Kærlighed ved første blik♥JDB 5

Nu kan der da ikke ske flere ulykker? Det tænker både Ramona og Justin, som endelig er sammen med hinanden. Desværre er det præcis det der sker. Efter to bilulykker og Justins operation er det endnu en gang, tid til at tage en tur på hospitalet. Det ender med at blive til flere undersøgelser og til sidst et længere ophold, som ikke ender helt godt. Men kan de klare det, hvis de bare holder sammen?

44Likes
459Kommentarer
11756Visninger
AA

29. U Smile, I Smile

”Er hun okay?” spurgte jeg, Rosalie. Ramona lå helt stille i sengen, med en masse ledninger tilsluttet sin krop. Det så ikke godt ud, men jeg vidste, at det var hvad der skulle til, for at hun blev her.

”Hun slapper af, hun har haft det hårdt” sagde Rosalie stille, og kiggede så på mig. Jeg havde taget Ramonas højre hånd, da Rosalies holdte hendes venstre, så hun vidste vi begge var her. Jeg nikkede stille til Rosalie, men kiggede så tilbage på Ramona – min Ramona. Tårerne prikkede i mine øjenkroge, men jeg forstod det godt. Jeg græd ikke, fordi jeg var bange for at miste hende, men fordi jeg var stolt af hende. Alt det hun havde gjort, for stadig at være her. Hun var en kæmper – min kæmper.

”Jeg elsker dig, Ramona” sagde jeg stille, selv om Rosalie stadig var i rummet. Jeg så nu heller ikke noget galt i, at jeg sagde det foran hende, da jeg havde sagt det foran så mange andre. Jeg håbede inderligt, at Ramona kunne høre mig, og at hun bare slappede af, som Rosalie lige havde forklaret.

”Jeg lader jer være alene” sagde hun stille, og forlod så rummet. Forsigtigt satte jeg mig ned på knæ, så mit hoved var på højde med hende, så jeg ikke skulle bukke det en hel del, for at se ned på hende. Hendes hår var stadig ligeså slidt og filtret, som da jeg havde set hende for få timer siden.  Stille kiggede jeg ned på hendes hånd, som jeg blidt aede. Noget jeg ikke håbede irriterende hende, for det kunne hun vel ikke så nemt, sige noget til.

”Justin” hørte jeg efter kort tid hende sige. Det var hendes stemme, men den var svag, ekstremt svag. Hurtigt kiggede jeg op på hendes ansigt, og så, at hun prøvede at holde sine øjne åbne, men det blev kun til lidt, men stadig så jeg kunne skimte hendes øjne.

”Jeg er så glad for, at du stadig er her” sagde jeg stille til hende, og det fik et mikro smil, frem på hendes læber. Hun var virkelig svag, og man kunne både mærke og se det.

”Jeg er glad for, at du er her, hos mig” fik hun sagt med mange mellemrum, som fik mig til at smile endnu mere. Hun var glad for, at jeg var her, og det blev jeg allermest glad for. Hvis hun var glad, var jeg glad. Ligesom en af mine sange beskrev. ’U smile, I Smile’. Jeg smilede for mig selv over sangens budskab, og fik pludselig en idé, som jeg kunne gøre til virkelighed, med lidt hjælp.

”Jeg vil være her så meget som muligt” sagde jeg stille, og gav hende et stort tandsmil. Hun lukkede øjnene lidt efter, og jeg vidste at det kun var fordi hun var svag. Hun måtte bare slappe af, det var helt klart det bedste, som hun kunne gøre lige nu. ”Bare hvil dig, Ramona. Det er det bedste du kan gøre, jeg ved det her er hårdt for dig. Så bare hvil, jeg er her når du for flere kræfter, jeg vil være der hele vejen” sagde jeg stille, og med det klemte jeg stille Ramonas hånd, mens jeg kiggede på hende. Hun var virkelig køn, og jeg var simpelthen så stolt over, at hun var min kæreste.

”Skal jeg tage over, med at kigge til hende?” hviskede Rosalie stille, da hun åbnede døren. Hurtig nikkede jeg, da jeg skulle klare noget meget vigtigt, inden der gik for lang tid. Stille slap jeg Ramonas hånd, selv om jeg inderst inde, ikke havde lyst til det, men nu blev det sådan. Til gengæld kunne det jeg skulle, lave et stort smil på hendes læber, nu var det bare om at få det ordnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...