det. Jeg var bare vred, ikke andet.

"Fint. Så går jeg." Han gav slip om mine håndled, vendte ryggen til mig og gik ud af døren.

 

 

Hele natten havde gemt mig under sengen. Sengen var bred og lang og gulvet var af mørkt træ. Huset var stort og sort, ligesom det andet hus, men bare større. Jeg gad ikke engang lære hele huset at kende. Nu var jeg fanget her og kunne ikke slippe ud.

Sveden og tårer dryppede ned af mig. Jeg kunne høre ulve hyle, nogle skrige og råbe og vinden, der piskede vinduet. Jeg lå som en lille kugle på siden og rystede af skræk. Ulvene kunne springe ind af vinduet og monstre kunne sikkert finde en bedre måde at komme ind i huset på.

Loren var ikke hjemme, heller ikke da klokken slog to om natten. Jeg frøs som bare fanden, men jeg turde ikke række hånden op og tage fat i et tæppe. Der var koldt på det hårde gulv.

Jeg ventede kun på, at hoveddøren ville gå op og Loren ville træde ind og tage sine beskyttende arme om mig.

Et skrig lød og jeg krøb rystende sammen. Mine tænder klaprede og jeg bed mig hele tiden i læben. Så kom et grin og så nogle skridt. De gik heldigvis væk.

Så gik hoveddøren op nedenunder og jeg holdte vejret. Jeg kunne høre skridt dernede, selvom jeg var helt oppe på anden etage. Jeg holdte godt fast til det håb, at det var Loren og ingen andre.

Jeg så en gå på gulvet og sveden og mit bankende hjerte bankede hurtigere. Så så jeg en hånd, og jeg blev helt lettet, da jeg så brændmærket på håndledet. Lidt efter så jeg Loren, der satte sig på gulvet og kiggede på mig.

"Hvorfor ligger du der?" spurgte han. Jeg svarede ikke, men lukkede bare øjnene, tryg nok til at falde i søvn. "Kom her," sagde han. Jeg åbnede øjnene og så ham række hånden mod mig. Han tog min hånd, da han fra start af godt vidste, at jeg ikke ville tage den. Han hev mig ud af sengen, men jeg var stadig stiv at skræk. Han tog min ind i sin favn og sukkede. "Du er jo helt kold." Hans arme var helt varme mod min kolde hud.

"Jeg kan ikke lide stedet," sagde jeg og begyndte at hulke lavt. Tårer gled ned af min kinder, en efter en. 

"Hvis vi går en tur igennem stedet i morgen vil du elske det. Jeg skal nok blive hos dig hele tiden." Han vuggede mig frem og tilbage og tørrede mine kinder for tårer. "Okay?"

"Okay," hviskede jeg og lagde mit hoved på hans stærke brystkasse.

"Du må ikke græde," sagde han, da jeg ikke kunne styre mine tårer. "Undskyld, at jeg gik. Jeg troede ikke, at du ville få det sådan her." Han kyssede min kind. "Jeg er ked af det. Vi burde ikke skændtes."

"Undskyld," sagde jeg lavt.

"Du er tilgivet. Er jeg?" Han trak mig op i sengen og tog tæpper om mig. Jeg nikkede bare. "Tak. Jeg elsker dig." Selvom jeg var bange og smadret, kunne jeg ikke lade være med at blive helt varmt og smile af det sidste han sagde. Det var så lang tid siden, han sidst havde fortalt mig det. Jeg ville aldrig blive træt af ordet så længe det var sandt.

"Jeg elsker også dig." Jeg lænede mig frem og kyssede ham. Han lagde mig ned i sengen og kiggede på mig igennem halvmørket. Jeg vidste godt, at han aldrig sov, men jeg vidste også, at han ville blive i sengen til jeg vågnede og beskytte mig.

"Godnat, elskede." Han legede med mit hår. Han ville gøre det resten af natten og måske også kærtegne min kind eller hals.

Jeg svarede ikke, men faldt bare i søvn i hans arme.

 

 

Det første, jeg så, da jeg åbnede øjene, var Lorens øjne. Sorte, smukke og mindede mig om en sort rose. Lige da jeg havde tænkt tanken, rakte han en sort rose mod mig.

"Godmorgen." Han strøj mit hår væk fra mit ansigt. "Sovet godt?"

"Ved siden af dig, ja." Jeg rejste mig træt op og rystede mit lange hår.

"Du har lovet mig noget," sagde han.

"Jeg lovede det ikke," sagde jeg og fandt en kam frem. Jeg redte mig hår og prøvede at glemme det han snakkede om.

"Nej, men du sagde du ville. Rosie, jeg kan ikke lade dig gå skræmt omkring et fremmed sted."

Jeg sukkede og satte mig træt i sengen. Selvom jeg sov godt i nat, var mine øjenlåg tunge. "Kan du ikke finde noget tøj?" spurgte jeg og følte, at jeg behandlede ham som en slave. Han gjorde som jeg sagde og fandt en sort kjole i skabet. Den var pæn og detaljeret. Han hev min kjole over mit hoved og gav mig den nye på. Han bandt den ved ryggen og kyssede min nakke.

"Mm," mumlede jeg irriteret, da han trak sig væk. "Det mindste, du kan gøre, er at få mig til at vågne lidt mere om." Jeg vendte om og kyssede ham. Han smagte dejligt af søde roser og jeg kunne dufte søde roser på lang afstand.

Det var lige før, at jeg kunne få ham til at glemme hans planer, men han skubbede mig hurtigt væk. Han smilede undskyldende og satte noget bag mit øre - selvfølgelig en sort, smuk rose.

"Kom," sagde han og tog min hånd. "Jeg har en overraskelse." Han trak mig hele vejen væk fra huset og mod skoven. Jeg sendte det store, flotte et sidste blik, før vi gik ind i den mørke skov. Mærkelig, kæmpestore og smukke fugle fyldte træernes tykke grene og skreg til hinanden. Nogle sang smukt, andre skreg med en skinger sangstemme.

"Hvad er det?" spurge jeg og stoppede op, da jeg hørte noget i luften. Det var lyden af kæmpe vinger.

"Hvis du gik lidt hurtigere, så ville du se det." Han greb min hånd og hev mig igennem skoven. Jeg kiggede på de tørre træstammer og slyngplanterne, der slyngede sig tæt om dem og længtes efter sol, selvom de umuligt ville kunne få det. Kun hvis de var hurtige nok til at vokse over tredive meter op i luften.

Vi sagde ikke noget, mens vi gik. Vi holdte bare i hånden og nød stilheden. Jorden var der begyndt at komme sten i, i stedet for det bløde, mørke jord, og da jeg kiggede op, var der et stort område ud til stranden og en hel del klipper. Der var græs over alt og ingen træer om området. Det var et smukt sted, et unikt et.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...