Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4125Visninger
AA

8. 8.

Jeg havde lige smidt mig i sengen og følte mig endelig mædt. Jeg havde en hvid natkjole på og lå nu og gemte mig i tæpper ved siden af Loren. Tæpperne var dejlig varme, men luften omkring os var kold. Min hånd lå på hans nøgne brystkasse; han havde stadig ikke lukket skjorten. Den var dejlig varm og blød.

"Godnat," sagde han efter jeg havde pustet lysne ud.

"Godnat," svarede jeg og lagde mig ind til ham. Han strøj håret væk fra mit ansigt i en rolig bevægelse. Jeg kunne svagt se hans øjne i mørket. De skinnede, smukke og uhyggelige.

 

 

Han hviskede nogle ord i mit øre, da jeg vågnede. Jeg nåede ikke høre, hvad det var, og jeg vidste ikke engang, om det var på engelsk. Han hviskede det så lavt, at jeg kun hørte hans bløde stemme hviske noget.

"Godmorgen," hviskede han så endelig højt nok til, at jeg kunne høre det.

"Godmorgen," mumlede jeg og hev et tæppe over hovedet. Han hev den ned igen og strøg håret væk fra mit ansigtet.

"Dit hår ser mere lys ud i lyset," sagde han, helt fascineret af mit hår.

"Min mor havde blondt hår og min far havde sort," sagde jeg.

"Det er mørkebrunt i mørket."

Det var lang tid siden jeg havde set solen. Den var der nok et eller andet sted over de grå, triste skyer, men ikke i år.

"Jeg tager et bad," sagde jeg og gabte. "Er der ikke en sø i nærheden?"

"Jo," sagde han. "Jeg finder nogle håndklæder til dig og så finder du noget tøj." Han gik ud af værelset og jeg gik mod skabet. Jeg fandt undertøj og en sort kjole, der gik ned til jorden. Den var smuk og uden stropper.

"Kom," sagde Loren bag mig og hev mig med uden for. Jeg gik i bare tæer med ham ned til søen. Han havde taget et fast greb om min hånd. Vi måtte gå et stykke tid, før vi endelig var ved søen. Stor, rundt og dybt og intet andet. Der var ingen planter omkring den, men det var kun godt.

"Du må gerne kigge væk," sagde jeg til ham og hentyede til, at jeg skulle smide tøjet, inden jeg sprang i.

"Jeg kan godt tage det," sagde han og smilede charmerende. "Hvis det ikke var, fordi mørket afbrød os ville jeg kende din krop mere end din egen læge."

Jeg kiggede rødmende væk og rystede på hovedet. "Jeg har aldrig været til lægen, så det ser ud til, at du ikke kommer til det." Jeg vendte mig mod søen og gik hen til den og prøvede at gå elegant. Fod foran for og vrikkede med hofterne. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det var i noget i nærheden af, at Loren var alt for perfekt til mig.

Jeg kunne heldigvis finde ud af at knappe den eneste knap op i nakken og så faldt alt tøjer på en eller anden måde ned på jorden. Jeg sprang i vandet og røg direkte ned på bunden. Mit hår hang over hovedet på mig og små lokker gik hele tiden ned i ansigtet på mig.

Jeg landte på bunden og sad jeg ellers der og stirrede på himlen. Fick svømmede rundt, men det var ikke lige de flotteste. Jeg skrubbede mit hår under vandet og prøvede at få de mudderklatter at på min krop. Det føltes dejligt at være her i vandet, men der begyndte langsomt at blive koldt, så jeg måtte snart komme op.

Jeg brugte roder fra træerne som en stie. Da jeg endelig fik hovedet over vandoverfladen, stod Loren lige foran mig på hug. Han holdte mit blik fast, mens hans smil voksede.

"Her," sagde han og rakte mig et håndklæde. Jeg tog fat i den og svingede den om livet, da jeg kom op. Han lagde et til håndklæde om overkroppen, mens jeg holdte flovt om min barm. Han kyssede min kind. "Du smager af ferskvand." Jeg kunne ikke lade være med at smile af ham. Han vendte endelig ryggen til mig og jeg tog noget nyt undertøj på og kjolen. Det tog kun et minut og så kunne vi gå videre.

Jeg måtte hele tiden løfte op i kjolen og passe på med, at grene ikke rev i den. "Hvorfor er det, at du ville passe på mig?" spurgte jeg for at starte en samtale.

"Jeg kunne da ikke bare lade dig være i det ødelagte hus," sagde han.

"Hvis du er ligeglad med Staen, hvorfor er du så ikke ligeglad med mig?" spurgte jeg. Han stoppede irriteret op, men jeg gik bare forbi ham

"Hvorfor er du sur over det med Staen? Jeg bryder mig ikke om dem, og endda vil jeg aldrig være ligeglad med dig." Han stoppede mig op og kiggede mig ind i øjnene.

"Hvorfor kysser du mig så?" spurgte jeg. Jeg havde tænkt på det nogle gange. Havde han ikke en kone, kæreste eller sådan noget? Tanken gjorde virkelig ondt, så jeg var nød til at skubbe den væk.

"Fordi jeg kan lide dig." Han kærtegnede min kind.

"Du kan bare lide mig?" spurgte jeg og lagde min hånd på hans hånd.

"Jeg elsker dig," sagde han og kyssede mig. Jeg ville sige det samme, men jeg hadede at lyve. Jeg kendte ham ikke godt nok til at elske ham. Han virkede mærkelig og dum, når han allerede elskede mig. Han virkede pludselig helt fremmed, som om han gemte på hemmeligheder. Han lød, som om han kendte mig mere end jeg selv troede. Som om han havde kendt mig før.

 

 

Jeg pillede ved den sorte rose. Den levede stadig. Der var ingen forskel på den fra nu og i går.

"Har jeg gjort noget forkert, siden du er sådan?" spurgte Loren. Jeg rystede på hovedet. "Sagt noget forkert?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Noget andet?" Jeg rystede på hovedet. Han havde intet gjort galt. Det var mig, der var noget galt med. Jeg havde ikke snakket så meget i denne uge. Jeg havde mest siddet inde på mit værelse og kiggede ud af vinduet, hvor der var regnede. Igen og igen og nogengange kom der et lyn.

Jeg lagde mig ned i sengen og kun mærke ham sætte sig op på mig. Han lænede sig ned og skulle til at kysse mig, da jeg vendte kinden til.

Så mærkede jeg et klask på kinden og jeg blev helt forskrækket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...