Kærlighed ved første blik♥JDB 5

Nu kan der da ikke ske flere ulykker? Det tænker både Ramona og Justin, som endelig er sammen med hinanden. Desværre er det præcis det der sker. Efter to bilulykker og Justins operation er det endnu en gang, tid til at tage en tur på hospitalet. Det ender med at blive til flere undersøgelser og til sidst et længere ophold, som ikke ender helt godt. Men kan de klare det, hvis de bare holder sammen?

44Likes
459Kommentarer
11794Visninger
AA

22. Første gang vi mødtes

Som min hånd var i Ramonas, mens en masse læger kiggede på maskiner ved siden af os, kiggede jeg kun på Ramonas hostende krop. Hun var smuk, selv når hun så hostede, og jeg vil ikke være hende foruden, hvis jeg selv kunne vælge. Hun var fantastisk i alt hun gjorde, og som jeg sad her og kiggede på hende, tænkte jeg over den første gang vi mødtes. Den dag hun skulle til skolebal, og var ekstremt smuk, selv om hun ikke havde gjort særlig meget ud af sig selv.

 

”Hvem er du?” spurgte jeg forskrækket pigen som stod foran mig. I min hånd havde jeg en stegepande, da jeg havde troet, at det var en indbrudstyv. Men en indbrudstyv ville nok ikke være iført et grønt håndklæde og vådt hår, for det havde jeg i hvert fald aldrig set før.

”Nej du misforstår, jeg er Jazmyn og Jaxons barnepige, jeg har bare lige lånt jeres badeværelse” sagde hun stille, og kiggede så ned af sin krop, og nok fandt ud af, at hun var iført et håndklæde. Jeg sænkede stille stegepande og grinede hurtigt mit normale grin. Da jeg kiggede på hende, kiggede hun ind i mine øjne, og så ud til at tænke på noget specielt.

”Men jeg hedder Justin” sagde jeg hurtigt og rakte hende hånden. Hun ville nok vide hvem jeg var, hvis hun passede mine småsøskende, men man kunne da altid præsentere sig. Hun trykkede blidt min hånd, men hendes, som stadig var fugtig efter det bad hun tydeligvis havde været i. Hun smilede genert til mig, som jeg bare gengældte.

”Mit navn er Ramona, men jeg må nok hellere gå igen” sagde hun og tog sin hånd rundt om håndtaget til badeværelset. Jeg nikkede for, at jeg havde forstået hende, og gik så ind mod Jazmyn og Jaxons værelse, da det var det jeg var kommet for.

Som jeg sad i lænestolen, og læste lidt i en bog, hørte jeg pludselig en dør ovenpå smække, og jeg vidste straks, at det var Ramona som var færdig der ude. Jeg kiggede nu oppe ved trappen, og da hun kom derhen og begyndte at gå ned, blev jeg helt overvældet, over hvor smuk hun egentlig var. Hun havde en lysebrun kjole på, men tyndestropper og diamanter i toppen. I hånden havde hun en cowboyvest, som jeg kun kunne forestille mig pæn på hende, uden over kjolen. Hun lignede en der fik et chok, da hun så mig sidde i lænestolen, og kiggede på hende, med et kært smil.

”Wow” kom det fra mig, uden jeg selv kunne styre det. Jeg mærkede stille, at jeg rødmede lidt, som ikke var planen. Hurtigt kiggede jeg bare ned i gulvet.

”Hvad sagde du lige?” spurgte hun mig hurtigt derefter om. Jeg kiggede op på hende, og så at hun stod tæt på mig, og smilede til mig.

”Intet – absolut intet” sagde jeg genert. Jeg fulgte hendes bevægelser, mens hun rystede på hovedet, og gik hen for at finde hendes sko, så det ud til. Hun begyndte at tage sine conversesko på i en mild brun farve, som passede til kjolen. I den anden hånd tog hun dog nogle stiletter, som hun nok ville skifte til senere.

”Hvor skal du hen?” spurgte jeg hende om. Hun kiggede på mig, og så endnu en gang ud til at tænke over noget specielt.

”Til bal på min skole” sagde hun hurtigt. Jeg mærkede at mit smil falmede, da jeg egentlig godt gad lære hende at kende.

Og lært hende at kende, det havde jeg. På nok den bedste måde man kunne, og jeg fortrød det ikke. Jeg huskede, da jeg derefter havde været dumt, og spurgt om kunne danse, og vi så havde sagt undskyld til hinanden. Det havde været en akavet samtale til sidst, så jeg havde tilbudt at køre hende. Det havde jeg så gjort, og jeg huskede hvor skuffet jeg var, da hun smækkede bildøren ind, og elegant gik ind mod ballet. Tænk at jeg allerede dengang havde følelser for hende, som i dag var større end nogen sinde. Jeg ville virkelig ikke miste hende, men det ville nok ske på et tidspunkt, om det så blev nu eller senere, vidste jeg ikke. Der kom flere host fra hende, og det gjorde mig mere nervøs. Denne gang var jeg her til gengæld, og havde min hånd i hendes. Lægerne havde ikke bedt mig gå, som jeg var så taknemmelig for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...