Someone in the dark was you ~ JDB. ♥

Der var engang.. - sådan troede 15 årige Emma Lily McCartney at hendes liv skulle være. Og at man skulle leve lykkeligt til sine dages ende.. sådan troede hun at hendes liv skulle slutte. Men en dag går det grueligt galt, da en lastbil ikke ser hendes forældre, der kommer kørende i en lille bil - på vej på en lille ferie, kun forældrene. Dagen før havde Emma og hendes mor været oppe og skændes.. det sidste Emma fik sagt til sin mor var: "Jeg hader dig. Jeg ville ønske at jeg kunne få en ny mor". Emma har den dårligste samvittighed, og bor sammen med sin lille søster på 10 år, hos deres moster. Hun har kun én veninde, som også er hendes bedste veninde - nemlig Karoline. Hun har det også svært i skolen, og er blevet 'stemplet' som 'Klassens nørd'.
Men måske en enkelt dreng kan ændre det hele? - Måske drengen kan hjælpe hende med hendes sorg, og få lettet sit hjerte? - Miracles can happen. <3 *

*Det hele foregår i Canada, og Justin er IKKE kendt!*.

3Likes
110Kommentarer
3344Visninger
AA

5. Hvorfor skal du være så stædig + en sød dreng.

2 timers matematik var endelig ved at være overstået. Vi havde 2. grads ligninger - ja, godt så. Der var vidst ikke rigtigt nogle i klassen, der holdte af det fag. Alle sad og lavede alt muligt andet.. nogle sad og små-snakkede, mens andre sad og skrev sms'er i skjul. Det var lidt komisk, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Til højre for mig sad Karoline, og og gabte. Jeg gav hende en albue i siden, og hentydede til klassens dovenskab. Hun kiggede rundt i klassen, og var ved at knække sammen af grin. Klokken nåede dog at ringe, inden vi brød ud i grin.

"Hey Ems. Jeg går lige ud på torvet, jeg skal mødes med Ryan" sagde Karoline til mig, og bed sig i læben. "Uh, har I noget kørende?" spurgte jeg og blinkede flere gange med højre øje. Hun rødmede bare og kiggede ned i jorden. "NUUUURH!" råbte jeg spændt på gangen, og klappede ivrigt i hænderne. "Hvad med dig og ham Justin, fra parallelklassen?" spurgte hun nysgerrigt og tog min arm under hendes. "Njaarh" rødmede jeg og trak lidt på smilebåndet. "Altså.. han er virkelig sød. Men jeg ved ikke om han er seriøs" sagde jeg og trak med skuldrene. "Det er jeg sikker på at han er, søde. Men Ryan er derovre" smilede hun og pegede på ham. Hun slap min arm, og smuttede derover. Hun tog hænderne foran hans øjne, og han vendte sig til sin store forskrækkelse om. Han smilede stort, og kyssede hende på kinden.

Jeg sukkede, og smilede over det syn. Lige pludselig stod der en dreng foran mig, og smilede stort. "HEJ!" sagde han og grinede og vinkede med højre hånd. Jeg blev så forskrækket, at jeg næsten var ved at skide i bukserne. "Justin! Du skræmte livet ud af mig" grinede jeg og rystede på hovedet. "Undskyld" grinede han uskyldigt og trak på skuldrene. "Hva' så? Havde du nogle gode timer?" spurgte Justin og trak mig med hen til en bænk. "Jeg havde 2 usædvanlige kedelige matematik timer. Vi havde Mrs. Foster" sagde jeg og stak pegefingeren ned mod halsen, som tegn på at jeg brækkede mig ved tanken af hende.

Justin prøvede på at lade være med at grine, og pegede om bag mig. Jeg vendte stille og roligt hovedet, og så en meget sur Mrs. Foster stå og kigge på mig - med frygtindgydende øjne. "Øhmm.. heeeej Mrs. Foster" sagde jeg og trak e'et langt ud og tvang et meget falsk smil frem. "Hmprh" sagde hun og vendte ryggen til mig, mens hun satte imod lærerværelset. "Fuck! Det var ikke sjovt, Justin" mumlede jeg og gled ned ad bænken. "Jo--d--ee-dde-t va--vv-aar- s-såsåå- mor-sso--mt" stammede Justin mens han tog sig til maven, af latterkramper. "Bah" smilede jeg og kiggede over på Justin. Han sad lige så stille, og kiggede mig i øjnene. Hans så gyldenbrune hår, lå perfekt lige nu - og hans så kærlige øjne kinda borede sig ind i min sjæl.

Han kiggede så sødt på mig, og lagde hovedet på skrå. "Hvad? Sidder der noget i mit øje?" spurgte jeg forvirret og begyndte at klø mig i øjet. "Nejnej. Jeg fatter bare ikke, at jeg aldrig har lagt mærke til dig før" sagde han forsigtigt og smilede. "Der er ikke så meget at lægge mærke til" stammede jeg nervøst og tog min taske, og begyndte at gå ned ad gangen. Jeg var ikke vant til at få opmærksomhed fra drenge, og det var lidt svært for mig. "Hey Emma! Vent! Hvad sker der?" spurgte han og satte i løb efter mig ned ad gangen. Jeg begyndte at løbe hurtigere, og var ved at være ved toilettet. Jeg skyndte mig ind på det nærmeste, og låste mig selv inde. Min taske stod ved siden af mig, mens jeg havde taget mine ben op til hagen, og lagde hovedet på knæene. Tårerne begyndte automatisk, og jeg sad bare og græd. Jeg tænkte på min mor og far, og min dårlige samvittighed over det sidste jeg sagde til min mor.

Jeg snøftede, og tørrede mine øjne med bagsiden af hånden. "Emma? Åbner du ikke?" spurgte Justin ligeså forsigtigt og bankede blidt på. "Nej" svarede jeg bare og græd videre. "Jeg går ikke, før du åbner eller fortæller mig hvad der er galt" svarede Justin. "Justin.. brug ikke din tid på mig. Du skal have time. Smut hellere ellers får du bare eftersidning" sagde jeg. "Nej. Jeg går ikke uden dig" sagde han bestemt. "Justin? Hvorfor skal du være så pisse stædig?" sagde jeg irriteret og satte benene ned på jorden. "Det kan du takke min mor og far for" grinede han. Jeg rakte med en rystende hånd, hen mod låsen - men trak hurtigt min hånd til mig igen og bed mig i læben. Jeg tog chancen, og rakte igen imod låsen, og denne gang sagde den 'klik'. Jeg bed mig i læben, og skubbede døren op. Jeg sad stadig på toilettet, og Justin stod og lænede sig mod håndvaskene.

Han rakte hånden ud mod min, og jeg tog hans hånd. Jeg brød fuldstændig sammen i hans arme - og jeg følte mig virkelig tryg her.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...