Selvmord.

Læs den (-:

2Likes
1Kommentarer
1165Visninger

1. Historien.

Vandet glimtrer. Det tiltrækker mig. Det dybe vand. Jeg havde allermest lyst til at hoppe ned, og blive en del af vandet. Men mit mod var væk. Selvfølgelig skulle det gå ud over mig. Jeg burde have vidst det da min kæreste var mig utro to gange, da han slog mig, og da.. Da jeg blev voldtaget i gyden. Jeg har været igennem meget. Mere end i aner. Jeg står igen ved broen. I dag har jeg taget mod til mig. I dag skulle det ske. Der var intet tegn på jeg er taget herud. Ikke engang en seddel til folk der betyder noget. For det er der ikke nogen der gør. De forstår mig ikke. De forstår ikke hvad jeg måtte lide med. 

''Har jeg ikke sagt du ikke må gå nogen steder!'' Skreg min kæreste, og pressede mig op af væggen. Smerten var ulidelig. ''N... Nej'' Stammede jeg. ''Jo. Jo jeg har!'' Skreg han igen, og hamrede mit hoved ind i væggen. Det ringede fra mit øre, og da han slog mig i hovedet, faldt jeg til gulvet. ''Lille ludertøs!'' Grinede han, og sparkede til mig. Mit hoved drillede mig. Jeg så dobbelt, mit øre ringede, og tårerne kunne ikke finde vej ud. Skulle jeg tage mig sammen nu? Rejse mig, og lade som om intet var sket. Jeg satte mig op, med et støn og pludselig fandt tårerne vej. Haltende, og så lydløs som jeg kunne være, gik jeg udenfor. Nu skulle jeg ned til broen. Det var ikke rigtigt længere.

''Undskyld pigebarn, men du bløder ret meget'' Sagde en gammel dame, med et bekymret udtryk i øjnene. Jeg kunne ikke svarer igen. Mit mål var sat, jeg skulle væk herfra. 

Jeg svang mit ene ben over. Nu var det næsten tid. Blodet var størknet, og jeg kunne smage det i min mund. Jeg svang det andet over, og tog en dyb indånding. Der begyndte jeg at grine. Nu skulle jeg væk herfra? Op til mor! Op til min elskede far, og min veninde. Det gav mig mere håb og mod. Jeg hoppede. Mens jeg grinede og følte mig fri. Det glitrende vand kom nærmere, og før jeg vidste af det. Så overgav jeg mig til døsigheden. Vandet rev i min hud, og det føltes som om nogen ville dele mig, men kunne ikke finde ud af det. Smerterne jeg havde i forvejen blev svagere. Vandets skvulpen lød som om det var langt væk, men det var jo lige over mig? Jeg mærkede hvordan min vejrtrækning begyndte. Men jeg var under vand? Vandet i min mund, og nede i lungerne hev, og sled i mig, men jeg kunne ikke stoppe med at trække vejret. Til sidst stoppede jeg. Et lille og næsten lydløst grin slap over mine læber. Og så stoppede alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...