min død

Det her ville en dag blive min død, det havde jeg vidst siden den dag jeg startede. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet at det hele ville ende så tidligt.

1Likes
0Kommentarer
1229Visninger
AA

1. mordene.

Det her ville en dag blive min død, det havde jeg vidst siden den dag jeg startede. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet at det hele ville ende så tidligt.
regnen siler ned ad mig og lander tungt på jorden ved siden af mig, mens blodet på mine finger langsomt bliver slettet ligesom min hukommelse, langsomt fortrænger det hele og til sidst forsvinder som om det aldrig har været der. det er nu at ordsproget: dræb eller bliv dræbt passer på en prik, og jeg vil nødig slutte denne dag af, men sådan sluttede den bare, jeg gik i mine egne tanker… og så… faldt jeg om.

Mine første tanker der strøg gennem mit hoved da jeg endelig kom til mig selv igen var hvor er jeg? Og hvorfor er her så koldt og vådt? Begge mine spørgsmål blev besvaret, da jeg langsomt og smertefuldt kom på benene og så mig omkring, jeg stod ved siden af et bil vrag, der lå krøllet sammen ved siden af mig. jeg huskede det hele, middagen ved kirken, folk der løb skrigene rundt, mens at jeg bare skød dem ned som lerduer. Jeg trængte voldsomt til noget læge hjælp. Var det første jeg tænkte da jeg så ned ad mig selv, jeg var blevet skudt i skulderen og et enkelt knivsår, var plantet på mit højre skinneben. Sammen med samlingen af alle de andre skrammer og sår begyndte jeg at gå.
Jeg gik skælvende ind ad hospitalets svingdør, blodet dryppede ned af mig hver gang jeg tog et skridt, og sygeplejersken bag skranken, der havde rejst sig op, udbrød et chokkeret ” hvad…?” inden jeg kollapsede på gulvet foran hende i en stor blodpøl. Det første jeg så, da jeg vågnede var et par milde brune øjne, der stirrede bekymret på mig, da hun så at jeg havde åbnet øjne, rejste hun sig op og spænede ud ad en dør der lå til venstre for sengen jeg lå i, jeg kiggede med et sløret blik hen på døren, da to politi folk, med blanke pudsede medaljer, dukkede op i døren. “er du Jamie naun?” spurgte den ene af dem, han var mørk i huden og høj. Jeg kiggede på ham med et sløret blik, jeg kiggede ned ad mig selv, Der var forbindinger på mig over alt, og der var en masse slanger fast gjort til mig. Det var først nu at jeg opdagede at jeg ikke kunne snakke, da jeg havde en iltmaske på. Jeg nikkede. Jeg må være faldet i søvn for da jeg vågnede sad de to betjente, for enden ad sengen, og spillede kort. Da de opdagede at jeg var vågen tog en ad dem, en mobil op fra lommen og tastede et nummer ind hvorefter at han forsvandt. Den anden der havde siddet stille og betragtet mig, rejste sig nu op, og gik over mod mig.” er du okay?” jeg kiggede på ham. ham her var lille og hvid i huden og jeg fattede ikke at sådan en person med de hårde ansigts træk, faktisk også kunne have medlidenhed. Jeg opdagede at jeg ikke havde iltmaske på mere. ”ja det går bedre” svarede jeg ham. “nu skal du høre hvad der kommer til at ske, i morgen bliver du udskrevet herfra og så kommer, der lige en enkelt person der gerne vil snakke med dig for vi kan køre.” afsluttede han og kiggede afventende på mig. ”okay det er vel fint” svarede jeg ham uinteresseret. Han samlede en avis op der lå for enden af bordet og rakte mig den. Jeg kiggede på overskriften der talte sit tydelige sprog: ’12 årig pige, dræber rig kone, og 50 andre I folkekirken ’alles håb’ i går mellem 22.00-24.00 kom den 12 årige, ind i kirken ’alles håb’ og skød vildt omkring med maskinpistol. Da den rige og verdens kendte, Lisa lier, er ved at holde sin tale, ved kirken ’alles håb’ åbnings middag. Sikkerheds vagterne ved middagen, blev dræbt på stedet, og den 12 årige pige løb fra stedet og stjal en bil, hun kørte senere galt. Og lægger nu på hospitalet. Hvor hun vil afvente sin dom. Dette er et tab for os alle, og der er allerede en masse der over hele verden der har tændt et lys for ofrene… ‘ jeg så op fra avisen, hændelserne fra i går skyllede ind over mig, skrigene fra den forvirrede flok mennesker. Jeg rystede kraftigt på hovedet, som for at prøve at ryste det af mig. Men der var ingen skyldfølelse, det var mit job. Og det svære for mig, så havde jeg fejlet. Politi betjenten kiggede på mig med et undersøgende blik. ”skal jeg i fængsel?” spurgte jeg, uden så meget som at kigge på ham.” ja det er jeg bange for, men Hey du kommer nok ud om 30 år igen” han prøvede at smile, men det blev ikke til meget mere end en grimasse. Jeg var allerede ved at udtænke en flugt plan. For der ville ikke gå særlig lang tid før at de finder ud af, at jeg er den lejemorder som de har ledt efter de sidste 2 år. Og til den tid ville jeg nok allerede være forsvundet igen. Håbede jeg. ”vi kører nu!” sagde den anden betjent der lige var kommet ind ad døren bestemt, han gik hen til en stol i hjørnet, samlede en bunke tøj op og kastede det hen til mig. ”hvad sker der da?” spurgte ham der havde snakket med mig. ”du begynd at klæde om” han pegede brysk på mig, og henvendte sig så til den anden. ”der er en masse demonstranter der ude!” han gjorde et kast med hovedet mod vinduet. De to politi betjente gik ud, for at lade mig skifte tøj selv, da jeg var hoppet i et par jeans, og en T-shirt kiggede jeg ud ad vinduet og forstod jeg hvad han havde ment! Der, ude foran vinduet, var hele den store parkerings plads fyldt op med folk der råbte og skreg, der var banner over alt! Og de sagde alle sammen det samme: den skyldige skal dø. Jeg kiggede væk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...