Rævepigen |Færdig|

Angelina er en helt normal pige. Hun har forældre der lever godt sammen og gode venner. Men hun pjækker meget fra skole og det var alle fra klassen egentlig ligeglade med.. Hun møder en dag i skoven ser hun en ræv og hun forelsker sig straks i dyret.

7Likes
39Kommentarer
3510Visninger
AA

11. Dyrelægen

 

Jeg kommer langsomt til bevidsthed. Mine øjne er stadig lukkede. Jeg spræller lidt med benene. Mine øjne er stadig lukkede. Jeg prøver at åbne dem. Det er en kamp. De er nærmest klistret fast. De er tunge som om de vejer 10 ton. Jeg ved ikke hvor længe jeg kæmper med mine øjne, men det er hvertfald lang tid! Endelig! Mine øjne gir sig lidt og det lykkes mig at åbne dem halvt. Alt er sløret og mørkt. ,,Hej alle sammen!" Stemmen er fremmed. Jeg prøver at vågne helt op, før hun kommer, men lykkedes mig ikke. ,,Nåh så du er vågen, din skurk. Dyrelægen skulle på hospitalet pga. dig!" Leer hun. Hendes stemme er blød og lys. Men der er stadig noget robust i den. Alting er stadig for slørede til jeg kan se hende. Jeg slikker mig om munden og venter langsomt på at kunne se ordenligt. Jeg vil hjem til hanræven! ,,Hun ér vågnet dokter!" En mandlig brummen kan høres. ,,Nåh så det er hun. Så må¨du godt løfte hende ind til mig. Vi kan ligeså godt få det overstået med det samme.." Hans stemme bliver svagere. Én tanke står klart i mit hovedet 'Jeg skal aflives' Jeg har sikkert fået noget beroligende for jeg er så svag og kan næsten ikke bevæge mig. Jeg kan stadig intet se. Nogle arme har taget fat om min krop. De hiver mig ud langsomt. ,,Rolig tøs" Hendes stemme er munter. Hvordan kan hun være glad? Men jeg kan mærke hun er nærvøs. Hun trykker mig hårdt ind til sig. Jeg drejer mit hovedet op. Prøver at se om jeg bare kan se noget af hendes ansigt. ,,Lille stakkel.." Jeg lukker mine øjne igen. Jeg blinker et par gange for at få det slørede væk. Det virker. Hendes ansigt bliver tydligere og det slørede forsvinder. Hun har brunt hår og et par grønne tætsidende øjne. Hendes mund er lille og nærvøs. Hun har et lille nærvøst smil hængende i mundvigen. Jeg begynder langsomt at få kontrol over min krop igen. Hendes sko giver genlyd i gangen. Hun fortsætter med et fast greb om mig. Hvor er Klara forresten? Damen skubber en dør op. En dyrelæge med gibs på hånden tar imod mig. ,,Godt. Hun er stadig påvirket af bedøvelsen!" Damen nikker og ligger mig på det kolde metalbord. ,,Lad os få det overstået ikke?" Siger han med venlighed i stemmen. Damen bryder ud i gråd. Hun har hænderne for øjne men vand strømmer ud af hænderne. ,,Rolig Molly. Du ved det er nødvendigt. Vi kan ikke bare lade dyret gå og bide alle mulige andre - vel?" Hun ryster på hovedet og skynder sig ud af døren. Jeg har mine øjne åbne. For at iagtage ham. Da han tager kanylen frem for jeg kuldegysninger. ,,Rolig min lille ven. Du vil kun mærke et stik og ikke andet vel?" Jeg knurrer. Det er det jeg gør. Han ruller rullestolen hen til mig. Jeg knurrer igen. Han aer mig forsigtigt. I ét hyler jeg så højt jeg kan. Jeg rejser mig i én bevægelse og er henne ved døren efter 1 sekund. ,,Nåh..? Så du vil lege?" Jeg kradser på døren. Jeg blir ved til den bliver åbnet.  Han er nu kun en meter fra mig. Men han har lagt kanylen fra sig. Istedet vil han fange mig. Jeg hyler igen. Han nærmer sig igen 2 skridt. Jeg rejser mine børster og knurrer med blottede tænder. Han går roligt tilbage. Men jeg kan mærke nærvøsiteten. Pludselig mærker jeg en hånd der har fat i mit nakkeskin.. Han har fanget mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...