Frelserinden (N)

Mina er en 14-årige pige, der lever et normalt liv med sin mor og lillesøster, men da der en mørk nat, bliver banket på døren og hendes mor bliver slået ihjel for øjnene af hende og hendes søster bliver deres liv ikke ret normalt. Hende og hendes søster er eftersøgt i hele landet. Men alt det der hun bliver udsat for er kun fordi hun er landets frelser, der skal frelse dem fra Hjernen. Hun er prinsessen af Hjernelandet, men Hjernen dræbte hendes far og har ledt efter hendes mor siden de flygtede. Men hun ved ikke at hun er prinsesse og frelser, hvilket Hjernen gør. Han prøver mange gange at slå hende ihjel, men uden held. Hjernen er ham, der er kongen i Hjernenlandet, som han selvgladt har navngivet den. Det forgår i fortiden i år 1698 og det er anderledest en dengang. Der er ingen moderne ting, men en helt anderledes sted, jeg selv har opfundet.

Det er min første novelle, så jeg ved ikke hvordan om det er overskredet science fictionen, så det eneste jeg kan håbe på er i kan lide den :D

29Likes
57Kommentarer
2881Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Jeg løb hen til min lille hytte og løb direkte hen til mit sværd. Det rigtige sværd. I farten tog jeg også Kaitas med, så hun ikke stod med et træsværd, når tiden var inde. Så løb jeg ud igen med to sværd i hånden. Det var en smule svært, da de begge to var tunge, men heldigvis kom Kaita hen til mig, før jeg dengsede omkuld af træthed. Jeg kunne godt klare mit eget, men det var et problem at bære to, der var lige tunge. Eller nej, mit var lidt tunge end hendes, men det var tilpas. Lige til jeg kunne bære det.

Sammen løb vi hen til gamle Zeikas hytte, hvor Lani også befandt sig. Gamle Zeiko var for gammel til at være med, så vi skulle finde et skjulested. Vi brasede ind og synet vi så var ekstremt overraskende. Lani stod med et sværd og var klar til at hugge ud efter gamle Zeika. Forvirret kiggede jeg på hende, men uden tøven løb jeg mod hende med sværdet hævet. Jeg kastede mig ud efter hende og strejfede hendes lår. Der kom en smule blod ud, men ikke så meget. Bag mig huggede Kaita efter Lani. Hun ramte ikke, men huggede ud efter hende igen. Lani var fattet nu og jeg vidste at Kaita ikke kunne klare hende alene, så jeg huggede efter hende. Mens huggede igen og igen efter, men koncentret, tænkte jeg mange tanker.

Var gamle Zeika ikke hendes bedstemor? Hvordan kunne hun forråde hendes bedstemor og gå over til fjenden? Var det så ikke mig, der havde dagdrømt i stedet for at holde feltet oppe? Var det Lani der havde forrådt os? Ha, hun var den person som jeg sidst ville tænke på som forræder og hun var den første der havde forrådt os.

"Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kunne du forråde din egen bedstemor?!" spurgte Kaita vredt. Hun svarede ikke og jeg vidste hun ikke kunne svare. Det var hårdt for hende at holde to personer fra sig. To meget kraftfulde personer, som var meget opsatte på at dræbe hende. Hun var stærk, men ikke så stærk og hun vidste det selv.

'Hjælp gamle Zeika, så tager jeg mig af hende!' tænke jeg til Kaita, mens jeg huggede ud efter hendes mave. Denne gang strejfede den ikke bare, den gik lige igennem. Jeg trak hurtigt mit sværd ud og spyttede på hende.

"Forræder!" vrængede jeg. Jeg gik hen til Kaita og hjalp hende med gamle Zeika. Sammen trak vi hende ud af den skjulte dør, som hun havde vist os og førte hende hen til skjulet som vi havde lavet til hende, hvis Hjernen engang overraskede os. Zeika havde været vores lærer, men igennem Lani. Hun havde været min lærer, som kurvfletter og ikke fægter. Den plads havde Lani haft og det var chokkerende at tænke på at det lige præcis var Lani, der havde forrådt os.

Hun satte sig stille og lukkede øjnene. "Tak Frelserinde. Min sidste time er kommet. Jeg har støttet din far og din mor - kongen og dronningen - og jeg ville også have støttet dig, men det ser ud til at jeg ikke kan nå det. Gift dig med Leon. Jeg ved godt at du mest betragter ham som en ven, men du kommer til at elske ham. Om det er i morgen eller næste år, så kommer du til det, lille Mina. Vi ses" Med de ord drog hun sit sidste åndedrag og gik så videre til sit næste liv.

Jeg smilede, men tårene trillende ned af kinderne. Jeg tog det tæppe hun oprindeligt skulle have haft over sig - så hun kunne have haft varmen - i den tid hun skulle være her. Hun ville for en ærværdig begravelse, når du hele var forbi. Og jeg ville finde en grav til mor også. Selvom hun sikkert ikke vil være her som lig længere.

Rasende løb jeg ud af stedet med Kaita i hælene. Kampen var godt i gang og Kaita og jeg sluttede os i hærdigt med i gruppen. Jeg ville hævne dem. Både mor, far og gamle Zeika. Og jeg ville gifte mig med Leon. Jeg ville gøre hvad gamle Zeika havde sagt. Jeg ville opfylde hendes sidste ønske. Det skyldede jeg hende.

"Hjerne! Kom og slås med mig som en ægte mand. Alene og uden hjælp!" råbte jeg. Han ville høre det. Han ville høre det, selvom det selvom råbene og skrigene var højere. Jeg vidste han ville høre det og det gjorde han. Han stod nemlig foran mig med sværdet hævet.

Hun havde betydet meget, selvom jeg kun havde kendt hende i så kort tid. Jeg ville hævne hende. På selveste Hjernen. Han skulle bøde for de mange liv han havde taget. De liv som havde betydet mest for mig. Han var en af de personer, der ikke burde leve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...