Nattesorg 2.

Dette er 2'eren af Natteskrig. Den handler stadig om Rosie og Loren.

4Likes
46Kommentarer
2514Visninger
AA

1. 1.

Vi havde kun været sammen i en måned, før han tog mig derover. Det var ligesom en anden verden. Et kæmpe - måske uendelig stort - land, der var skræmmende grimt. Nej, det var ikke grimt, men det var bare de skrækkelige steder det havde. Tågen, kirkegårde, råddene, store træer og de monstre, der gik rundt omkrin. Nej, ikke monstre, for så var Loren et. Jeg prøvede at betragte ham som menneske, men det var sværre end bare tanken.

Vi skulle gå en hel dag, før vi endelig var der. Stedet, hvor Loren blev opvokset. Der, hvor ingen mennesker levede, men kun unaturlige dyr og monstre. Eller ikke monstre, men bare nogle anderledes ... mennesker.

En kæmpe port åbnede sig foran os. Allerede synet af den tolv meter høje port skræmte livet af mig. Den var lavet af gammelt træ, men den holdte sig. Det var umuligt at kunne bryde igennem den port. Selv når vagten var seks gange så stor som mig og sikkert million gange så stærkere. Han var høj, sort og proppet med muskler.

Jeg gemt lidt mit ansigt bag den sorte vifte og lod, som om jeg bare skulle vifte mig selv i ansigtet. Der var hede varmt her, selvom det ingen sol kunne komme igennem de tykke, grå skyer over os.

Jeg holdte hårdt om Lorens arm. Han tog alt roligt og smilede bare kærligt og beroligende ned på mig. Jeg kunne ikke være rolig, når jeg var i en verden, der slet ikke burde være her.

Inden vi gik igennem porten, tog han fat i mit ansigt og lænede sig ned mod mit øre.

"Ingen ved, hvem du er. Det er vigtigt, at de ikke får at vide, at du er et menneske. Aldrig tænk på det, når du rør andrer." Han trak sig væk og lod, som om intet var sket, selvom jeg vidste, at jeg kunne miste livet, hvis jeg ikke gjorde som han sagde. Jeg var det eneste menneske, når jeg trådte ind af porten.

Vi gik ind af porten. Hele stedet var omringet af hegn, men området var så stort, at man ikke ville lægge mærke til det.

Der var en strand til højre. Vandet så sort og koldt ud og der var sikkert fremmed fisk i. Til venstre var der en skov med kæmp høje træer, hvilket betød, at der ikke var grene nederst og man ikke ville få grene i hovedet. Over for os var der en masse mennesker. Nej, ikke mennesker, men de så virkelige mærkelige ud ...

Jeg gik langsomt hen til dem og så dem alle kigge på mig. Jeg kunne genkende alle dem, der var en vampyr; de havde røde øjne og tænderne ude og ingen var bange for dem. Der var en mand og en dame ved siden af hinanden med kæmpe store vinger med fjer. En varulv lå lænket og død på jorden. En mand, der kun havde et sort, stort stof om sig og kun hans hoved kunne ses. Eller nej, men kunne ikke se hans hoved. Han havde ikke engang et hoved.

"Jeg bryder mig allerede ikke om stedet," hviskede jeg så lavt jeg kunne til Loren. Jeg kunne ikke engang høre, hvad jeg sagde, men han havde en god hørelse.

"Du behøver ikke hviske. Alle kan alligevel høre dig," sagde han til mig. Alle stod og kiggede på mig. Det vidste allerede, at jeg var et nemt offer.

 

 

Jeg havde været inde i Lorens hus hele dagen og natten. Jeg nægtede at gå ud, selvom Loren lokkede mig. Jeg rystede af skræk og ville bare væk.

"Rosie," sagde han og satte sig på hug foran mig. Jeg sad på sengen og stirrede ind i væggen. "Du har ikke snakket med dem endnu."

"Vil du ikke gå?" spurgte jeg. Jeg havde brug for at være alene, eller bare her i værelset, for det var irriterende Loren lokkede mig over mine grænser.

"Vil du ikke med mig ud? Det vil betyde meget, hvis du bare er en smule glad." Han tog fat i mine hænder. "Jeg beskytter dig." Han hev mig op af sengen, bar mig op, så jeg var nød til at lægge benene om livet på ham og så tilføjede han hurtigt: "Altid."

"Du kan da ikke mene, at du er stærkere end alle dem til sammen. De vil sikkert meget gerne dræbe et menn ..."

"De kan stadig høre dig, dit fjols," sagde han. "Lad være med at nævne det."

"Hvad nu, hvis de dræber mig?" spurgte jeg.

"Der er kun én regl her, og den er, at man ikke må dræbe hinanden."

"Er der de samme regler som med mennesker?" spurgte jeg ham. Han tøvede, men kyssede mig bare.

"Loren, sig sandheden," sukkede jeg mod hans læber.

"Nej, der er ikke de samme regler som for mennesker, og det er derfor, at ingen skal vide, du er et." Han kyssede mig ned af min hals og mod mit bryst.

"Gælder reglerne så også for dig?" spurgte jeg.

Han trak sig forvirret væk og kiggede mærkeligt på mig. "Hvad mener du?"

"Har du den samme regl? Ikke dræbe mons ... Dem der, men ingen regler for mig?" Jeg vidste godt, at han aldrig ville dræbe mig, men jeg sagde det alligevel.

"Jeg har andre regler," sagde han. "Lad være med at nævn det. Du ved det godt." Han gjorde sådan, at jeg hang tættere på ham og havde benene op over hofterne på ham.

"Det fløj bare ud af munden," løj jeg. Det fløj ikke ud af munden på mig før, men det gjorde det nu. Jeg havde lige løget.

"Der er bare ikke særlig mange regler," sagde han og kyssede min hals og længere og længere ned. Han gav slip under mine lår og prøvede i stedet at få kjolen af. Det var første gang, at han måtte hive og flå og bare ikke kunne få den af, men det var klart, når jeg hang på ham.

Lige da han endelig fik styr på kjolen og det kom op der til maven, skubbede han mig pludselig væk og jeg landte hårdt på jorden. Jeg kiggede forvirret på ham, men han havde vendte ryggen til mig og kiggede på døren, der gik op. En lyshåret, ung dame trådte ind, bare sådan uden at banke på.

Hendes øjne var grønne, men hendes tænder var ude. Hun kiggede på Loren med et blik, der var fyldt med glæde.

"Loren!" hvinede hun.  Jeg sendte hende et mærkelig blik, da hun vendte ryggen til mig, for at svinge sig i armene på Loren. Jeg havde allerede mistet mit humør, så det gjorde ikke noget, hvis hun kunne finde på et større dræberblik end mig.

"Rosie, det her er Mariah." Han lagde armen om mig og jeg kunne mærke, hvordan det brændte i mig. Jeg stirrede bare på dem, indtil jeg mumlede et eller andet med hej. "Hun er som en søster for mig," sagde han så, da han så mit blik.

"Åh, Rosie. Han har intet snakket om dig. Nok fordi han aldrig har besøgt mig, men alligevel." Hun slog blidt ham på armen.

Loren lænede sig ned mod hende og hviskede advarende: "Hun kan nemt blive vred." Det gjorde ondt, at han kunne sige sådan noget. Selvom det ikke var meningen, at jeg skulle høre det, så gjorde tanken ondt, at han sikkert syntes jeg var vred hele tiden.

"Åh," sagde hun. "Vred knaldeven?" Hendes kommentar ramte mig direkte i hjertet. Både af sorg, men mest vrede. Virkelig meget vrede, så meget, at jeg var ved at slå hende ned, da tanken slog mig, at det ville gå værre ud over mig selv.

"Mariah," mumlede han og lød for en gang skyld lidt sur. "Hun er min kæreste."

Hendes ene, tynde, blonde øjenbryn fløj i vejret. "Altså sådan ... elskerinde-agtig?" Hun var lige ved at åbne munden og bare måbe.

"Præcis." Han rakte hånden ned mod mig, for at hjælpe mig op fra gulvet, men jeg tog ikke imod den. Jeg rejste mig bare koldt op.

"Det kan jeg se," sagde hun og holdte sin hånd foran sin mund, for ikke at grine. "Nu forstår jeg det med, at hun altid er vred."

"Jeg er ikke altid vred," sagde jeg efter at samle noget mod sammen. Jeg burde ikke være bange for hende, for det gjorde mig ikke lige frem stærkere.

"Nå, men jeg skulle bare sige hej Lorens "elskerinde". Jeg er åbentbart ikke velkommen i huset," sagde hun, da hun mødte mit blik.

"Undskyld, Mariah. Jeg kan ikke gøre for, at Rosie er ..." Han stoppede op i sætningen.

"Er hvad?" spurgte jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...