Someone in the dark was you ~ JDB. ♥

Der var engang.. - sådan troede 15 årige Emma Lily McCartney at hendes liv skulle være. Og at man skulle leve lykkeligt til sine dages ende.. sådan troede hun at hendes liv skulle slutte. Men en dag går det grueligt galt, da en lastbil ikke ser hendes forældre, der kommer kørende i en lille bil - på vej på en lille ferie, kun forældrene. Dagen før havde Emma og hendes mor været oppe og skændes.. det sidste Emma fik sagt til sin mor var: "Jeg hader dig. Jeg ville ønske at jeg kunne få en ny mor". Emma har den dårligste samvittighed, og bor sammen med sin lille søster på 10 år, hos deres moster. Hun har kun én veninde, som også er hendes bedste veninde - nemlig Karoline. Hun har det også svært i skolen, og er blevet 'stemplet' som 'Klassens nørd'.
Men måske en enkelt dreng kan ændre det hele? - Måske drengen kan hjælpe hende med hendes sorg, og få lettet sit hjerte? - Miracles can happen. <3 *

*Det hele foregår i Canada, og Justin er IKKE kendt!*.

3Likes
110Kommentarer
3343Visninger
AA

2. Genopfriskede minder og en.. dreng?

"Hej Ems" sagde min lillesøster lidt fraværende, idet hun kom gående ind på mit værelse. "Hey Brook" sagde jeg og gav hende et highfive og nev hende i begge kinder. "Er der noget galt?" spurgte jeg og klappede mig på låret, som et signal på at hun skulle sætte sig på mit skød. "Bare endnu en dårlig dag i skolen" sagde hun og sukkede. Hendes lille mund hang nedad, mens hendes 2 lange fletninger indrammede hendes så kønne ansigt. Vi havde altid været meget knyttet, også selvom der var 5 år imellem os. "Vil du fortælle mig det?" spurgte jeg og nussede hende på ryggen.

"De drillede mig med at jeg ikke har nogen mor og far" sagde hun og brød sammen. "Årh, mus" sagde jeg ligeså ked af det, og knugede hende helt ind til mig. "Savner du dem?" sagde jeg med grødet stemme, og prøvede på at få hende til at kigge mig i øjnene. Hun nikkede mens hun kiggede mig i øjnene, hendes smukke blå øjne var fyldt med tårer, og de glistrede så fint. Jeg løftede hende fra mit skød, og satte hende på min seng. Jeg tørrede mine øjne med bagsiden af min hånd, og hev en masse papkasser frem, fra mit walk-in closet. "Der var den!" sagde jeg og løftede den tunge kasse, med over i sengen. "Hvad laver du?" spurgte Brooklyn nysgerrigt, men med en grødet stemme.

"Se her!" smilede jeg og tog en masse billeder ud. Nogle fra da vores forældre var unge, og en . masse minder. En masse familiebilleder, og da Brooklyn sad i vægten - da vi bagte. Jeg havde mel i hele hovedet, mens mor stod ved siden af, og tog sig til maven af latterkramper. "Hahaha! Prøv at se du har mel i hele hovedet!" grinte Brook og pegede på mit buttede ansigt. "Og prøv at se dig! Du kunne knap nok sidde i vægten, så tyk du var" grinte jeg og nussede hende i håret. Hun kiggede op på mig, og smilte. "Er du klar over hvor meget du ligner, mor?" spurgte jeg, og gav hende et skævt smil. "Virkelig?" sagde Brook overrasket og tog sig til kinderne. "Gør jeg?" spurgte hun og gik over i spejlet. "Du har mors næse, mors fantastiske grin - og hendes lyserøde læber" smilte jeg for mig selv, og lagde hovedet på skrå. Hver gang jeg nævnte en del af kroppen, rørte hun ved sin næse, smilte og kørte hendes pegefingre over hendes små læber. "Det skal du være stolt af" smilede jeg og stilte mig hen bag hende, og holdte begge hendes skuldre med mine små fingre. "Du har i det mindste ikke fået fars ulækre snorken" grinte jeg og kyssede hende i håret.

Hun vendte sig om, og lænede hovedet tilbage - mens de smukke blå øjne borede sig ind i min krop. Hun klamrede sine solbrune arme, om mine hofter og sagde: "Jeg elsker dig. Du er verdens bedste storesøster" sagde hun og kiggede igen op på mig. Jeg løftede hende op, og satte hende på min hofte. "Det kan jeg kun være, fordi at jeg har verdens bedste lillesøster" smilede jeg og kyssede hende hårdt på kinden. Min dør brasede op, og mosters genkendelige ansigt dukkede op. "Piger, der er mad" smilede hun og kiggede på os. Jeg satte Brooklyn ned, og daskede hende på skuldren. "Hvem kommer først?" smilede jeg fjoget og strøg forbi moster, og ned ad trappen. "HEY! Det er snyd!" grinte hun, lige efter mig. Jeg kom først, og satte mig for enden. "Snyder" grinte hun og dumpede ned på hendes stol. Hun kunne ikke nå, så vi måtte sætte en pude på stolen, så hun kunne nå det hele.

Vi skulle have pizza, og jeg havde lige skåret et stykke ud til os allesammen - da ringeklokken ringede. Klokken 18 om aftenen? Det var da mærkeligt. "Jeg tager den!" råbte jeg og løb ud i gangen. I døren stod en dreng jeg aldrig havde set før. Sort og hvid stribet t-shirt, lyse knicker, og sorte supras. Shit.. han var smuk! "Øhmm.. hej" stammede jeg nervøst og tog en hårlok om bag øret..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...